Knap så utrolig

Ang Lees udskældte “Hulk” fra 2003 var langtfra perfekt, men instruktørens respektfulde tilgang til det fantasifulde materiale var trods alt beundringsværdig. Lees intelligente tegneseriefilmatisering glemte dog for hyppigt at have det sjovt, så derfor var det egentlig ikke en dårlig idé at viske tavlen ren og producere en nyfortolkning af tegneserien i form af “The Incredible Hulk”, der ignorerer Lees film. Men i stedet for at være et strålende miskmask af hæsblæsende action og vedkommende drama, er “The Incredible Hulk” bare en diametral modsætning til forgængeren. Den er til tider ligeså imponerende som det grønne monstrum, men også ligeså ubegavet.

Filmen begynder i Brasilien, hvor Lees film i øvrigt sluttede. Her har forskeren Bruce Banner bosat sig. Manden, der forvandles til den gevaldige, hæmningsløse Hulk, når han bliver meget vred, forsøger at finde en kur mod sit særprægede problem. Selv om en sådan søgen ikke lyder sindsoprivende spændende, så er seancens første akt den klart bedste – enormt stemningsfuld, uforudsigelig og forfriskende tålmodig. Og da Banner endelig opspores af det amerikanske militær, begynder en nervepirrende flugt gennem Rio de Janeiros slumkvarter, der især er medrivende, fordi sekvensen ikke tyr til spektakulære computereffekter.

Kort tid efter forvandler Banner sig til Hulk for første gang, og alle de efterfølgende actionsekvenser er spækket med computereffekter og er derfor sjældent ligeså spændende eller overbevisende som førnævnte. Effekterne er skiftevis imponerende og middelmådige, mens brugen af håndholdt kamera er enormt effektiv. Visuelt er filmen altså ofte nydelig, men spændende bliver den aldrig for alvor efter den første halve time. “The Incredible Hulk” er også forbavsende traditionel og følger genrens skabelon til punkt og prikke. Helten introduceres, flygter og konfronterer til slut sin primære modstander i en sekvens, som filmens biograftrailere allerede har udpenslet.

Edward Norton, der spiller Banner og selv skrev en del af manuskriptet uden at blive krediteret, fik et anstrengt forhold til filmmagerne, fordi han angiveligt følte, at filmen blev maltrakteret under klippeprocessen. Og man kan mærke, at der gemmer sig en bedre film indeni “The Incredible Hulk”, der higer efter at bryde ud, men aldrig får lov i modsætning til Bruce Banners alter ego. Historien farer af sted i et så gevaldigt tempo, at man ikke opnår synderlig megen sympati eller afsky for figurerne. Store dilemmaer løses lynhurtigt, plothullerne er større end Hulks armhuler, og hver eneste karakter er reduceret til en omvandrende kliché uden personlighed.

Sidstnævnte kendsgerning er især begrædelig, fordi instruktøren Louis Letterier (manden bag “Transporter 2”) har fået mange fænomenale skuespillere med på vognen. Nortons medfødte charme er hovedgrunden til, at man interesserer sig for Banner. William Hurt og Tim Roth nyder tydeligvis at spille Banners militante modstandere, men Hurt er næsten udelukkende beskæftiget med at skråle ordrer, mens Roth hovedsageligt agerer spørgejørgen for dem, der ikke kender universet. Tim Blake Nelson er hylende skæg som en vanvittig forsker, og mens Hulk får rig lejlighed til at gå amok, får Liv Tyler god tid til at hulke. Man får lyst til at gøre det samme, når man funderer over al den energi, som er blevet spildt på at lave noget, der er så forglemmeligt.

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.40:1. Det er svært at finde på én eneste negativ ting at sige om udgivelsens transfer – et af de mest filmlignende af slagsen til dato. Et DNR-filter er heldigvis ikke blevet brugt til at fjerne gryn, hvorfor transferet har en helt tilpas celluloidagtig tekstur. Hver eneste afbildet farvenuance gengives fornemt. Billedet er så skarpt, og kontrasten er så god, at mange skud fremstår tredimensionelle. Der er ikke ét eneste tilfælde af edge-enhancement, komprimeringsfejl eller utilsigtet snavs.

Audio

Det medfølgende DTS-HD Master Audio 5.1-mix er ligeså imponerende som transferet. De centrale actionsekvenser (jagten på fabrikken, opgøret på græsplænen og konfrontationen mellem Abomination og Hulk) er spækkede med herlige lydeffekter, som transmitteres af samtlige højtalere, og fantastiske panoreringer. Subwooferen er uhyre aggressiv, og dynamikområdet er gigantisk. Dialogen måtte gerne have været en tand højere, men replikkerne er sædvanligvis klokkeklare, og en topkarakter er alligevel en kendsgerning.

