Effektiv og moderne slasher

Slasher-genren har efterhånden en del år på bagen efter Tobe Hooper og John Carpenter mere eller mindre lancerede den i henholdsvis 1974 og 1978 med “Motorsavsmassakren” og “Maskernes nat”. Interessant nok er det de færreste nyere skud på stammen, der formår at gøre de originale milepæle kunsten efter.

Wes Craven gav slasheren en tiltrængt postmoderne opdatering med sine “Scream”-film, men ellers holdt den amerikanske horror-film sig til tamme efterligninger, når den ikke i det nye årtusinde så en let pengemaskine i genindspilninger af japanske horror-film såsom “Ring” og “Ju-On” eller valgte at tilfredsstille folks perverse blodsbehov med torture-porn a la “Hostel” og “Saw”-filmene. “The Strangers” er i den henseende en forfriskende film, idet den tager slasher-genrens velkendte konventioner og opdaterer dem til en mere moderne udgave. Der er både gys, uro og forsøg på karakterskildring, hvilket langt hen ad vejen iscenesættes ganske fermt, selvom enkelte elementer halter en anelse.

Kristen og James er taget op til en hytte efter et mislykket frieri, og kæresteparret ved nu ikke rigtig, hvor deres forhold befinder sig. Midt i denne forvirrende situation banker det på døren midt om natten, og en pige spørger efter Tamara. Da hun tydeligvis er gået forkert, må Kristen og James sende hende væk med uforrettet sag. Men inden længe vender hun tilbage igen, og denne gang har hun to maskerede venner med. De tre fremmede begynder at chikanere kæresteparret, der i desperation forskanser sig i hytten, mens den skræmmende og dødelige leg går i gang.

Udgangspunktet for filmen er ganske klassisk for genren: Et ungt kærestepar bliver jaget vildt for de udefrakommende fremmede, hvilket lægger op til en masse blodige episoder og chok-effekter. Det simple udgangspunkt er dog blevet piftet op ved, at de to hovedpersoner Kristen og James ikke er lykkelige og sorgfri ved filmens start, men et kærestepar, der tumler med deres interne problemer. Sådanne forliste forhold så man også i japanske gysere såsom “Ring” og “Dark Water”, og det gør personerne mere menneskelige (og sårbare) samtidig med, at det slår en mere dyster tone an.

I hovedrollerne som det unge par ses Liv Tyler og Scott Speedman, og begge gør en god figur som de triste skæbner, hvis liv skal vise sig at blive endnu værre. Man kan dog ærgre sig over, at filmen, hvis start helt eminent fusionerer det melankolske med den snigende uro, ganske hurtigt mister interessen for de to elskende og deres indbyrdes kvaler. Der går ikke længe, før Kristen og James naturligvis bliver skilt ad, og på egen hånd er det ganske vist uhyggeligt, men i længden også ganske forudsigeligt. Her var den lignende “Vacancy”, der også forstod at modernisere slasheren, bedre til at bruge hovedpersonernes forliste forhold som et gennemgående tema og motivation i filmen.

“The Strangers” griber dog godt fat i sin tilskuer og er gennemsyret af en knugende uro, der sidder i kroppen længe efter, at filmen er slut. Den har en god sans for stemningsopbygning, således at uhyggen ikke kun forlader sig på klassiske chok, og filmens fotograf gør god brug af både lys og skygge, ofte på opfindsomme måder, der ligefrem skaber uhyggeligt smukke billeder af og til. Også lydsiden bruges effektivt, idet den fermt udnytter brag, bank, knitren og raslen, som i høj grad er stand-in for de fremmede en god del af filmen. Her har den debuterende instruktør Bryan Bertino nok kigget den franske gyser “Them” lidt i kortene, ligesom hans fremstilling af gerningsmændenes motiver tydeligvis låner fra “Funny Games”.