“Tsotsi” betyder på sit sydafrikanske originalsprog noget i retning af ‘bandit’ og lægger i denne forbindelse betegnelse til dette års Oscarvinder for bedste ikke-amerikanske film. Og det er i og for sig et ganske dækkende navn for gadedrengen Tsotsi (Presley Chweneyagae), der i filmens første minutter rovmyrder en togpassager i Sowetos metrosystem, skyder en mor i maven og bortfører hendes spædbarn.

Sidstnævnte hændelse er ikke helt efter den oprindelige plan. Og selv om han overraskende nok tager sig af barnet, er det umådeligt svært at fremtvinge selv den mindste sympati for “Tsotsi”. Det er ikke desto mindre filmens projekt, og måske netop derfor bliver den prisvindende “Tsotsi” aldrig den gribende affære, der umiddelbart er lagt op til.

Fra start kortlægges Soweto som værende indbegrebet af fattigdom og trøstesløshed. Flere steder kundgøres det, at ‘vi alle er påvirket af HIV og AIDS’, hjemløse flyder på banegårdsområdet, og ja, så er der jo Tsotsis egen miserable fortid med en alkoholiseret far og en døende mor. Trøstesløsheden er med andre ord allestedsnærværende, men midt i denne armod har instruktør Gavin Hood, med udgangspunkt i Athol Fugards novelle, forsøgt at tænde et lys og håb.

Selvom de gode intentioner åbenlyst er til stede, er de desværre ikke helt nok. Således er det svært at lade sig overbevise om hovedkarakterens overordnede slagplan. Dette i første omgang, fordi den voldelige og usympatiske Tsotsi meget pludseligt, angiveligt efter mødet med spædbarnet, vælger fuldstændig at skifte karakter. Det virker lidt søgt, at det er et spædbarn, der skal sparke fornuft i knolden på den unge lømmel, hvilket ingen voksne åbenbart har været i stand til. Under alle omstændigheder markerer det skæbnesvangre møde et skifte, der overbeviser Tsotsi om, at han er ude på et alvorligt skråplan.

Trods sine let teatralske elementer har “Tsotsi” imidlertid også mere mondæne nuancer at byde på. Således søger Tsotsi flere gange råd til babypleje, noget han naturligvis intet ved om, hos en ung, enlig mor. Godt nok kidnapper han hende for at opnå den ønskede assistance – men alligevel. Der er her reelt tale om en mindre sidehistorie, men den får alligevel en vis prægnans, ikke mindst fordi samspillet mellem de to giver historien en helt anden dybdeføling.

Skuespillet er i det hele taget værd at fremhæve. Godt nok er det teatralsk, især i filmens første halvdel. Men det skal nok også opfattes som en udtryksform, vi ikke helt har indfundet os med i den vestlige verden endnu. Samspillet fejler i hvert fald ikke det mindste og det gør billederne heller ikke. Stemningsmættede, pittoreske afbildninger opdeler scenerne flere steder og er en fornuftig og forståelig afveksling til filmens korporlige brutalitet.

Suppleret med de velsmurte replikker og den følelsesladede underlægningsmusik, der flere steder skriger på opmærksomhed, er det ikke så underligt, at filmen har ligget lige til højrebenet for en Oscar. Det bortforklarer imidlertid ikke det faktum, at det er svært, hvis ikke umuligt, at sympatisere med Tsotsi, selv om hans situation nu nok er forståelig nok.

Video”Tsotsi” præsenteres i et 2.35:1 anamorphic widescreen format. Selv om billedsiden til tider er ganske dragende, skyldes dette ingenlunde den tekniske side. Den er nemlig ikke noget særligt at råbe hurra for og således er billedet flere gange skæmmet af støv og udtværinger. Kontrasten er tilmed under middel og billederne ikke altid helt skarpe. Der er med andre ord tale om et transfer, der burde have været bedre.

AudioKvaliteten af lyden er noget bedre og “Tsotsi” præsenteres med sydafrikansk Dolby Digital 5.1 samt DTS 5.1 lydspor. Kanalerne udnyttes ganske fornuftigt, idet lydeffekterne gives en vis dybde. Samtidig er lyden ren og klar og renset for støj. Med andre ord en fornuftig lydgengivelse.

