Livstegn fra en bedaget herreDen amerikanskfødte William Friedkin er efterhånden en bedaget herre, har for længst rundet de 70 år, og der har da også været relativt stille om instruktøren de seneste år. Nu giver han imidlertid livstegn fra sig i form af den fængslende og – overraskende nok – markedsføringsmæssigt ikke voldsomt højt profilerede “Bug”, der byder på både stærkt skuespil og en anderledes interessant historie.

I hovedrollerne er Ashley Judd og den mindre kendte Michael Shannon, der begge præsterer langt ud over vanlig rækkevidde. De fungerer begge realistisk og overbevisende midt i deres respektive sindsstilstande og mentale rundtosserier. Bedst er dog Judd som den ensomme og tydeligtvis plagede enspænder Agnes, der åbenlyst har lig i lasten. Mest af alt er “Bug” nemlig et blankpoleret kammerspil efter nutidige traditioner, hvor der skrælles helt ind til kernen, sårbarheden og det nøgne.

Og nøgne det er de to om ikke fysisk, så i hvert fald på psyken. Scenariet sættes på et unavngivet motel i sydstaterne, hvor Agnes er fast beboer efter at have mistet sit eneste barn på uforklarlig vis, mens eksgemalen i mellemtiden er røget ind at ruske tremmer. Igennem den fælles bekendte og rebelske R.C. præsenteres hun i løbet af en druktur for den mystifistiske og tilknappede Peter, der efter en forfejlet krig i Syrien synes at have opnået sine ar på sjælen. Han bliver efter mødet hængende på motelværelset, mens han plages af krigens traumer, og hun tilsvarende belastes af det mistede barn og den voldelige eksmand. Han har i mellemtiden fået mulighed for at smage på friheden.

Fortrinsvis er “Bug” en dynamisk rejse ind i to forkrøblede sjæles sind. Under opholdet på motelværelset finder Peter og Agnes trods forskelligheder fælles fodslag og præges af de samme tvangstanker omhandlende en insektepidemi, som Peter tilsyneladende har medbragt fra sine år i hæren. Om det blot er tvangstanker, eller der virkeligt er noget om insektsnakken, skal der naturligvis ikke løftes sløret for her. Men fængende er det i hvert fald, når historien for alvor udvikler sig med et eneste lokale som fysiske rammer og med de to aktører i epicentrum, kun enkelte gange forstyrret af udefrakommende.

Frygten for de æggespind, som de plagende insekter evner at lægge ind under huden (eller gør de nu også det?), er allestedsnærværende, og “Bug” er en solid involvering i den menneskelige psyke, som tidligere har været en leg for David Cronenberg i bl.a. “Spider” og i denne sammenhæng nok så oplagte “Fluen”. Her er det imidlertid William Friedkin, der folder sig ud, og det gør han ganske godt. Filmen glider undervejs hen i stilstand, men fornemmelsen er, at det blot er stilhed før stormen. Filmens crescendo stiger efterfølgende til uanede højder og holder niveauet frem til den finurlige finale.

Eneste svaghed er den ensporethed, hvormed Friedkin lader psyken trække filmens læs. Det kan godt – trods den korte varighed – få filmen til at virke en anelse for lang i spyttet enkelte steder. Det er dog petitesser og problematiserer ikke de gode intentioner og den tankevækkende historie, som dramaet trods alt bibringer. “Bug” er kammerspil med stort ‘k’ og baseres løseligt på Tracy Letts’ teaterstykke af samme navn. Det mærkes også på de stilfulde og forholdsvis afpillede kulisser, der i øvrigt gør sig umådeligt godt underlagt Michael Gradys nuancerede billedbehandling.

“Bug” er en dragende rejse ind i to individers forvitrede sind, der måske, måske ikke er inficeret af en udefrakommende insektepidemi efter et medicinforsøg, amerikanerne underlagde deres udsendte soldater under krigen i Syrien. Sikkert er det i hvert fald, at psyken hos de to hovedkarakterer lider alvorlig overlast, og det er i bund og grund den dynamiske drivkraft i en film, der måske er en kende for ensporet, men ikke desto mindre fungerer på kompetent skuespil og atypisk dramatik. “Bug” er ikke uden fodfejl, men viser livstegn og stærke kvaliteter fra en aldrende instruktør, der efterhånden lader vente længere på sig, men stadig skyder med skarpt, når det gælder.

Video”Bug” fremstår i det skarpe anamorphic widescreen 1.85:1 format, og gør sig nu ganske godt. Der er enkelte eksempler på edge-enhancement, hvorimod udtværinger, støj og digitale forstyrrelser ellers ikke forekommer. Filmen er desuden præsenteret i visuelt mørke farver, hvor en solid kontrast og god farvetemperatur ikke er til at kimse af. Alt i alt præges William Friedkins seneste film af et prangende udtryk.

AudioPå lydsiden suppleres filmen af de engelsksprogede DTS og Dolby Digital 5.1 lydspor, der også er af høj karat. Musikken er sparsom, men flyder alligevel godt ud i alle kanaler, når ellers den forekommer. Desuden er dialogen, der er placeret i centerhøjtaleren, skarp og uden antydninger af overstyringer. Filmens univers hviler i høj grad på subjektive tvangstanker, og det giver i sagens natur mulighed for distinkte effektlyde og flere vellykkede lydpanoreringer. Også atmosfæren er præget af detaljerigdom og grundlæggende godt håndværk.

EkstramaterialeUd over de vanlige trailere – denne gang for “Bug”, “Saw IV”, “Reservation Road”, “I Know Who Killed Me”, “Death at a Funeral” og “Berygtet” – er “A Discussion With William Friedkin” nok største trækplaster. Her åbner Friedkin selv op for skydeteltet, stiller skarpt og fortæller beredvilligt om alt fra karriere til opera. Til selve filmen hører et vellykket kommentarspor med instruktøren, hvor der bl.a. gås i detaljerne med manuskript og karakterer mens “Bug: An Introduction” hører til den mere klassiske tur om bag kameraet, hvor Friedkin sammen med de bærende skuespillere diskuterer filmens nærmere omstændigheder.