Lars Brygmann i frit faldDen umiddelbare indskydelse henledes på de årligt tilbagevendende ‘hvide nætter’ nord for Polarcirklen, når talen falder på den relativt erfarne danske instruktør Jannik Johansens “Hvid nat”. Det er dog ingenlunde det astrologiske fænomen, som er på bedding i samarbejdet med den produktive mainstreamfilmsnedker Anders Thomas Jensen. Derimod henlægges store dele af filmens univers til det københavnske natteliv, hvor dagsordenen er en ganske anden.

Til trods for at der her er et konventionelt tænkende makkerpar bag roret, er dette eksistentialdrama alenlangt fra, hvad filmbranchen herhjemme ellers har barslet med de senere år. I strejf har “Hvid nat” solid føling med et typisk dansk spillerum, hvor konflikterne males op i de tydelige forskelle på det gode og det onde i mennesket. Alligevel er udviklingen en anden i en film, der starter lige på og hårdt med en Lars Brygmann i frit fald som den hårdhudede og gennemført usympatiske boligspekulant Ulrik Nymand, da han ryger i klammeri med en stamgæst i forbindelse med et værtshusbesøg. Det er kulminationen på en lang nat med både alkohol og stoffer, og det bliver fatalt. Modstanderen – en fordrukken fodboldfan og voldelig familiefar fra arbejderklassen – falder uheldigt, dør og efterlader sig både hustru og børn.

Derfor er den pure frifindelse af slipsedrengen en regulær formsag sat i forhold til afdødes livslange synderegister, som ikke levner megen tvivl om sagens udfald. “Hvid nat” er mødet mellem samfundets top og bund. Det synes i hvert fald at være Jannik Johansens pointe i en film, der i perioder ikke er helt ulig Per Flys berømmede trepartseksperiment med “Bænken” og “Arven” som væsentligste yderpoler. Domsafsigelsen var endegyldig i den hurtigt overståede rettergang, men det er moralen til gengæld ikke, og derfor sætter den kompromisløse Ulrik sig for at skræmme skeletterne ud af skabet og påbegynde en ny livsstil helt uden samvittighedskvaler. Det indbefatter blandt andet en mere regelret arbejdsform og et hus som kompensation – kvit og frit – til offerets efterladte, den arbejdsløse Karina og hendes to børn.

Fortælletempoet hører ikke altid til det hurtigste og spænder flere steder ben for sig selv. Alligevel funkler dramatikken i de større passager. Lars Brygmann imponerer og er et studie i forfald, ligesom modspilleren i den fabelagtige Rikke Louise Andersson på den anden side er et studie i overlevelse. Det kunne bredden i persongalleriet godt have lært et og andet af, for om end Sarah Boberg som den kæderygende og proletariske storesøster er velskåret, er det ikke præstationerne, som imponerer i de mindre roller. Også dialogerne kunne over en bred kam have tålt en finjustering, og således fremstår de ofte både kluntede og ude af trit med virkeligheden, og det er dermed situationerne i sig selv, som får lov at bære filmen i mål.

Alt imens graver Ulrik sig længere og længere ned, og intet synes længere at ville lykkes for den tidligere succesfulde finansmand, som er dybt plaget af sine udåder. Både karrieren og forholdet til den overfladiske og aldeles skrukke – men også meget stereotype – modelkæreste ryger på hæld, og inden længe er en økonomisk ruin nært forestående. Meget hjælp er der tilmed ikke at hente hos hverken den magtfulde faderfigur i Morten Grundwalds Jacob – ham har han ikke talt med i årevis – eller for den sags skyld broren Bertel – spillet af en klippefast Nicolas Bro. Den ømtålelige fortid begynder så småt at kunne fornemmes i fugerne, og det skal vise sig, at baggrunden for den pågående nedtur stikker dybere end som så.

Ud over det moralske dilemma er “Hvid nat” en glimrende film om at besidde og tøjle de menneskelige egenskaber som at kunne tilgive, forsone, sørge og angre over sine fejltrin. Selv om problematikken er firkantet sat op, er det tydeligvis filmens pointe, at vi som mennesker – trods klasseskel – kan lære af hinanden. Om Ulrik faktisk bliver klogere af sit momentane udfald skal ikke kundgøres her. Men et og andet ændrer sig hos ham i mødet med den småt bemidlede Karina.

Summa summarum er manuskriptet for tydeligt at læse visse steder. Skuespillet er ind imellem for teatralsk og lyder oplæst. Til gengæld er det befriende, at den røde tråd ikke i så høj grad skilter med sit forehavende og ikke ender som et tidstypisk dansk parforholdsdrama, selv om det er, hvad filmen først lægger op til. Der er store ting og store følelser på spil i “Hvid nat”, som samtidig får langet en veritabel samfundskritik over disken – og endda slipper godt af sted med det. Filmen har sine fodfejl og bærer præg af svingende arbejdsindsatser. Alligevel bør den roses for sit mod og for at stikke lidt dybere, end de fleste andre danske film efterhånden gør.