EkstramaterialeEkstramaterialet hører til det absolut bedste på denne udgivelse. Således byder dvd’en på “The Making of Tsotsi”, hvor bl.a. instruktør Gavin Hood og producer Peter Fudakowski forklarer baggrunden for filmen, og hvordan det var at arbejde med spædbørn i scenerne. De slettede og alternative scener rummer bl.a. to alternative slutninger, der på hver deres måde kunne have været brugbare afslutninger på filmen.

“A Day in the Life of Josias” følger den 14-årige Josias fra Soweto i Sydafrika og viser, hvilke vilkår han lever under. “The Storekeeper” er en medfølgende kortfilm og i øvrigt instruktørens egentlige debut. Ganske interessant. Endeligt er der blevet plads til en trailer og et par musikvideoer fra sydafrikanske Zola med numrene “Ghetto Scandalous” og “Mdlwembe” og Sgubhu Sams “Unathi”. I øvrigt kan filmen også ses med kommentarspor af Gavin Hood. Ekstramaterialet rummer lidt af hvert og er samlet set en guldgrube.

Årets Oscar for bedste ikke-amerikanske film gik fortjent til en lille film, der behandler store emner. Når man beskæftiger sig med livet i de Sydafrikanske townships er det ikke svært at finde tragedierne i det, der er en smeltedigel af kriminalitet, elendighed og fattigdom. Bygget over romanen af samme navn går “Tsotsi” dog til historien med en personlig og nærværende indgangsvinkel.

Tsotsi betyder bølle/forbryder og navnet passer fint på den unge mand fra slumkvarteret Soweto i udkanten af Johannesburg. Tsotsi har for længst fralagt sig sit døbte navn sammen med en fortid han helst vil glemme. Han er bandeleder for en lille bande, der lever i slummens elendighed. De tjener et par håndører ved at overfalde velhavende mennesker, og de viger ikke tilbage for ekstrem vold eller direkte mord. En aften stjæler Tsotsi en bil fra en kvinde, og når ikke langt, før han opdager at han har stjålet mere end blot en bil. På bagsædet er der en lille skrigende baby. I stedet for at forlade bil og baby, tager Tsotsi den lille dreng med sig hjem til sit skur. Det varer dog ikke længe før både hans bande og omgangskredsen opdager at der er noget, der ikke er som det plejer. Tsotsi kæmper med at holde barnet skjult, samtidig med at han også skal finde ud af hvordan man skifter og mader sådan en. For første gang i sit liv har den 19-årige mand ansvar for andre end sig selv, og han bliver gradvist tvunget til at træffe valg og for en gangs skyld i sit liv måske gøre det rigtige.

“Tsotsi” behøvede egentlig ikke forgå i Sydafrika – den kunne for så vidt foregå ethvert andet sted, hvor der findes elendighed og mennesker. På trods af at filmen foregår i et ultrafattigt township, er omdrejningspunktet mennesket Tsotsi. Omkring ham er der mennesker, der har samme grundvilkår som han, men de er ikke blevet til hensynsløse bøller, men rettere ærlige, hårdtarbejdende individer, der måske ikke har det fede liv, men som dog ikke slår andre mennesker ihjel af den grund. Vi får fortællingen om en barndom og en ungdom hvor alle de forkerte valg blev truffet frem til nutiden, og de tre-fire dage, hvor Tsotsis liv ændrer sig dramatisk. Det lille barn bliver katalysatoren, der gradvist ændrer bøllens syn på tilværelsen. Han kan måske ikke ændre på sin fortid, men han kan ændre sin fremtid, og det er forvandlingen af Tsotsi, der er interessant. Han spilles intet mindre end fremragende af det hidtil uskrevne blad Presley Chweneyagae. Ud over at have en frygtindgydende udstråling, viser han et nuanceret portræt af en ung mand, der har haft et forbandet svært liv. Forandringen i Tsotsis væsen vises subtilt og gradvist, og det er ganske enkelt smukt. Han er troværdig ud over alle grænser, men bakkes også op af et glimrende birolle-cast. Han formår at spille sine følelser i en rolle, der ikke har overvældende mange replikker.

Visuelt er “Tsotsi” næsten dokumentarisk – der er ingen effekter, kun historien, og det er præcis som det skal være. Sine steder er historien banal og lidt for følelsesladet, men det lykkes instruktøren Gavin Hood at bevare balancen, og bruge det enkle til en effektiv og yderst gribende beskrivelse af tilværelsen i Soweto.