Familiens sorte får

Amerikanerne bærer på en lang og hæderkronet tradition, når det kommer til mere eller mindre autentiske portrætter af hedengangne gangsterbosser i storbyernes – af en eller anden grund særligt New York – kriminelle og lurvede underverdener. Det siger sig selv, at Corleone-familien i den forbindelse ikke kræver nærmere præsentation.

Det gør derimod den sorte Frank Lucas – spillet med overbevisende tilbagelænethed og stilren arrogance af en ofte halvtør Denzel Washington i nyeste gangsteropus “American Gangster”. Men som det eneste farvede overhoved for en stor narkoring med hovedsæde i Harlem får den midaldrende skuespiller imidlertid luft under vingerne og bryder ud af sit vanlige jeg. Med et spænd på godt og vel tredive år tegner Ridley Scotts “American Gangster” ud over personportrætterne – dem er der flere af – et portræt af udviklingen i det amerikanske samfund. Fra skidt til værre, vil onde tunger nok påstå, og det er sikkert ikke helt ved siden af.

Mens Lucas overtager sit imperium fra den i visse kredse velansete Mr. Bumpy Johnson efter dennes død, raser Vietnamkrigen i Fjernøsten og antikrigsdemonstrationerne tilsvarende i amerikanernes egne forhaver. Og Scotts kritik af kapitalismen og kommercialismen lurer da også imellem den hvide bevidsthedsudvidende sne, som på fordækt vis gør den sorte gangsterleder til en særdeles holden mand. I hvert fald så længe krigen raser uden for landets grænser. For med kontakter blandt de menige, der bliver sendt til fronten, er det ingen sag at hente store partier rendyrket narkotika hjem til de hungrende amerikanere. Enkelte vil det dog anderledes. Heriblandt Russell Crowes kontroversielle kriminalbetjent og jurastuderende Ritchie Roberts, der særligt efter fundet af sin afdøde partner – han døde af en overdosis – sætter hårdt mod hårdt og vil have storskurken bag lås og slå.

Det er en ustruktureret magtkamp mellem venner og fjender og mellem to magtfulde mænd, hvor vinderen skal findes i den mest udholdende af de to. Begge har rodede kærlighedsrelationer, og filmen understreger da også tressernes opgør med de fastforankrede kernefamilier og overgangen til en mere fragmentarisk livsførsel. Stofferne, bedre kendt under det velklingende brand “blue magic”, jages af begge mænd, men med helt forskellige forudsætninger. Man skulle dog mene, at Frank Lucas umiddelbart kan benytte sig af en indirekte fordelsregel taget med i betragtningen, at det amerikanske politi er gennemsyret af korruption, bedrag og sågar stofkriminalitet.

“American Gangster” er en film om moral eller rettere manglen på samme. Succes giver som bekendt venner og velbeslåethed, mens fiasko giver både armod og fjender. Så selvfølgelig er det kun ganske få, der ønsker at pudse glorien i et univers, hvor enhver er sig selv nærmest. Og dermed lægger Scotts seneste film sig i fin forlængelse af sine utallige forgængere inden for genren, men af samme grund bliver “American Gangster” heller ikke den fornyende storfilm, man kunne have håbet på. Skal der tales om decideret forfriskende tendenser, må det fortrinsvist baseres på gangsterbossens hudfarve. Angiveligt hører den virkelige og nulevende Frank Lucas til en af de eneste og højestagtede farvede gangsteroverhoveder igennem tiderne.

Alligevel er det et ben med masser af kød på. Underholdningen er i top, og det intense og opbyggelige drama mellem Lucas og Roberts er nok forudsigeligt set over en vis distance. Men alligevel fornemmes kampen på liv og død mellem to mænd, som undervejs begynder at lade sig fascinere af sporten i det spil, de begge er en del af. Sammen med et velkonstrueret manuskript er det nok største attraktion ved “American Gangster”, hvor man ganske lødigt kan diskutere, i hvor høj grad den amerikanske instruktør har holdt sig til de autentiske rammer. I hvert fald skeles der åbenlyst til den legendariske franske forbindelse, som i første omgang William Friedkin og siden John Frankenheimer billedliggjorde.

Underneden hviler hele tiden opgøret med slaveriet og opgøret mellem USA’s sorte og hvide dele af befolkningen. Skal filmens postulat tages for pålydende, har det ikke alle steder været lige vel modtaget, at en farvet mand med rødder blandt slaverne bliver leder for en kriminel organisation og tjener så mange penge, at den hvide mand bukker sig i støvet. At de økonomiske facetter er tilvejebragt på uhæderlig vis er en mindre detalje, som både politi, politikere og andre byspidser ser igennem fingre med.

Video

Billedsiden i “American Gangster” er imponerende, står knivskarpt og gør god brug af de forhåndenværende muligheder. Der fornemmes en anelse blødhed hist og her og ditto enkelte tilfælde af edge-enhancement i filmens lysere scener. Men udtværinger, digitale forstyrrelser eller anden form for støj forekommer ikke, og både kontrast og farvetemperatur er stabile hele vejen igennem.

