Crazy in Love

InstruktionPetter Næss

MedvirkendeJosh Hartnett, Radha Mitchell, Gary Cole, Sheila Kelley, Erica Leerhsen, John Carroll Lynch, Nate Mooney, Rusty Schwimmer, Robert Wisdom, Allen Evangelista, Christa Campbell

Længde92 min

GenreKomedie, Komedie, Drama, Drama, Romantik, Romantik

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Crazy in Love

4 6
Den norskfødte instruktør Petter Næss har tydeligvis aldrig kunnet slippe fascinationen af filmmediets allerskæveste eksistenser. Men måske er det i virkeligheden barnet i ham, der taler? Resultatet er i hvert fald et ganske veldrejet drama med en måske lidt for genkendelig opbygning.
Donald Morton (Josh Hartnett) er kongen på sit eget lille gebet og bliver tilbedt af de allernærmeste. Men hvad mon der sker, når der lukkes nytilkomne ind på hans enemærker – og tilmed af det modsatte køn? Optakten er dermed sat, da Isabelle Sorenson (Radha Mitchell) entrer scenen, for vi befinder os nemlig på et slags værested for relativt velfungerende personer, der dog har det til fælles, at de allesammen lider af den autistisk diagnosticerede sygdom asperger.

Indtil da har tilværelsen for Donald grundlæggende handlet om at passe de skiftende jobs – han holder sjældent fast i et job i særlig lang tid af gangen, givetvis på grund af sin sygdom – og tage sig af de ligesindede venner, med hvad det ellers måtte medføre af komplikationer. Men med Isabelle som den nye spiller på banen er situationen for stedse ændret; Donald bliver forelsket, følelserne gengældes, og kærlighedens karrusel er dermed sat i gang.

Herfra udvikler “Crazy in Love” sig i mange henseender som det klassiske, romantiske drama – dog med den afgørende forskel, at vi her har at gøre med to sympatiske autister, der i medgang og modgang forsøger at finde fælles fodslag og samtidig lære kærlighedens uskrevne spilleregler at kende. Den ene er talknuser, den anden kunstmaler, begge er de autister og vilde med dyr. Og dermed ligner de – sygdommen til trods – ethvert andet kærestepar, der prøver lykken sammen.

Alligevel er “Crazy in Love”, der egentlig bestrider den noget mere passende originale titel “Mozart and the Whale”, en ganske finurlig størrelse spækket med skæve eksistenser, komiske situationer og veloplagte ordspil. Selv om filmen tydeligtvis følger en klassisk fortællekurve, har den så absolut en hel del at byde på.

Ikke mindst skuespillet, der gennemgående er intet mindre end blændende. Radha Mitchell scorer topkarakter som den autistiske, frembusende men også meget sårbare Isabelle, der tager autisterne med storm og sætter Donalds hjerte i svingninger. Men også Donald Mortons karismatiske skikkelse bliver godt fyldt ud af en Josh Hartnett, der dog ikke i samme grad som sit kvindelige modstykke forstår at holde takten.

“Crazy in Love” er en fintfølt kærlighedshistorie med en række skæve, tossegode eksistenser som de egentlige hovedpersoner. Men handlingsmæssigt kunne filmen i virkeligheden godt have beskrevet et hvilket som helst parforhold anno 2007. Det gør den heldigvis ikke. For der, hvor filmen fungerer som noget særligt, er i dens varme og sympatiske beskrivelse af samfundets skævere eksistenser.

Video”Crazy in Love” fremstår med et rimeligt transfer i et anamorphic widescreen 1.85:1 format. Der hersker en del eksempler på gryn, og farvetemperaturen svinger en smule flere steder. Men derudover er der ikke eksempler på edge enhancement, støv eller anden form for digitale forstyrrelser.
AudioTil gengæld kan lydsidens kvaliteter bestemt anfægtes. Trods oplæg til brug af alle kanaler i de to medfølgende, engelsksprogede DTS og Dolby Digital 5.1 spor, er lyden primært et anliggende for fronthøjtalerne. Nu er “Crazy in Love” først og fremmest dialogbåren, men det havde dog gavnet filmen, hvis lyden var blevet spredt mere ud.
EkstramaterialeUd over trailers for “Stormbreaker”, “Ask the Dust”, “A Prairie Home Companion”, “Arthur og Minimoyserne”, “Berygtet” og naturligvis for “Crazy in Love” er det eneste, ekstramaterialet kan byde på, en tyve minutters featurette om filmen. Det er skuffende, at en sådan dvd-udgivelse ikke kan mønstre mere på sidebenene.

“Crazy in Love” er en ganske fin og nuanceret dramakomedie, der, trods en traditionel opbygning, byder på stærke skuespilpræstationer, et velskrevet manuskript og en fandens masse varme og sjæl. Tilstedeværelsen af de skæve, tossegode eksistenser understreger dog også, at de absolut er nødvendige for filmens fortsatte overlevelse. Endeligt burde udgivelsen være præget af et bredere sortiment af ekstramateriale. Det har desværre ikke været tilfældet.


Trailer

Kort om filmen

Donald er taxi-chauffør, han er vild med fugle, er et absolut geni, når det gælder tal og er – som mange autister – helt afhængig af faste mønstre og ubrydelige rutiner for at få tilværelsen til at fungere. Men da den smukke energibombe Isabelle tjekker ind i den støttegruppe, han leder, bliver der vendt op og ned på hans velordnede liv – og hans hjerte…