VideoFilmen præsenteres i et anamorphic widescreen 2.35:1-format, der med sit kolde look udstiller det miljø, som hovedpersonen er et produkt af. Farvetemperaturen er gennemgående stabil, og kontrasten er ligeledes solid. Til gengæld er det ikke til at komme uden om, at edge-enhancement forekommer, dog fortrinsvis i filmens lysere scener, ligesom også digitale forstyrrelser i enkelte tilfælde indfinder sig. Grundlæggende er der dog tale om et hæderligt og ganske udmærket transfer.

AudioBedre er er den auditive del med et dansksproget Dolby Digital 5.1-lydspor. Således er dialogen tydelig, helt uden overstyringer og drukner aldrig i den dystre underlægningsmusik, der insisterende indfinder sig undervejs. Atmosfæren er klar og detaljerig og effektlydene distinkte. Selv om der måske ikke er tale om et revolutionerende islæt, hører lyden trods alt til udgivelsens allerbedste sider.

EkstramaterialeUd over trailere for “Ekko”, “Når en mand kommer hjem”, “Figther” og “Til døden os skiller” rummer udgivelsen ikke ekstramateriale.

Opbyggeligt drama med manglerHvem griber en mand, der giver slip på alt? Således lyder undetitlen til det, skaberne selv kalder for et opbyggeligt drama. “Hvid nat” er fortællingen om en mand, der for at gøre op med fortiden må gøre op med sin nutid og sig selv.

Ulrich er en kold skid. Han tjener sine penge, og ganske mange af dem endda, på ejendomshandel, der mere eller mindre går ud på at snyde folk for så mange penge som muligt. Han kan lyve og bedrage uden de store problemer, og lever livet med byture på firmaets regning og omgivet af materiel luksus.

En dag vendes der op og ned på det hele, da han under et simpelt værtshusskænderi skubber til en mand, der i faldet slår hovedet mod en kant og dør. Med sin fars advokater i ryggen bliver Ulrich pure frikendt, hvilket hans jetset-kone, venner og kollegaer straks ønsker at fejre. De ser ikke det store problem i, at et menneske har mistet livet – det var jo bare en eller anden taber og fulderik, som sikkert var kradset af alligevel før eller senere. Ulrich kan dog ikke ryste skyldfølelsen af sig, og da han opdager, at den døde mand efterlader sig en kone og to børn, ser han muligheden for frelse. Han kontakter hende, og tilbyder at købe hende et hus, så hun kan komme væk fra den lille lejlighed, hun og børnene bor i, hvilket hun presset af sin søster tager i mod.

Normalt virker det for Ulrich at købe sig ud af problemer, men selv om han netop har foræret den lille faderløse familie et hus til millioner, så nages han stadigvæk. Hans kone forstår ham ikke, og hans venner kan heller ikke forstå, hvad der sker med ham. Lige så stille begynder Ulrich at kaste det hele fra sig. Han smider konen ud, bliver fyret, drikker for meget og påbegynder en deroute af rang. Familien vil ikke længere have noget med ham at gøre, og til sidst er Ulrich helt alene i verden. For at komme på fode igen må han gøre op med sig selv og en fortid, der konstant spøger i hans sind.

“Hvid nat” er Jannik Johansens tredje spillefilm. Han har tidligere instrueret “Rembrandt” og “Mørke” og kaster sig nu over dramaet sammen med Anders Thomas Jensen, som han har skrevet manuskriptet sammen med. Historien i “Hvid nat” er for så vidt ikke specielt original, men den har alligevel adskillige kvaliteter, der gør den ganske seværdig. Først og fremmest skal Lars Brygmanm fremhæves. I skikkelse af den forpinte Ulrich spiller han utroligt stærkt. Han formår at portrættere en mand, inderligt plaget af skyld og med en altoverskyggende selvdestruktiv karakter, med formidabel indlevelse og med en indre gnist, der brænder igennem. Ulrich er dramaets altopslugende centrum, men der bliver alligevel også plads til gode biroller fra Rikke Louise Andersson og Nicolas Bro.

Selve fortællingen er noget mondæn, men den drives trods alt frem af et godt konstrueret manuskript og stærk instruktion. Filmen er dog ikke uden mangler. Det, der savnes mest i “Hvid nat”, er noget mere bid og fandenivoldskhed. Det hele går jo ad helvede til, men det foregår på sådan en pæn facon, at man ikke helt lever sig ind i alle de vigtige og gode ting, som filmen gerne vil fortælle os. Vi når aldrig helt derned på bunden, hvor det bliver rigtig interessant.