Det er ikke til at bortforklare, at der sædvanligvis er uendeligt langt mellem den skinbarlige virkelighed, som vi kender den, og så den fiktion, vi fra tid til anden får serveret i tv eller på det hvide lærred. Det måtte det amerikanske folk i hvert fald konkludere, da nationalklenodiet George Reeves, der på daværende tidspunkt var synonym med superhelten i tv-serien “Adventures of Superman”, blev fundet død. Modsat tv-heltens overnaturlige evner kunne Reeves nemlig ikke modstå de dræbende kugler og tog angiveligt livet af sig selv dengang sidst i halvtredserne.

Eller gjorde han nu i virkeligheden også det? Det er i hvert fald det tvivlsspørgsmål, der er til debat i Allen Coulters ganske fortrinlige spillefilmsdebut, “Hollywoodland”, der, som titlen indikerer, foregår i og omkring skuespillermiljøet i Hollywood. Med to separate personforløb som den centrale krumtap følger vi dels skuespilleren George Reeves (Ben Affleck) i dagene op til sin død, dels detektiven Louis Simo (Adrien Brody), der på den sørgende moders foranledning efterforsker det mystiske dødsfald i dagene derpå.

“Hollywoodland” er i bedste film noir stil fortalt med sikker hånd af Coulter som en krydsklippet fortælling om to mænds identitetssøgende nedture. Der tegner sig to sideløbende portrætter af detektiven og skuespilleren, der på ingen måde slår til og langt hellere vil være noget helt andet end det, de i virkeligheden er. Samtidig er de to mænds roller dele af et puslespil, der udfritter mysteriet omkring Reeves’ gådefulde død – dog uden på noget tidspunkt at tage endegyldigt stilling. Man får blot et par fingerpeg om, hvordan det kunne være fundet sted i det Hollywood, hvor skandalerne lurer under overfladen men også bliver holdt væk fra pressen med kyndig hånd af medejeren af filmselskabet MGM, Eddie Mannix (Bob Hoskins), der åbenlyst har sine helt egne metoder.

Mændene i Coulters univers er nu generelt ikke så lurvede som Mannix. Og derfor kommer de til kort. Adskillige gange. En flok sølle stakler, der ligger under for kvindernes seksuelle drifter, utroskab og drænende overfladiskhed. Og det er dermed helt i tråd med de konventionelle regelsæt, den klassiske film noir grundlæggende står for. I det hele taget fornemmes det, at “Hollywoodland” formår at indfange stemningen og ånden i halvtredsernes amerikanske filmbageri. Der er i hvert fald ikke meget spræl i filmens maskuline karakterer, der bedst karakteriseres – igen i tråd med den klassiske film noir – som arketypiske antihelte, hvis mening med livet synes ganske forduftet. Virkeligheden (og også Hollywood) er med andre ord ikke så perfekt, som det umiddelbart foregives at være.

Næsten perfekt er skuespillet derimod. Allen Coulter har fået fornemme præstationer frem i de to hovedrolleindehavere, Adrien Brody og Ben Affleck, der begge virker som om, de befinder sig i deres helt rette element. Men også kvinderne begår sig nu egentligt ganske godt i denne bemærkelsesværdige film, der lever højt på et sublimt manuskript og en velfortalt historie. Toni Mannix er, som efternavnet antyder, gift med Eddie Mannix men samtidig den unge George Reeves’ elskerinde. Hun spilles med forførende charme af Diane Lane, der tilsyneladende stadig har de bedste år i sig og giver filmen sin fornødne spændvidde og konflikt, særligt da George Reeves vrager hendes karakter til fordel for den noget yngre, håbefulde skuespillerinde, Leonore Lemmon (Robin Tunney).

Tempoet i “Hollywoodland” kan til tider virke dvælende og, alt andet lige, en kende for langsomt. Alligevel helliger midlet målet. Filmens charme og veltilrettelagte struktur havde ikke haft den samme præcision og dynamik, havde det ikke være for netop det nedskruede tempo. Når det kommer til stykket er det nu ikke det mystiske dødsfald eller hændelserne omkring det, der er det vigtigste, omend det da har en betragtelig betydning. Ud over de to bærende karakterers eklatante nedtur på karriereplanet og på det emotionelle plan har Allen Coulter iscenesat en svunden tid i halvtredsernes verdensberømte filmby, hvor studiesystemet stadig regerede, fjernsynet var kommet for at blive, og kampen om de gode filmroller var allestedsnærværende.