Kager og kærlighedUønsket graviditet var et populært emne at tage op i biografernes tusmørke sidste år. To af 2007’s absolut bedste og mest populære komedier havde dilemmaet som omdrejningspunkt: Den Oscar-belønnede “Juno” og Judd Apatows uforlignelige “Knocked Up”. Med så enorme og enormt populære konkurrenter på sidelinien er det intet under, at “Waitress” blev forbigået af det globale biografpublikum og i forbindelse med branchens største prisoverrækkelser. Men “Waitress” besidder nok forføreriske ingredienser til at blive en forgudet kultfilm blandt folk, der sætter pris på romantiske komedier.

Den Golden Globe-belønnede skuespillerinde Keri Russell har ikke haft forfærdelig meget at tage sig til, siden tv-serien “Felicity” sluttede for snart seks år siden. Men hendes nuancerede præstation her i “Waitress”, der elegant varierer mellem det tragiske og det komiske (og til tider er begge dele på samme tid), burde sikre hende fast fodfæste på filmscenen. Hun spiller den talentfulde tærtemager Jenna, der arbejder på en diner sammen med sine to bedste veninder. Hendes mand, Earl, er et egoistisk og snæversynet fjols, og da Jenna pludselig konstateres gravid, bliver det endnu sværere for hende at finde ud af, hvordan hun skal kunne spare penge nok sammen til at flygte fra sin forfærdelige husbond og sine triste omgivelser.

Det viser dig dog, at hendes gynækolog, Dr. Pomatter, er en sympatisk charmetrold, og der går ikke længe, før de falder for hinanden. Et af parrets mange problemer er dog, at de begge er gift. Men når de er i hinandens selskab, synes de at finde en sindsro, der får selvtilliden til at vokse eksponentielt. Pommater spilles af Nathan Fillion, der ligesom Russell for alvor slog sit navn fast i en tv-serie – Joss Whedons fornøjelige science fiction-føljeton “Firefly”, som skænkede Fillion masser af muligheder for at raffinere hans komiske timing. Og her i “Waitress” er Fillion ofte vanvittigt morsom som den forsigtige og lavmælte gynækolog, hvis livsglæde for alvor genoprettes af mødet med Jenna.

Især sammen er Russell og Fillion en fornøjelse at overvære, og de har begge æren af at udøve et af de mest mindeværdige filmkys i nyere tid. Men efter at romancen for alvor har fået luft under vingerne, synes filmen at gå en anelse i stå. Begge figurer oplever flere af de personlige dilemmaer, som vi efterhånden har set i et utal af romantiske dramaer og romantiske komedier: Dårlig samvittighed, nervøsitet, tvivl, selvransagelse… Det hele kulminerer i en slutning, der formentlig vil overraske de færreste. Jennas graviditet får desværre heller ikke en lige så betydningsfuld rolle, som man kunne have håbet. Graviditetens primære funktion forbliver at lægge op til et par (ganske vist muntre) monologer fra Jennas side.

Men filmen er så charmerende og nobel, at det er svært ikke at blive påvirket af dens godsindede intentioner. Filmens unikke look er også en af dens største forcer. Brugen af stærke farver, tidløse kulisser og til tider næsten hypnotiske nærbilleder af tærtetilberedninger giver filmen et nærmest eventyrligt islæt, der vækker minder om Tim Burtons tidligste film. Persongalleriet er ydermere spækket med flamboyante, sympatiske størrelser, hvor en af de morsomste af slagsen er Jennas hyperaktive kollega Dawn, der spilles af filmens instruktør, Adrienne Shelly. Det er tragisk, at vi aldrig kommer til at se, hvordan Shellys karriere ville have udviklet sig. Hun blev slået ihjel af en indbrudstyv få måneder før filmens premiere. “Waitress” er en alt for tidlig, men ærefuld svanesang for Shellys karriere.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen-format. For en nyproduceret film at være ser “Waitress” desværre ret uimponerende ud på dvd. Hovedproblemet er, at billedet er en anelse blødt hele vejen igennem – ikke ét eneste billede står virkelig knivskarpt. Farvetemperaturen er generelt stabil, men hudfarverne har en tendens til at virke en anelse for blege, og i få tilfælde virker farverne en anelse for oppumpede. Edge-enhancement optræder hyppigt, men man distraheres heldigvis sjældent. Hverken støj eller komprimeringsfejl optræder, og kontrasten er god.

AudioLigesom transferet er discens engelske Dolby Digital 5.1-lydspor ikke synderlig imponerende, men i det mindste plages det ikke af det samme antal skavanker, som skivens billedside. “Waitress” er en yderst stilfærdig film, der drives af de replikker, karaktererne udveksler. Replikkerne gengives heldigvis godt – dialogen er altid tydelig, og ydermere leveres replikkerne med en tilpas mængde attraktiv rumklang. Baghøjtalerne er tavse igennem størstedelen af filmen, og der er ingen særlige panoreringer, men under musiknumrene giver de virkelig musikken lejlighed til at folde sig ud. LFE-kanalen er også stille igennem størstedelen af filmen, og der optræder aldrig støj.

EkstramaterialeKommentarsporet med Keri Russell og produceren Michael Roiff skuffer lidt. De to deltagere sidder for det meste og giver hinanden og deres kollegaer verbale skulderklap, fniser over filmen og småflirter med hinanden. I det mindste er humøret højt, og kommentarsporet er sjældent virkelig kedeligt, men kun filmens største fans vil formentlig sætte pris på parrets anekdoter.

Derudover indeholder discen et væld af korte dokumentarer. “Fox Movie Channel Presents” (11 min.) er delt op i tre korte dele. Desværre er ingen af disse tre dele synderlig interessante. De består primært af klip fra filmen og interviews med skuespillerne, som blot reciterer filmens plot. Skuespilleren Nathan Fillion disker dog op med et par interessante udtalelser omkring sit forhold til kærligheden. Derudover er der fem små featuretter, der tilsammen varer ca. 27 minutter. Også i disse præsenteres vi for en hel del klip fra filmen, men til gengæld virker skuespillerne mere saglige og interessante i denne ombæring. Blandt disse fem featuretter finder man en gennemgang af skuespillernes personlige favorittærter og en bevægende hyldest til filmens afdøde instruktør.