Helt til grin

“The Love Guru” varer hele 86 ulidelige minutter, men den mønstrer kun én eneste respektabel joke, og det er dens allerførste: Filmen lægger ud med et billede af den flotte, indiske horisont understøttet af Morgan Freemans karakteristiske fortællerstemme, som har suppleret utallige films lydsider. Kameraet panorerer pludseligt til Mike Myers i rollen som kærlighedsguruen Guru Pitka, der piller med en såkaldt “voiceover-maskine”, som får hans stemme til at lyde som Freemans. En ganske munter, intertekstuel vits. Undertegnede grinte dog aldrig igen under filmen, og hvis du kan finde ovennævnte klip på YouTube eller andetsteds, er der absolut ingen grund til at spilde næsten halvanden time af dit liv på en af sidste års absolut værste film.

Hovedparten af Myers’ film har været proppet med overlagt platte vitser, der alligevel fremtvang kluklatter, fordi Myers sædvanligvis leverede punchlinen med overbevisning og et charmerende glimt i øjet. Men det glimt er for længst forsvundet, og Myers’ særegne smil virker nu lige så falsk som hans medspilleres anstrengte latter, der bekræfter, at de finder vitserne nøjagtig lige så ringe som os. Og det er umuligt at bebrejde dem, for “The Love Guru” er blottet for de spidsfindige filmreferencer, kække dialoger og vidunderlige slapsticksekvenser, som “Wayne’s World”-serien og de første to “Austin Powers”-film var spækket med.

I denne ombæring er indslagene skiftevis vamle og værdiløse. Når Myers ikke har travlt med at plagiere sine ældre film (hvilket han gør ofte og altid uden held), forsøger han at kickstarte lattermusklerne med sin enerverende, indiske accent og ynkelige ordspil, som får karaktererne til at le og dermed sønderknuser vores tiltro til persongalleriets forstand. Og meningsløse billeder af alt fra elefanter, der skider, til voksne mænd, som får tis i fjæset, styrker ikke just ens respekt for Myers. Og da filmen, som indtil da bare har været plat og ulækker, pludselig udarter sig til en patetisk fortælling om kærlighed og ansvar, er det svært at modarbejde kvalmen.

Men Myers er åbenbart ikke tilfreds med kun at tilsmudse sit eget ry. Ben Kingsley har selv været med til at undergrave sit image med præstationer i makværker som “BloodRayne” og “Thunderbirds”, men det er alligevel tragisk at se den velrenommerede brite portrættere en fordrukken, skævøjet guru, der tvinger sine elever til at slås med mopper indsmurt i deres læremesters urin. Dette er manden, der i “Gandhi” var umulig at skelne fra virkelighedens ikon, og som fik en velfortjent Oscar for sin legendariske indsats. Jessica Alba er tydeligvis hyret til at hive ungkarle i biffen frem for at spille skuespil. Og den karismatiske entertainer Justin Timberlake får næsten udelukkende lov til at prale om sin karakters enorme lem, og det bliver hurtigt trættende at høre på.

Æstetisk er “The Love Guru” også fuldstændig uinteressant. Der er ikke engang én mindeværdig sang eller velkoreograferet dans, hvilket der i det mindste var i den elendige “Austin Powers in Goldmember”. Og de scener, der gør brug af bluescreen, ser simpelthen forfærdelige ud. Myers har angiveligt en kolossal respekt for de indiske guruer, som han ønskede at hylde via “The Love Guru”. Men det lykkes ham aldrig at klargøre, hvad der gør guruerne så eftertragtede, ligesom det aldrig lykkes for Myers at få os til at grine eller endda smile efter den førnævnte intro. Lykkeligvis blev “The Love Guru” et gigantisk flop, så vi får næppe lov til at stifte bekendtskab med Guru Pitka igen.

Video

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Transferet er en smule uskarpt og plages en sjælden gang imellem af edge-enhancement. Ellers er kontrasten god, farverne gengives fornemt, billedsiden er pletfri, og komprimeringsfejl forekommer aldrig.

