Skydeglad actionfilm rammer oftest pletUdtrykket hjernedød underholdning er noget, man ofte støder på i filmrelaterede diskussioner. Det bliver sædvanligvis brugt til at beskrive actionfilm, der er så lettilgængelige, at børnehavebørn kan følge begivenhedernes gang. Nogle bruger begrebet som modværge, når de skal forsvare film, andre tilsviner. Argumentet lyder, at filmene er immune over for kritik, fordi de pr. definition påkræver, at man afmonterer ens kritiske instinkter og bare lader sig ‘fornøje’. Således er kritik af mange frygtelige film blevet affejet. Men pointen er noget sludder. Der findes selvsagt talløse film, der kan klassificeres som hjernedøde, der enten er elendige, fremragende eller noget midt imellem. “Shoot ‘Em Up” er en film, der let kan erklæres hjernedød, som formår at kravle op fra middelmådighedens dyb, men som desværre ikke når meget længere før slutfløjtet.

Filmen er udelukkende spækket med eksplosive skuddueller eller kortvarige scener, der blot fungerer som intermezzoer mellem længerevarende actionsekvenser. Men “Shoot ‘Em Up” besidder flere af de elementer, den slags film bør besidde: Gemytlig humor, spydig dialog, acceptabel musik, snedige audiovisuelle påfund og (ikke mindst) en gruppe veloplagte skuespillere i rollerne som de karismatiske helte, heltinder og skurke, der leverer hovedparten af deres replikker med et charmerende glimt i øjet.

Det er en fornøjelse at se garvede skuespillere som Clive Owen og Paul Giamatti gå i flæsket på hinanden verbalt og fysisk som henholdsvis snerrende antihelt og knurrende slyngel, og d’herrer har tydeligvis også haft det hylende skægt under optagelserne. Og italienske Monica Bellucci er perfekt i rollen som den viljestærke rejsemakker på trods af sit til tider klodsede engelsk. Gudskelov bugner manuskriptet heller ikke af lange, gumpetunge redegørelser eller ligegyldige, sideløbende fortællinger – et problem, der hærger flere og flere nyproducerede blockbusters.

Som titlen antyder, er “Shoot ‘Em Up” et undertiden næsten videospilagtigt sansebombardement, der svælger i forbløffende stunts, gennemhullede lig, overgearede computereffekter og ekstravagante slowmotion-skud. Fans af genren vil spotte talrige referencer til andre actionfilm – John Woos Hong Kong-repertoire har tydeligvis været en stor inspirationskilde for filmens manuskriptforfatter/instruktør, Michael Davis. Synet af Clive Owen med en plaffende pistol i den ene hånd og et skrålende spædbarn i den anden hidkalder øjeblikkeligt minder fra Woos himmelske “Hard Boiled”.

Men film som “Hard Boiled” og Woos ligeledes fremragende “The Killer” var trods alt mere følelsesladede, uforudsigelige og i besiddelse af multidimensionale karakterer. I “Shoot ‘Em Up” er alle karaktererne derimod klassiske arketyper. Der er ingen markant karakterudvikling, ingen fascinerende forhistorier eller lag på de papirtynde karakterer, som skrælles af undervejs. Det er udelukkende op til figurernes muntre replikker og skuespillernes karisma at fremtvinge vores empati – og heldigvis lykkes det for dem. Derudover mærker man tydeligt, at actionscenerne er blevet skruet sammen af folk med fuld forståelse for den ofte hårfine grænse mellem action og komik. Og kulisserne og deres rekvisitter udnyttes ofte på helt uventede måder, der bekræfter, at filmmagerne ikke blot er ude på at tjene en hurtig skilling i en fart.

Men selv med en spilletid på blot 87 minutter føles “Shoot ‘Em Up” for lang. I sidste ende kan hverken publikums tålmodighed eller selve filmen bære, at den hele tiden er på farten. De røde tråde mellem forløbets mange hæsblæsende øjeblikke er yderst spinkle, et ineffektivt, visuelt hæsligt skudopgør i frit fald understreger filmens beskedne budget, og det virker fortænkt og modstridende, da filmen pludselig forsøger at sige noget betydningsfuldt om våbenkontrol. Men “Shoot ‘Em Up” er vitterligt en af nyere tids få hjernedøde actionfilm, som man sagtens kan koble fra til uden at frygte, at stupide platheder vil nage og vække hjernen fra dens fordelagtige koma.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Ganske vist havde “Shoot ‘Em Up” ikke et enormt budget, men den ser bedre ud på dvd end mange dyrere spillefilm. Kontrasten er solid, farverne er dejlig mætte, billedet er knivskarpt, og hverken digital støj, udtværinger, komprimeringsfejl eller edge-enhancement dukker nogensinde op.

AudioDvd’en indeholder både et Dolby Digital 5.1 EX-mix og et DTS-ES 6.1-lydspor, der uden tvivl er discens bedste lydspor. Lydsidens højeste og dybeste toner er simpelthen klarere på DTS-mixet. Men uanset hvilket spor man vælger, er der ikke overraskende tale om en fuldstændig overrumplende lydoplevelse. Ganske vist er der ikke ligefrem mange subtile lydeffekter i filmens ekstremt få stilfærdige scener, men actionsekvenserne lyder fantastisk. Panoreringerne er fortrinlige, subwooferen går tilpas amok uden at overdøve resten af højtalerne, musikken folder sig godt ud, og replikkerne er altid tydelige.

EkstramaterialeTrailers til “Run Fatboy Run”, “Hairspray”, “Det gyldne kompas” samt tre trailers til “Shoot ‘Em Up” medfølger. Instruktør Michael Davis har indtalt et glimrende kommentarspor til filmen. Han diskuterer alt fra filmens inspirationskilder og look, til brugen af musik og improvisation, og der diskes også med flere morsomme anekdoter såsom det faktum, at Davis’ kone dukkede op den dag, filmens sexscene skulle optages.

Derudover kan man se animerede storyboards til hele 16 af filmens scener, der tilsammen varer omtrent 23 minutter. Davis har også indspillet en introduktion og kommentarspor til klippene. Instruktøren forklarer, at det var disse animationer, der overbeviste filmselskabet om at finansiere filmen, og de er da også ganske underholdende, om end simple. Davis har også indtalt kommentarer til de ni forlængede/slettede scener (8 min.), der er inkluderet, som desværre er aldeles uinteressante. “Ballet of Bullets” (53 min.) er en hæderlig dokumentar, der byder på oftest interessante interviews med filmens skuespillere og andre, der arbejdede på produktionen. Der er dog et par gentagelser fra kommentarsporet.

Guns galoreFolk, der brokker sig over, at der er for lidt action i actionfilm, har endnu ikke set “Shoot ‘Em Up”. Filmen må nærmest betegnes som én lang actionscene, hvor flere folk dør og flere skud bliver løsnet end i selv John Woos tidligere skydegallerier. Dette går unægtelig også ud over handlingen, som egentlig bare er en tynd undskyldning for at få affyret en masse pistoler, men er det action, man vil have, så får man det unægteligt.

Den gådefulde Mr. Smith bliver vidne til et overfald på en gravid kvinde, og det lykkes ham at nedlægge de fleste af hendes våbenglade forfølgere, mens hun føder med kuglerne flyvende om ørerne. Da moren dør, ender Smith med at tage barnet med sig, eftersom de sortklædte lejemordere med den kyniske Mr. Hertz i spidsen lader til at ville ungen til livs. For at få hjælp med børnepasningen opsøger Smith den prostituerede D.Q., hvis særprægede ‘speciale’ er amning. Sammen prøver de at komme til bunds i komplottet, beskytte barnet og overleve horderne af håndlangere, som sendes i deres retning. Heldigvis er Smith cool som få og ikke helt uvant med at håndtere skydevåben…

Instruktøren og manuskriptforfatteren bag denne hæsblæsende affære er den relativt ukendte Michael Davis. At han var medforfatter på den pinlige computerspilsfilmatisering “Double Dragon” fra 1994 er ikke just et adelsmærke, men vidner om hans interesse for computerspil og deres fortælleform. På trods af, at “Shoot ‘Em Up” ikke bygger på et sådant (selvom titlen refererer til computerspilsgenren af samme navn), så kunne man meget vel blive i tvivl, for hele filmen er bygget op som en kontinuerlig skydesekvens, der blot flytter sig mellem diverse lokationer. Faktisk er den noget af det tætteste, man kommer en vellykket genskabelse af computerspilsgenren med de mange opfindsomme måder, de anonyme håndlangere bliver mejet ned én efter én og iscenesættelsen af omgivelserne som brugbare rekvisitter for hovedpersonen Mr. Smith i hans endeløse kamp mod skurkene. Der er ganske vist ikke nogen selvbevidst brug af ‘point of view’-kameraer eller forsøg på gengivelse af tredjepersonsperspektiv, men det hele føles mere som et spil end alle tidligere films mislykkede forsøg på at ramme plet.

Den heftige form til trods er der alligevel noget enormt smagløst over hele affæren. Filmens kvindebillede er ikke just flatterende og kritikere af voldsforherligelsen i ungdommens foretrukne kulturprodukter nu til dags bliver her serveret masser af brænde til deres bål af fordomme. I “Shoot ‘Em Up” er volden sjov, den er cool, og den er først og fremmest svær at tage seriøs. Omvendt forsøger filmen ikke at maskere sin ironiske og underholdningsfikserede tilgang til emnet ved at mæske sig i de grusomme detaljer med en alvorlig mine, som var det virkelighed. “Shoot ‘Em Up” er ren og skær testosteronbaseret underholdning drevet af visuelle action-gags, der ofte overrasker i deres groteske opfindsomhed. Det er ikke æstetiseret voldsballet, som Woo koreograferer det, men snarere Buster Keaton på speed med to rygende maskinpistoler i orgastisk overdrev. Ingen idé er for lav, og alle former for jokes smides i puljen.

Clive Owen holder sammen på løjerne med sin vante cool stil og har tilpas britisk stenansigt til at levere Mr. Smiths sarkastiske one-liners med manér. Paul Giamatti, der er castet mod type som hovedskurken Mr. Hertz, er lidt af et sats, og han synes til tider fortabt i denne overspillede rolle. Monica Bellucci lægger primært barm til, mens man irriteres over hendes rædselsfulde accent, men det synes nærmest også som en forbrydelse at forvente noget fra karaktertegningerne i denne omgang nådesløse ramasjang.