Sikre snit, glemt om lidtDer er klare paralleller mellem at lave en velfungerende genrefilm og at skabe et fængende pophit. Ligesom i musikindustrien søger mange filmproducenter at ramme den nøjagtige formel, som resulterer i en velklingende og genkendelig fortælling, der går lige ind hos sit publikum uden at være unødigt kompliceret. At den romantiske komedie “Music and Lyrics” derfor har fået den danske titel “Et sikkert hit” er således ironisk i dobbelt forstand. For det første fordi den spejler sit eget ønske om at lave en lettilgængelig ørehænger indenfor den romantiske komedie efter sikre opskrifter, men endnu mere fordi den bliver offer for sin egen hybris. For “Et sikkert hit” er nok så meget en sikker satsning, men excellerer i at efterlade os med et blankt og hurtigt glemt eftermæle.

Den stiliserede intro, der gør tykt grin med 80’ernes kitchede musikvideoer, for ikke at tale om det pinlige look hentet fra Wham og Duran Duran, lægger ellers op til en festlig udlevering af årtiet. Hugh Grant spiller Alex Fletcher, der er en afdanket has-been fra 80’er bandet ‘PoP’, som nu lever af at optræde på markeder og andre småfestlige lejligheder for et udelukkende kvindeligt publikum i overgangsalderen. Alex bliver tilbudt at skrive det kommende hit til tidens store teen-queen, Cora Corman, som er Britney Spears (da hun var på toppen) og Shakira i kærlig forening. Hans problem er bare, at han ikke skriver særlig gode tekster, men heldigvis for ham er hans nye blomstervander, den unge, frejdige Sophie Fisher (Drew Barrymore) en veritabel rimsmed og, ja, så kan vi vel tænke os til resten. To sjove, lidt skæve og i starten meget forskellige eksistenser mødes og sød musik opstår.

Nøgleordet i denne sammenhæng er sød. Man har gjort alt for at være så behagesyg som muligt i portrætteringen af de to hovedpersoner, der selvfølgelig synes som hund og kat i starten, men ikke længere end at de naturligvis hurtigt falder for hinanden, godt hjulpet af komiske one-liners og et manuskript, der kalkuleret glæder sig over at have fundet formelen på tyggegummi-pop. Grant kender genren ud og ind, men han synes mest af alt at være en karikatur af sine tidligere fjollede og britisk-humoristiske karakterer. Som kørte han på autopilot, valser han lettere distræt ind og ud af scenerne, og den kemi mellem ham og Barrymore, som vel må siges at være alfa og omega for, at en film af denne slags skal kunne fungere, synes at være strandet på manuskriptplanet. Hvad Barrymore angår, så kommer hun aldrig ud over skabelonen fra sit sædvanlige repertoire. Og hun får i hvert fald ikke hjælp fra sin karakter, der hverken ansporer interesse på papiret, endsige i den endelige film. Sophie er en pige med en fortid, der har traumatiseret hende, men bare rolig – hendes problemer er når det kommer til stykket ikke virkelige og virker jævnt ubetydelige og overdrevne i hendes eget hoved.

Udover musikvideo-pastichen i starten, så er der strøet en række rammende, satiriske stik til musikbranchen og dens forlorne name-droppende miljø. Her har filmen oplagte kasteskyts og bruger dem fornemt. Dette skæmmes dog delvist af, at karikaturen Cora Corman, som indkapsler popdivaernes forlorenhed, er helt stiv i sin nyfundne new age spiritualitet. Er det en pointe ved karakteren eller spiller skuespilleren bare enormt dårligt? Svært at blive klog på.