Audio

Ligesom transferet er skivens engelske Dolby Digital 5.1-mix godt, men langtfra sensationelt. Dialogen lyder undertiden lidt flad, men hver eneste replik og lydeffekt kommer klokkeklart igennem. Der er ingen nævneværdige panoreringer, men de forskellige højtalere bidrager med adskillige lyde, der gør den auditive atmosfære overbevisende. Lyddesignet er desværre ikke særlig kreativt, men lydsporet har en god bund.

Ekstramateriale

Så snart disken er lagt i afspilleren, præsenteres man for trailere til “Ghost Town”, “Semi-Pro”, “Harold & Kumar – Flugten fra Guantanamo Bay” og “Trainwreck: My Life as an Idoit”. Dvd’en indeholder også traileren til “The Love Guru” samt tre overfladiske dokumentarer (samlet spilletid: ca. 23 min.), hvori filmmagerne og skuespillerne ikke foretager sig meget andet end at skamrose hinanden. 33 minutters kedelige fraklip og slettede scener medfølger desuden. Der er dog én slettet scene, hvori Myers spiller sig selv, og rapperen Kanye West også dukker op, som er fantastisk. Den refererer til Wests nedsabling af Bush på åben skærm med Myers ved sin side under et velgørenhedsshow for ofrene for orkanen Katrina for få år siden.

Austin Powers – Nu som inder

I disse Muhammedtegningstider ser man lidt frem med spænding til enhver form for satire eller komik, der gør nar af tabuiserede religiøse dogmer. En sådan film kunne Mike Myers “The Love Guru” måske godt ligne på afstand, og filmen har da også været årsag til adskillige klager fra en lang række hindu-organisationer, der i e-mails har krævet ændringer af filmen. Her på redaktionen har vi modtaget spandevis af slagsen.

Når man så endelig ser filmen, virker forargelsen nærmest absurd, for en mere ligegyldig og overflødig film skal man vist lede længe efter. Den er eftersigende Myers forsøg på at sammenblande spiritualitet og humor, men bliver dog mest en opvisning i at fortælle så mange sjofle vittigheder som muligt.

Historien handler om Guru Pitka, der er en amerikaner, som er opvokset i Indien og nu udspreder sit kærlighedsbudskab med stor succes. Han står imidlertid altid i skyggen af den endnu mere succesfulde rival Deepak Chopra, så han pakker kufferten og tager til USA for at blive rig og berømt. Her hyrer en ejer af et ishockeyhold ham til at hjælpe deres topspiller Darren Roanoke, der tidligere var et sandt es på banen, men nu er blevet reduceret til et nervevrag, efter at hans kone forlod ham til fordel for målmanden på det rivaliserende hold. Pitka får derfor et tilbud: Hvis han kan redde Roanokes ægteskab, vil en plads på Oprah Winfrey-showet være så godt som sikret.

Roanokes rival kaldes “Le coq”, eftersom han er udstyret med en særdeles stor hockeystav i underbukserne. Det er blot den første af ufattelig mange navne, vi hører for den mandlige anatomi i denne komedie, som befinder sig et godt stykke under bæltestedet. Det bliver dog også en af filmens problemer, for selvom sådanne vittigheder muligvis kan fungere i det puritanske og seksuelt bornerte USA, så har de ikke samme effekt i danske ører, hvor vi som bekendt er noget vanskeligere at chokere. Nogle af dem er stadig sjove, men i et voksende omfang begynder kedsommeligheden efterhånden at sætte ind, når man trækkes gennem en mængde af læresætninger, der forkortes til frække ord.

Den tvivlsomme komik afhjælpes ikke meget af Myers’ irriterende vane med at grine af sine egne vittigheder og derefter kigge hastigt i retning af kameraet, som om han gerne vil sikre sig, at vi nu også er klar over, at dette altså skal være morsomt. Som tiden går minder han mere og mere om en belastende gæst, man uheldigvis er havnet til bords med, og som uden den mindste situationsfornemmelse gentager den samme platte vittighed hele aftenen. Til forsvar for Myers skal det dog siges, at han har enkelte gode observationer og indimellem præsterer en underholdende udlevering af diverse tv-guruers ekstremt banale ordspil og læresætninger. Desværre er sådanne stunder få og hurtigt overståede.