Audio

Tilsvarende er lydforholdene i orden. Det engelsksprogede DTS-HD Master Audio 5.1 gør god figur og trakterer med en tydelig dialog, som aldrig skæmmes af overstyringer eller unødvendigt drukner i den stemningsfulde underlægningsmusik. “American Gangster” har mange actionfyldte sekvenser, så der skortes derfor ikke på vellykkede lydpanoreringer eller distinkte effektlyde, ligesom atmosfæren grundlæggende er godt gennemarbejdet.

Ekstramateriale

Lovprisende ord kan også kun falde om det omfattende ekstramateriale. Utallige interviews, featuretter, bag om kameraet-optagelser og tv-indslag kommer rundt i alle afkroge af og om “American Gangster”, både foran og bagved kameraet. Derudover er der fraklippede scener, trailere og musikvideoer, og så kan filmen også ses i både censureret og ucensureret version. Vælg selv, og døm selv.

Fornemt gangstereposEfter forsøget med den romantiske komedie i den halvsløje “A Good Year” og med sin endelige version af “Blade Runner” ude på dvd vender Ridley Scott stærkt tilbage til det hvide lærred med gangstereposet “American Gangster”. Parallelhistorien om en sort narkobarons opstigning og fald og hans idealistiske nemesis i form af en ihærdig og lovlydig strømer tager kegler som både storladent drama, intens personskildring og nervepirrende thriller.

Filmen bygger på den virkelige historie om forbryderen Frank Lucas, der i 60’ernes og 70’ernes Harlem bevægede sig ind på mafiaens enemærker ved at sætte sig på heroinhandelen. Som protege af den sorte gangster ‘Bumpy’ Johnson lærer Lucas faget, men da hans gamle læremester dør, beslutter Lucas, at han ikke har tænkt sig at lade sig kue af konkurrenterne. Vietnamkrigen hærger og Lucas får den geniale idé at importere heroin direkte fra Asien, hvor den både er renere og billigere, end den som kommer gennem alle mellemmændene fra ‘den franske forbindelse’ i Marseilles. Hurtigt stiger Lucas til tops i New Yorks underverden, men samtidig opretter politiet en særlig narkotika-enhed, som skal sætte en stopper for det stigende afhængighedsproblem, der har været forsømt længe grundet korruption blandt byens betjente. Lederen af divisionen er den idealistiske Richie Roberts, der er forhadt blandt sine kolleger pga. sin ubestikkelighed, og han kommer så småt på sporet af Frank Lucas’ gryende narkotikaempire.

Scott er uden tvivl en billedmager af Guds nåde, hvilket ofte er blevet genstand for hans kritikere, der beskylder ham for at vælge stil frem for substans, men med “American Gangster” burde sådanne stemmer omsider forstumme. Trods den storladne historie, den minutiøse periodeskildring hvad angår kostumer og omgivelser, samt en sædvanlig sikker hånd om fotograferingen og klipningen, gør filmen aldrig unødigt opmærksom på sig selv. Der er intet flashy over de stilistiske greb, Scott benytter til at fortælle sin historie med, og dette gælder også for skuespillet, der er mere nedtonet, end hvad man ellers forventer af bl.a. de herrer Denzel Washington og Russell Crowe.

Det er dog uden tvivl en film, som bæres oppe langt vej igennem af skuespilpræstationer, og Washingtons nominering til en Golden Globe for rollen som Frank Lucas bør også ses som et hint om den kommende kamp om Oscarstatuetterne, hvor han helt sikkert vil være at finde. Lucas portrætteres som en vanvittigt charmerende og omsorgsfuld mand, der hurtigt prioriterer sin familie, når forretningen skal startes op. Men lige under den glatte overflade lurer et iltert temperament og en iskold skabspsykopat, hvis overlevelsesinstinkter er skræmmende i al deres brutale vælde og krav på total lydighed fra såvel brødre som kone. Washington indkasserede en Oscar for den uregerlige politimand med alternative metoder i “Training Day”, men i “American Gangster” står den ikke på firkantet overspil – tværtimod; det uhyggelige i karakteren er hans dobbelthed og usikkerheden om, hvornår hans indre stabilisator vil sætte ud igen.

Russell Crowe spiller fint op til Washington som den lidt kiksede og usikre betjent Roberts, der har problemer på hjemmefronten, og som ikke passer ind i det korrupte politisystem, men ikke desto mindre har et ønske om at gøre noget godt, noget rigtigt. Det underspillede klæder også Crowe, der heldigvis har erfaret, at komedie ikke er hans felt, men at han dog har flere facetter at spille på ud over brovtende bølle eller stoisk helt. De to hovedroller akkompagneres fornemt af diverse biroller, hvor bl.a. Josh Brolin er herlig som modbydelig, korrupt strømer par excellence.