Hugo i 3-D taber pustenJungledyret er blevet fræk, flabet og fri. Så fri, at der i filmen både bliver sagt ”hold kæft” og ”hvad fanden” og så fræk, at det hele er i 3D. Men der skal mere end havnejargon og pixels til at hæve niveauet fra det jævne.

Som noget nyt har animatorerne bag Hugo skiftet det gamle tegnepapir ud og givet Hugo 3D-pelsen på. Animationsfilmen er sammen med actiongenren blevet en form for high-tech udstillingsvindue for de forskellige filmstudier. Ingen gider være gutten i klassen med kassette-walkman, når alle andre løber rundt med ultra-lette iPod Nano med tilhørende video-plugin, og derfor undrer det heller ikke, når Jørgen Lerdam og Flemming Qvist Møller i samarbejde med Norge og Letland præsenterer den tredje Jungledyrs-film i 3D som et bud på Danmarks digitale færdigheder anno 2007.

Jungledyret Hugo er i dette eventyr fastboende i det kolde Danmark med ræve-veninden Rita og eneboeren Delle Kaj. På trods af Kajs lækre frikadeller og Ritas venskab savner Hugo stadig junglen og begiver sig derfor ud på æblerov. Men Hugo er et sjældent og dermed værdifuldt dyr, så både Dr. Strix, Dr. Sturmdrang (begge gale videnskabsmænd) og general Maximus, diktatoren i Hugos hjemland, Junglandia, vil have fat i den lille gule bamse. En tv-værtinde, Donna Prima, bliver også økonomisk interesseret, og inden længe skyes der ingen midler for at fange Hugo med det ene onde formål efter det andet. Heldigvis er aberne Zik og Zak og Hugos andre venner aldrig for langt væk til, at de kan komme ham til undsætning.

Teknisk set er “Jungledyret Hugo – Fræk, flabet og fri” helt i top. Bortset fra Delle Kajs noget grafisk forenklede frisure ser alt rigtig godt ud og er næsten i samme liga som det store udland. Endnu mere ærgerligt er det så bare, når der ikke bliver satset ligeså meget på det, der ikke vejer i budgettet – fantasien. Den tredje “Hugo”-film kan godt virke lige lovligt hurtigt udviklet med hensyn til sjove indfald. F.eks. er den lille navneløse mus, der render rundt uden nogen reel funktion, en åbenlys kopi af fortidsegernet i “Ice Age”. Det virker banalt, og man fristes til at spørge, hvad det skal til for.

De 75 minutter, filmen varer, kan godt forekomme som lang tid, og det er et alvorligt problem, når man møder det mest iskolde og kyniske publikum overhovedet: børnene. Når det nu er sagt, er der helt klart ting, der fungerer i “Fræk, flabet og fri”. Hugo og Rita har stunder i månelyset med dertil velskrevne sange, som både er rørende og flotte. De musikalske indslag virker i det hele taget meget godt, og derfor forventer man også den stærkt fængende titelsang, der var med til at gøre de to tidligere “Hugo”-film til de succeser, de var. Sangen kommer bare ikke. I stedet bliver der sunget “Fræk, flabet og fri, det er vores yndlingsmelodi”. Man må håbe, at det unge publikum er af samme opfattelse.