Ekstramateriale

Skiven indeholder 45 minutters slettede/forlængede scener, som præsenteres i Standard Definition. Der er oftest tale om korte, betydningsløse øjeblikke, der blot ville have gjort filmen længere. En alternativ introsekvens, hvori Banner forsøger at begå selvmord i et snelandskab, præsenteres i HD, men ligesom resten af scenerne er den ikke særlig interessant. Enkelte scener byder på moralprædikener, der implicit berører Bush og Irak, og det er formentlig især ekskluderingen af disse, der irriterede Norton.

Letterier har indtalt et kommentarspor til filmen i selskab med Roth. Instruktøren fremstår en smule selvhøjtidelig, men på detaljeret og interessant vis gennemgår han tilblivelsen af adskillige scener, computereffekterne, historien, samarbejdet med skuespillerne osv. Roth tilbyder ikke meget andet end veltimede, sarkastiske bemærkninger. Det er i øvrigt pudsigt, hvor sjældent duoen nævner Norton. Der er også en håndfuld interaktive funktioner, som, hvis de aktiveres, præsenterer seeren for en masse videoklip under filmen, der bl.a. viser scenernes tilblivelse og sammenligner visse skud med storyboards og uddrag fra gamle tegneseriehæfter.

I alt 85 minutters dokumentarer medfølger. De indeholder en masse fascinerende optagelser og interviews med bl.a. Edward Norton, der forinden filmens udgivelse åbenhjertet diskuterer sin frygt for, at “The Incredible Hulk” ikke vil leve op til forventningerne. En del af dokumentarerne bruges på verbal rygklapperi, men de er alle så underholdende, at den ligegyldige sniksnak let glider ned. Man kan også bogmærke sine favoritscener, og hvis ens afspiller er tilkoblet internettet, får man adgang til endnu mere ekstramateriale.

Når grønt ser rødtFantasibarnet The Hulk født i starten af 60’erne af Marvel Comics-legenden Sten Lee trådte først ud af tegneseriehæfterne og ind på tv-skærmen i 70’erne. Efter en populær tv-serie skulle det grønne monster først vise sig igen over 10 år senere, men denne gang på biograflærredet og præsenteret af den prisbelønnede taiwaneser Ang Lee. I dag, 5 år efter Ang Lees økonomiske dødssejler, er Hulk tilbage og parat til at spille med musklerne nok engang.

Bruce Banner, alias Hulk (med en puls over 200 vel og mærke), er denne gang flygtet til Brasilien for at meditere og få kontrol over sin vejrtrækning og dermed også sit aggressive alter ego. Banners kursus i selvbeherskelse bliver dog hurtigt afbrudt, da han viser for stor uforsigtighed på tapperiet, hvor han arbejder, og snart indhenter fortiden samt et dusin soldater ham, hvorfor han er nødsaget til at rejse hjem til USA, hvor det hele startede. Efter at have mødt sin gamle kæreste Betty Ross står Banner og Hulk nu over for svigerfar Thaddeus Ross alias general Thunderbolt samt hans nyeste diabolske kreation.

Edward Norton, der vist ikke behøver nogen nærmere introduktion, spiller i “The Incredible Hulk” den frustrerede forsker, der tilfældigvis er blevet sprøjtet med en masse gamma-stråler og nå ja… bliver grøn, når han bliver for rasende. I det tegneserieinspirerede miljø, som instruktør Louis Leterrier har skabt, er spørgsmålet selvfølgelig, hvor nuanceret en sådan person kan spilles, men Norton gør i hvert fald, hvad gøres kan inden for rammerne. På samme måde spiller Liv Tyler den smukke, men også evigt lidende kæreste med en konstant tåre hængende i øjenkrogen parat til at trille, når den onde far, general Thunderbolt, behandler Banner uden for normal kutyme for en svigersøn – jævnfør soldater, maskingevær, tanks, missiler og den slags. Det hele er med andre ord noget sort og hvidt, men hvad gør det, når man nu engang er vidne til en superheltefilm?

Historien starter sådan set fint ud i Brasilien, og man følger flygtningen Bruces rejse fra by til by i håb om et slagsmål rundt om næste hjørne. Og slagsmål er der rigeligt af i denne film. Af en eller anden grund er det bare fascinerende at se Hulk skrælle biler for at bruge dem som skjold eller kasteskyts for derefter at smække til soldater, der flyver hurtigere væk end øjet kan følge. Her skal dem, der gav Ang Lees “The Hulk” fra 2003 en blandet modtagelse, nok finde sikkert fodfæste og opleve ting, de savnede fra tegneserierne.

Men i mellem smadrede bygninger og vertikalt flammehav kan filmen også godt være usammenhængende. F.eks. har Betty faktisk en ny kæreste, når Bruce dukker op, men han driver blot let og uforklarligt ud af historien, og hvorfor er det egentlig, den krigsliderlige general er så ligeglad med sin egen datter? Og hvorfor arbejder Bruce på et tapperi, når hans eneste frygt og mulighed for at blive fanget er hans blod i andres hænder… eller mund?