Hvem ka’? Carell!

Film om dumdristige spioner er blevet produceret i utallige årtier, og i lige så lang tid som James Bond, Jason Bourne og flere af deres fiktive artsfæller har slået gækken løs, har opspundne karakterer som Derek Flint og Austin Powers hånet genrens konventioner i adskillige farcer. Er der vitterligt behov for endnu en komedie om hemmelige agenter, der redder verden og parodierer deres profession på samme tid?

Måske ikke. Men det afholder bestemt ikke Peter Segals “Get Smart” fra at udgøre godt og vel halvanden times fornem underholdning i selskab med en af vor tids bedste entertainere: Steve Carell. Den efterhånden 46-årige komiker er en stor tilhænger af den oprindelige “Get Smart”-tv-serie, som selveste Mel Brooks producerede og forfattede talrige afsnit af tilbage i 1960’erne, så han var mere end frisk på at portrættere den nørdede agent Maxwell Smart, som Don Adams i sin tid spillede. Og tak gud for det, for Carell er filmens absolut største trumfkort. Nøjagtig ligesom hans gode kammerat Will Ferrell er den sympatiske Carell brillant til at spille nærmest barnlige, blåøjede mænd, og rollen som Smart synes skræddersyet til skuespilleren. Smart er et legebarn ligesom Carell selv, og da analytikeren endelig får lov til at lege Bond og drage ud på en farlig mission efter adskillige års ensformigt skrivebordsarbejde, er det svært at holde jublen tilbage.

Dvd’ens ekstramateriale afslører, at samtlige skuespillere hyppigt fik lov til at improvisere, og Carell får rig lejlighed til at demonstrere sin særlige ekspertise inden for både komisk skuespil, improvisation og slapstick. Og ensemblets andre medlemmer er næsten lige så gode. Nyligt Oscar-nominerede Anne Hathaway spiller Smarts yngre, sexede makker, Agent 99, og hun er gudskelov immervæk oppe på dupperne, energisk og sjov – et glimrende modstykke til Carell. Men det er alligevel fuldstændig utroværdigt (men ikke uventet), at partnerne pludseligt begynder at forelske sig i hinanden. Det påklistrede, romantiske sideplot præsterer ikke meget andet end at sænke tempoet.

En veloplagt og karismatisk Dwayne “The Rock” Johnson nyder tydeligvis at tage pis på sig selv og sit eget image i rollen som Smarts vellidte kollega, Agent 23. Og Terence Stamp og Alan Arkin er simpelthen suveræne som henholdsvis lederen af det ondsindede konsortium KAOS og lederen af Smarts heltemodige bureau, CONTROL. De aldrende gutter leverer deres sarkastiske bemærkninger køligt og seriøst, hvilket kun gør d’herrer endnu sjovere at overvære i aktion. Ærgerligt, at de ikke medvirker i flere komedier. Bill Murray dukker også op i et enkelt minut, men det er måske allerførste gang, at Murray ikke har fremtvunget ét eneste grin i en komedie.

Men “Get Smart” er også en anelse skizofren. Filmmagerne vil tydeligvis ikke blot have os til at le af deres jokes, men også til at måbe over actionscenerne og gispe over dramaet. Computereffekterne er desværre ofte decideret horrible, og kun en faldskærmssekvens, der nærmest er en tro kopi af åbningsscenen fra James Bond-filmen “Moonraker”, imponerer for alvor. Men Smart og Agent 23’s mission er bare ikke synderlig interessant, de forskellige twists er forbavsende forudsigelige, og det virker egentlig heller ikke, som om manuskriptforfatterne har betragtet det banale plot som andet end et springbræt for alle deres humoristiske påfund.

I modsætning til den uforlignelige “Hot Fuzz” formår “Get Smart” altså ikke at fungere som både actionfilm og komedie, men modsat “Austin Powers”-trilogien forfalder “Get Smart” heldigvis aldrig til klam eller plat pruttehumor. “Get Smart” kunne have været bedre, men også langt, langt værre. Hvis Carell er frisk, vil en fortsættelse være yderst velkommen.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. “Get Smart” ser slet ikke tosset ud. Transferet er uhyre skarp, men den imponerende skarphed er undertiden opnået på bekostning af en smule edge-enhancement. Men igennem størstedelen af filmen er billedet fuldstændig blottet for snavs, komprimeringsfejl og glorier. Farvetemperaturen er stabil, og farverne er appetitlige. Kontrasten er en anelse flad i nogle af de mørkeste scener, men sædvanligvis er kontrastgengivelsen nøjagtig lige så imponerende som farvegengivelsen.

Audio

Diskens engelske Dolby Digital 5.1-lydspor overgik denne anmelders forventninger. Man forventer bare ikke, at en letfordøjelig komedie som “Get Smart” vil lyde så godt, som den faktisk gør. Mere surround-aktivitet under især de stilfærdige sekvenser havde været velkommen, og dialogen er en smule utydelig under ganske få udendørsscener. Men ellers er der kun positive ting at sige om dette DD5.1-mix. Dynamikområdet er enormt – alt fra eksplosionernes dybe buldren til lyde med høje frekvenser såsom projektiler, der suser forbi personerne, gengives forbavsende klart. Replikkerne overdøves aldrig, og både panoreringerne og Trevor Rabins musik udnytter kanalnetværket fornemt. Uønsket støj forekommer aldrig, og lyden har generelt en dejlig rumklang.

Ekstramateriale

Faktisk er det kun 2-disk-udgivelsens såkaldte “Smart Takes – Alternate Scenes”-funktion, som nævnes på omslaget. Når denne aktiveres, kan man trykke på sin fjernbetjening under udvalgte scener af filmen og dermed se alternative udgaver af disse. Godt og vel 40 minutters alternative/slettede scener dukker op, og mange af dem er næsten lige så sjove som scenerne i den endelige udgave af “Get Smart”. På disk 2 er der fire dokumentarer (samlet spilletid: ca. 20 min.), som bl.a. gennemgår filmens referencer til den oprindelige “Get Smart”-tv-serie og Carells imponerende evne til at sige en masse sludder på adskillige forskellige sprog. 11 minutters festlige fraklip og trailere til en håndfuld film (dog ikke til “Get Smart”) medfølger også.

Manden med den gyldne… sko?

I starten var der kun den velklædte spion med det trecifrede alias 007, dernæst kom den franske knap så nonchalante detektiv sat i samme skikkelse med noget så sjældent som et lyserødt rovdyr, og endelig opstod krydsningen af disse to ellers tilsyneladende uforenelige arter i form af Maxwell Smart. Den klodsede agent i “Get Smart” skabt af Mel Brooks og Buck Henry tilbage i 60’erne som prisbelønnet tv-serie bliver i dag genfortolket som spillefilm af manden bag “50 First Dates” og “Anger Management”.

Det internationale forbrydersyndikat “KAOS” har gavmildt uddelt gratis atommissiler til 30 diktatorer verden over og truer med også at give dem affyringskoderne, hvis ikke “KAOS”-overhovedet Siegfried modtager den nette sum af 200 milliarder dollars i løbet af et par dage. Det er nu op til den hemmelige anti-terror gruppe “CONTROL” og dennes nyudklækkede agent 86, Maxwell Smart samt det kvindelige modstykke agent 99 at stoppe global atomkrig.

Komedieverdens alt-mulig mand Steve Carell er med rette blevet valgt som den klovnagtige, håbløse, men også elskværdige agent 86. I Don Adams’ (den oprindelige Max) ånd – naturligvis uden dåselatteren – leverer Carell som altid god timing og prisværdig ansigtsmimik. Resultatet er morsomme situationer, hvor agent 86 og agent 99, spillet af Anne Hathaway, eksempelvis skal planlægge mand/kone-roller til deres fælles agent-alibi og i løbet af få sekunder ender med at skændes om børn vs. karriere på kriseramt ægteskabsmanér. Humoren er god og nutidig, men mister dermed også det mere syrede islæt fra 60’er-serien. Et bevidst valg af instruktør Peter Segal, der ønsker at hædre arven fra serien dog uden at kopiere den.

Bill Murrays lille optræden som den degraderede agent 13 skal også fremhæves som en af filmens små komiske perler. “Get Smart” har desværre også andre skuespillere end Carell og Murray, som førnævnte Hathaway, Ken Davitian (den nøgne mand fra “Borat”), The Rock og Dalip Singh (tidligere wrestler), hvoraf de tre sidstnævnte knap nok er skuespillere og dybest set ikke er sjove personer i sig selv, hvilket skaber et ulige 1:2-forhold mellem, hvad der fungerer og ikke fungerer. Med andre ord – for hver gang man griner i “Get Smart”, bliver man dobbelt så mange gange efterladt i stilhed eller værste fald kedsomhed.

“Get Smart” er en gadget-film forstået på den måde, at en stor del af filmens fremdrift skyldes introduktionen af den ene ubrugelige dippedut tæt efterfulgt af den anden umulige himstregims. Der kan blot nævnes cone of silence, der viser sig at være et fuldstændigt nyttesløst fortrolighedsværn til hemmelige møder, en miniature armbrøst, som Maxwell samler af dele fra sin ene sko og præsterer at affyre alle andre steder end sigtet og endelig den berømte sko-telefon kendt fra tv-serien. Det er finurligt og sjovt, mens mange andre gadgets raskt går i glemmebogen, siden de hverken er særligt opfindsomme eller har nogen egentlig betydning for filmen.