Britiske Michael Winterbottoms “Vejen til Guantanamo”, der foregående år vandt sølvbjørnen ved filmfestivalen i Berlin for bedste instruktion, er et yderst skræmmende portræt af en krig, hvor fjenden efter amerikansk overbevisning pinedød skal have et ansigt og en ditto skildring af de mennesker, der udkæmper den.

Og så er det ellers fuldstændig ligegyldigt, om man er skyldig i sine gerninger eller ej. For tre britiske knægte af pakistansk herkomst er det dilemmaet i en nøddeskal, da de befinder sig på det helt forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt, mens amerikanerne indleder deres militære operationer mod Taleban-styret og Bin Ladens Al-Queda, og i et anarkistisk kaos kapres af amerikanske infanterister i den krigshærgede Kandahar-provins i Afghanistan i efteråret 2001. Og det er her, Winterbottom i et hæsblæsende tempo for alvor viser, at han mestrer kunsten at skære ind til benet.

Godt nok er Shafiqs, Ruhels og Asifs skuldre tynget af småkriminelle aktiviteter i bagagen, da de forlader London-forstaden Birmingham for at deltage i et pakistansk bryllup og af omveje og ungdommelig naivitet havner i det sønderbombede Afghanistan, men som det også er filmens præmis, tyder alt for mange faktorer på, at de tre var udsat for et amerikansk komplot, hvor verdens politibetjent kunne retfærdiggøre sine krigsaktiviteter ved at sætte ansigter på en mulig fjende.

Selv om Winterbottoms dokudrama naturligvis – som alle dokumentarfilm inden for denne genre – har et politisk formål, er “Vejen til Guantanamo” i modsætning til mange beslægtede film anderledes nuanceret. De gode er ikke nødvendigvis gode, og de onde ikke nødvendigvis onde. Alligevel tegner der sig et mønster og et billede af en besættelsesmagt, der skider højt og flot på internationale krigskonventioner og menneskerettigheder. I første omgang er ofrene for den taktik de godt femhundrede fanger på Guantanamo-basen, der endnu ikke har været stillet for en dommer endsige blevet sigtet.

“Vejen til Guantanamo” er som bekendt baseret på virkelige hændelser og lægger da heller ikke skjul derpå. Som en blanding af dramatiserede rekonstruktioner og interviews med de rigtige fanger, der i mellemtiden er blevet frigivet, lægger filmen sig i et krydsfelt mellem krigerisk drama og rystende dokumentarisme, hele tiden med en politisk rød tråd for øje. Forskellen på denne og f.eks. Michael Moores storpolitiske skudsmål er autenticiteten, der i Winterbottomsk regi fremstår mindre manipuleret og mere kompleks og dermed også mere ærlig.

Fra de fugleburslignende fangehuller på Guantanamo følges, kombineret med de tidligere fangers udtalelser, livet i amerikansk varetægt med alt, hvad det indebærer af ydmygelser, tortur og fangemishandlinger. “Vejen til Guantanamo” skitserer en krig, hvor mennesker bliver til dyr eller behandles som sådan, og ingen – hverken fanger eller vogtere – bliver de samme igen. Winterbottom har med dygtighed formået at kombinere de mange interviews, arkivoptagelser og dramatiserede rekonstruktioner. Tilbage står et alt andet end prangende indtryk af en verdens politibetjent, der i demokratiets navn håndhæver ganske ublu metoder for at skabe fred i verden og en understregning af, at i krig gælder alle kneb.

Med “Vejen til Guantanamo” giver Michael Winterbottom verdens krigsmagnater en opsang, der bør give stof til eftertanke. Den filmiske rejse til basen på Cuba er en velkomponeret, velorkestreret beskrivelse af de midler, der tages i brug i amerikanernes klapjagt på en fjende, de ikke kender i en krig, de ikke forstår.

VideoBilledsiden til “Vejen til Guantanamo” fremstår i et 1.85:1 anamorphic widescreen format og er kvalitetsmæssigt ret svingende, men skal også ses i lyset af, at filmen til dels bygger på arkivoptagelser fra krigen i Afghanistan. Alligevel kan de mange udtværinger, overblændinger, støvkorn og uskarpheder ikke undgå at få indflydelse på bedømmelsen – især ikke, når rekonstruktionerne, trods de bedre arbejdsbetingelser, visse steder ikke har et meget højere niveau.

AudioLyden til “Vejen til Guantanamo” fremstår i et Dolby Digital 5.1 spor, der for så vidt står i kontrast til filmens billedside. Trods sin dokumentariske status kommer lyden godt ud af alle kanaler, men kommer dog stærkest til udtryk ved de sekvenser, hvor amerikanernes bomber regner ned over Kandahar og omegn. Men også i interview-situationerne går dialogerne og monologerne skarpt og tydeligt igennem.

EkstramaterialeEkstramaterialet til denne udgivelse er mildest talt en spagfærdig affære. Udover den, fristes man til at sige, kroniske trailer for filmen, er der udelukkende blevet plads til trailers for “Gasolin'”, “Stoned” og overraskende nok Michael Moores “Bowling for Columbine”, der efterhånden har en del år på bagen. Det kan undre, at en film med så essentielt et emne ikke kan afføde et mere givende ekstramateriale.