Højt at flyve…Det virker altid lidt spøjst, når filmselskaberne vælger at markedsføre en film med ordene ”Fra produceren af…”. Hvorfor ikke bare kalde en spade for en spade og skrive ”Fra manden, som var med til at supervisere brugen af penge i…”. Et mere intetsigende og ubrugeligt slogan skal man lede længe efter. Men folkene bag “Flyboys” er sikkert taknemmelige for, at produceren Dean Devlin hoppede på projektet, så de kunne smække titler som publikumssucceserne “Independence Day” og “Godzilla” på plakaten. Så kan det jo også være lige meget, at Dean Devlin er blot én af filmens ni producere, og at han ikke har produceret et hit i årevis. Men selv ikke søgt markedsføring kan ændre det faktum, at “Flyboys” er noget juks.

Dette 1. verdenskrigsdrama er vældig flot – der er masser af storslåede billeder, effekterne er hæderlige, og de forskellige luftslag er ganske medrivende (om end en smule ensartede). Derudover må filmen siges at have hjertet på rette sted. På samme måde som flere af fortidens storladne, romantiske krigsfilm, har “Flyboys” i sinde at hylde virkelighedens helte, som er blevet glemt af mange yngre seere. Fortællingens amerikanske piloter, som drager til Frankrig for at kæmpe mod tyskerne i 1916, er også så godhjertede og ærefulde, og deres bedrifter understøttes af så episk og heroisk musik, at man næsten ikke kan undgå at se op til de kedsommelige karakterer.

Næh, filmens største problem er ikke dens æstetik, men snarere dens næsten ulideligt lange spilletid. “Flyboys” gentager jævnligt sig selv, der er adskillige døde perioder, og et påklistret romantisk sideplot får aldrig luft under vingerne. Når man endelig tror, at filmen er forbi, er der dæleme hele 20 minutter tilbage, og filmen er så ludfattig på originalitet og rig på klicheer, at man næsten bliver svimmel af en evigt tilbagevendende følelse af deja-vu.

Tempoet er også ekstremt ujævnt. Filmen består af en håndfuld luftslag, der hver især afbrydes af adskillige minutters forsøg på at udvikle karaktererne og strikke en eller anden form for rød tråd imellem de forskellige scener. Det lykkes aldrig, og derfor føles “Flyboys” snarere som et uddrag fra en spilanmeldelse i “Troldspejlet” end en egentlig film – hvilket måske havde været lettere at snuppe, hvis ikke filmen altså varede 133 minutter. Skuespillerne er derudover på ingen måde troværdige. De virker snarere som forkælede og/eller trendy teenagere fra nutiden end hårdkogte piloter fra begyndelsen af det 20. århundrede.

James Franco, som gjorde det ganske udmærket i “Spider-Man”-filmene, har masser af karisma, men har ikke meget at lave i “Flyboys” udover at skære tænder og fyre tåbelige replikker af i rollen som den forældreløse toppilot, Blaine Rawlings. Udover Franco er det kun franske Jennifer Decker og Jean Reno, der kan finde ud af at spille skuespil, men de bliver desværre også kun skænket akavede og kluntede replikker. Det er ufatteligt, at forfatteren David S. Ward (“Sidste stik”) har været inde over manuskriptet. Forhåbentlig kan han forsvare sig selv med, at han havde lige så lidt med filmen at gøre som Dean Devlin.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “Flyboys” var en bekostelig produktion, og det faktum understreger discens transfer på ganske fin vis, idet der er tale om en hæderlig præsentation af filmens billedside. Kontrasten er vældig god, og farverne er flotte – især Frankrigs gyldne kornmarker er meget indbydende. Der er ingen støj og kun yderst få tilfælde af edge-enhancement. Billedet ser for det meste dejlig filmagtigt ud, men flere skud virker en anelse uskarpe (primært nattescener eller scener, der involverer røg eller tåge), og minimal udtværing optræder i nogle af filmens mørkeste scener.

AudioDolby Digital 5.1 lydsporet imponerer også. Dialogen er tydelig og besidder en dejlig rumklang. Overstyring eller støj optræder ikke, og der er masser af aktivitet. Trevor Rabins musik, som ganske vist er kedelig og traditionel, folder sig ud på tilfredsstillende vis og hverken overdøver eller overdøves. Subwooferen mønstrer også en god bund og giver mange lydeffekter og musikalske passager ekstra styrke. Heldigvis leverer filmens luftslag adskillige veltimede panoreringer, som er med til at gøre filmen mere engagerende, og lyddesignerne har kreeret en troværdig auditiv atmosfære.

EkstramaterialeUdgivelsen indeholder ikke engang en ordentlig menu, og udover filmen er her kun et trailershow bestående af klip fra “Revolver”, “Kærlighedens slør”, “Brooklyn Rules” og “Goya’s Ghosts”.