Det er efterhånden svært at lave en film om unge drenge og pigers pubertetsforårsagede skavanker uden at begive sig ned ad de nøjagtig samme stier, som så talløse andre kreative magter har betrådt. Man kan heller ikke just hævde, at “Supervoksen” formår at opfinde den dybe tallerken på den front. Men rent stilistisk er Christina Rosendahls film mere opsigtsvækkende og slagkraftig end den gængse, danske ungdomsfilm.

Historien centrerer sig om et særligt trekløver bestående af pigerne Rebekka (Emma Leth), Sofie (Cathrine Bjørn) og Claudia (Amalie Lindegård). Som så mange andre unge 1.g’ere er de meget trætte af deres ældre medmenneskers uhyre lave tolerancetærskler og barnagtige behandling af dem. Derfor konstruerer de en såkaldt spåkop, som de skiftes til at benytte sig af. Spåkoppen indeholder udfordringer, som er designet til at sætte deres personlige grænser på en alvorlig prøve og tryne omverdenens opfattelse af dem. Målet er at tilegne sig stor respekt og hurtigere adgang til de voksnes rækker.

De tre friske tøser bliver alle spillet rigtig godt af forholdsvis nyopdagede talenter. Derudover er garvede skuespillere som Lars Brygmann og Nikolaj Coster-Waldau også fornøjelige som hhv. den ene piges far og en klam ungkarl. Selve personerne er dog ikke nær så interessante, og allerede fra startskuddet er lydt, er vi mere eller mindre stensikre på, hvad der i sidste ende kommer til at ske med dem. Det er dog yderst forfriskende, som filmens instruktør Christina Rosendahl også siger på kommentarsporet, at personerne ikke kommer fra en alkoholafhængig middel- eller underklassefamilie i krise, som det ellers ofte er tilfældet med denne slags film.

Rosendahl og manuskriptforfatter Mette Heeno har heldigvis ikke følt sig nødsaget til at benytte sig af alle genrens prominente konventioner, og selvom forløbet er ret forudsigeligt, så er det i sidste ende svært ikke at blive opslugt af fortællingen – især grundet skuespillernes indsats og de tekniske aspekter. Takket være en raffineret og unik brug af farver, filtre, temposkift, lyd og musik, formår “Supervoksen” faktisk at skabe sit helt eget nærmest magiske univers. Historien synes at foregå i en lettere alternativ verden, hvor virkeligheds regler ikke altid gælder.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “Supervoksen” benytter sig af et væld af forskellige billedfiltre, og filmens udseende varierer uhyre meget fra scene til scene. Filmens visuelle opfindsomhed er et stort plus, men enkelte af scenerne tog sig bedre ud i biografen end her på dvd. Enkelte gange, når farvetemperaturen er særlig høj, fremstår billedet en anelse grumset. Men transferet er knivskarpt, virker dejlig filmagtigt og er blottet for digital støj, komprimeringsfejl og edge-enhancement.

AudioFilmens lydside præsenteres både i Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1 på denne udgivelse. Men især DTS-sporets mere aggressive brug af subwooferen gør det mere interessant. Det er primært fronthøjtalerne, som tages i brug, og dialogen kommer tydeligt igennem via centerhøjtaleren. Dialogen har også en dejlig rumklang. De mange bombastiske musiknumre imponerer især, men også den strategiske brug af baghøjtalerne og sporenes mange subtile detaljer fryder.

EkstramaterialeDiscen byder på trailers til “Sprængfarlig bombe”, “Fidibus”, “Rene hjerter” og “Råzone”. Der er også to tv-spots, en teaser og en trailer til “Supervoksen”. Lidt i samme dur er en musikvideo med Vincent Van Go Go. Der er også tre minutters ganske morsomme fraklip.

Der er et kommentarspor med instruktøren Christina Rosendahl og tonemesteren Peter Albrechtsen. Rosendahl argumenterer godt for sine synspunkter og er en informativ, velartikuleret fortæller. Når hun af og til går lidt i stå, sørger Albrechtsen for at stille spørgsmål, der sætter skub i tingene igen.

Til slut er der tre featuretter: “Bagom Kamera” (13 min.), “Kysset” (6 min.) og “På settet med Emma” (5 min.). De er alle tre med til at give os en fin indsigt i tilblivelsen af filmen. Især sidstnævnte er fornøjelig, hvor Emma Leth guider os rundt på optagelserne og introducerer flere medlemmer af filmholdet. “Bagom Kamera” er en lidt mere traditionel dokumentar, hvor filmens tre skuespillerinder primært udtaler sig om deres roller og selve plottet. Men de taler bl.a. også en del om deres ofte grænseoverskridende oplevelser under optagelserne. “Kysset” omhandler tilblivelsen af hotelscenen mellem Leth og Nikolaj Coster-Waldau.

Livet i venteværelsetKun en måned efter at den danske ungdomsfilm “Råzone” har haft premiere, kommer endnu en film om den danske ungdoms genvordigheder. Men hvor “Råzone” var kendetegnet af en netop rå og skarpsleben tilgang til miljøet blandt teenageveninder, er “Supervoksen” en mere æstetiseret og underholdende oplevelse, der dog stadig byder på et par barske momenter.

Filmens handling tager udgangspunkt i de tre veninder Rebekka, Claudia og Sofie og deres hverdag i 1.g., der er stærkt præget af at de befinder sig i ‘venteværelset’ mellem børne- og voksentilværelsen. Da Rebekka fremlægger en stil om overgangsritualer, får hun den ide, at de tre veninder skal skabe deres eget overgangsritual, så de kan komme videre med deres liv. De laver en spåkop, som indeholder en række udfordringer til dem selv. Prøverne skal bestås, hvis pigerne skal kunne kalde sig for voksne. Men ét er teori, noget andet handling, og pigernes udfordringer viser sig at være ganske prøvende både for deres fællesskab og for dem selv.

“Supervoksen” rammer godt ned i klassiske ungdomsdilemmaer. Det handler en del om sex, men ligeså meget om identitet. Kan man f.eks. have følelser for en nørd, eller for en anden pige for den sags skyld? Skal man være forelsket første gang man gør ‘det’? Og hvor langt skal man gå for venindernes accept? Filmens udgangspunkt i legen med spåkoppen føles indledningsvis noget konstrueret og akavet, og Rebekkas argument for eksperimentet lyder mere som den dansk stil hun netop har afleveret, end et virkeligt ønske om at forandre sig. Men når udfordringerne først er blevet givet, bliver legen med spåkoppen i stedet primus motor, og gør at filmens plot kan springe fra den ene pinlige og grænseoverskridende situation til den anden, og efter den lidt for udpenslende optakt formår “Supervoksen” at blive mere engagerende i takt med prøvernes sværhedsgrad.

Filmen lever meget på samspillet mellem de tre hovedroller, og dynamikken imellem de tre piger er ganske fin. Men persontegningerne lugter alligevel lidt af ‘Sex and the City Light’, med den afprøvende Claudia, den snerpede Sofie, og Rebekka der bare vil have styr på det hele. På trods af de stereotype omrids får de tre forholdsvis uprøvede skuespillere tilsammen skabt et troværdigt indblik i et intimt pigeunivers. Pigerne holder sammen med en ‘fuck alle de andre’ holdning, og selvom gruppepresset dukker op i visse scener, så forbliver de konflikter på overfladen. Det er mere i konfrontationen med deres udfordringer at pigerne får afprøvet sig selv.

Instruktør Christine Rosendahl, der tidligere har instrueret dokumentaren “Stjernekigger” om sin søster Pernille Rosendahls band Swan Lee, giver den visuelt gas i mange af filmens billeder med en gennemæstetiseret reklamestil. De tre piger spankulerer gang på gang af sted som fotomodeller i et efterårskatalog med flagrende hår og brune blade flyvende omkring sig. Stilen understreges hver gang en ny udfordring falder fra spåkoppen og teksten printes med baldrende reklametekst foran én på lærredet: BLOW JOB. Værsgo, hvis man skulle være i tvivl. Det er virkelig en filmstil for en generation af metabevidste poder. Det er til tider ganske flot og energisk, men det ender også med at virke underligt skærende i forhold til de scener hvor pigerne sidder og kæmper med mere ægte følelser og æstetikken måske kunne have været mindre i fokus.