Take the Lead
Udgivet 9. dec 2006 | Af: The Insider | Set på DVD
Indimellem alle svingommerne (som ofte må siges at være velkoreograferet og dybt imponerende) bliver der naturligvis tid til en håndfuld retoriske moralprædikener, som skal være med til at skænke filmen en aura af seriøsitet og troværdighed, der aldrig virker synderlig plausibel. Persongalleriet består af de typiske småkriminelle, indelukkede, pessimistiske, opgivende og rebelske unge, som vi har set i stort set hvert eneste teenagedrama, siden John Hughes slog igennem i 80’erne. Men heldigvis er karaktererne (og de skuespillere, som spiller dem) forholdsvis interessante og underholdende at se på, hvorfor filmens to timer bliver langt mere overkommelige.
Så er der en enkelt sej dvd-funktion, som hedder “You Take the Lead: Multi-Angle Tango”. Her får man mulighed for at studere filmens imponerende tangodans fra fire forskellige vinkler, som man selv kan skifte imellem via fjernbetjeningen. Guld værd for entusiaster.
Vi hører dog mere til Dulaine i “Between the Steps: A Profile of Pierre Dulaine” (17 min.). Det er interessant at få en indsigt i filmens autentiske rødder. Som ventet er der mange forskelle (og få ligheder) mellem den fiktive og virkelige beretning.
“Liz, Swizz and Ziggy: The Director & Her Music Team” (10 min.) fortæller om flere af filmens musikere og Friedlander, som instruerede adskillige musikvideoer, før hun begyndte at arbejde på “Take the Lead” – hendes første spillefilm. Her er måske en tand for megen monoton skulderklappen, men også mange fine kommentarer, anekdoter og informative klip.
Til slut har vi filmens trailer, samt tre såkaldte ‘trailer remixes’, som består af alskens klip fra filmen tilsat diverse hiphop-numre.
“Take the Lead” er en hyggelig og harmløs lille sag, som hverken opfinder den dybe tallerken eller brødføder publikum via en spinkel underkop. Antonio Banderas og Co. gør et fint stykke arbejde, og man føler sig ofte godt underholdt. Men selvom man ikke altid aner svingene på forhånd, så er selve enden af vejen tydelig allerede efter startskuddet er lydt. Både discens lydspor og transfer er tætte på at score topkarakter, og ekstramaterialet er mere end hæderligt. Dermed ender udgivelsen som helhed med at få en lille anbefaling med på vejen, og er man vild med dans (eller tv-serien af samme navn) bør man bestemt tage et nærmere kig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet