Get Smart
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 6. feb 2009 | Af: The Insider | Set på DVD
Film om dumdristige spioner er blevet produceret i utallige årtier, og i lige så lang tid som James Bond, Jason Bourne og flere af deres fiktive artsfæller har slået gækken løs, har opspundne karakterer som Derek Flint og Austin Powers hånet genrens konventioner i adskillige farcer. Er der vitterligt behov for endnu en komedie om hemmelige agenter, der redder verden og parodierer deres profession på samme tid?
Dvd’ens ekstramateriale afslører, at samtlige skuespillere hyppigt fik lov til at improvisere, og Carell får rig lejlighed til at demonstrere sin særlige ekspertise inden for både komisk skuespil, improvisation og slapstick. Og ensemblets andre medlemmer er næsten lige så gode. Nyligt Oscar-nominerede Anne Hathaway spiller Smarts yngre, sexede makker, Agent 99, og hun er gudskelov immervæk oppe på dupperne, energisk og sjov – et glimrende modstykke til Carell. Men det er alligevel fuldstændig utroværdigt (men ikke uventet), at partnerne pludseligt begynder at forelske sig i hinanden. Det påklistrede, romantiske sideplot præsterer ikke meget andet end at sænke tempoet.
Men “Get Smart” er også en anelse skizofren. Filmmagerne vil tydeligvis ikke blot have os til at le af deres jokes, men også til at måbe over actionscenerne og gispe over dramaet. Computereffekterne er desværre ofte decideret horrible, og kun en faldskærmssekvens, der nærmest er en tro kopi af åbningsscenen fra James Bond-filmen “Moonraker”, imponerer for alvor. Men Smart og Agent 23’s mission er bare ikke synderlig interessant, de forskellige twists er forbavsende forudsigelige, og det virker egentlig heller ikke, som om manuskriptforfatterne har betragtet det banale plot som andet end et springbræt for alle deres humoristiske påfund.
Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. “Get Smart” ser slet ikke tosset ud. Transferet er uhyre skarp, men den imponerende skarphed er undertiden opnået på bekostning af en smule edge-enhancement. Men igennem størstedelen af filmen er billedet fuldstændig blottet for snavs, komprimeringsfejl og glorier. Farvetemperaturen er stabil, og farverne er appetitlige. Kontrasten er en anelse flad i nogle af de mørkeste scener, men sædvanligvis er kontrastgengivelsen nøjagtig lige så imponerende som farvegengivelsen.
Diskens engelske Dolby Digital 5.1-lydspor overgik denne anmelders forventninger. Man forventer bare ikke, at en letfordøjelig komedie som “Get Smart” vil lyde så godt, som den faktisk gør. Mere surround-aktivitet under især de stilfærdige sekvenser havde været velkommen, og dialogen er en smule utydelig under ganske få udendørsscener. Men ellers er der kun positive ting at sige om dette DD5.1-mix. Dynamikområdet er enormt – alt fra eksplosionernes dybe buldren til lyde med høje frekvenser såsom projektiler, der suser forbi personerne, gengives forbavsende klart. Replikkerne overdøves aldrig, og både panoreringerne og Trevor Rabins musik udnytter kanalnetværket fornemt. Uønsket støj forekommer aldrig, og lyden har generelt en dejlig rumklang.
Faktisk er det kun 2-disk-udgivelsens såkaldte “Smart Takes – Alternate Scenes”-funktion, som nævnes på omslaget. Når denne aktiveres, kan man trykke på sin fjernbetjening under udvalgte scener af filmen og dermed se alternative udgaver af disse. Godt og vel 40 minutters alternative/slettede scener dukker op, og mange af dem er næsten lige så sjove som scenerne i den endelige udgave af “Get Smart”. På disk 2 er der fire dokumentarer (samlet spilletid: ca. 20 min.), som bl.a. gennemgår filmens referencer til den oprindelige “Get Smart”-tv-serie og Carells imponerende evne til at sige en masse sludder på adskillige forskellige sprog. 11 minutters festlige fraklip og trailere til en håndfuld film (dog ikke til “Get Smart”) medfølger også.
“Get Smart” er en ganske sød og sjov actionkomedie. Actionsekvenserne tvinger ikke altid pulsen i vejret, og de humoristiske indslag er sjældent decideret fantastiske. Men Steve Carell og Anne Hathaway udgør et vidunderligt makkerpar, og den karismatiske duo (samt alle deres kolleger) får alle de ineffektive vitser til at glide lige så let ned som de hyppigere gedigne morsomheder. Både dvd’ens transfer og lydspor imponerer, og selvom blot godt og vel en times ekstramateriale medfølger, er denne dvd et must for fans af Carell. Og folk på udkig efter lunende grin i disse kolde vintermåneder bør også overveje at smække “Get Smart” på indkøbslisten.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet