Dr. No – Ultimate Edition
Udgivet 2. sep 2006 | Af: The Insider | Set på DVD
“Dr. No” er en glimrende film. De ikoniske, klassiske filmøjeblikke står nærmest i kø. Lige fra synet af en uovervindelig Bond, der i et casino for første gang ytrer ordene ”Bond, James Bond” over agentens første bestilling af en Martini, til øjeblikket, hvor en bedårende Ursula Andress stiger halvnøgen op fra strandvandet… “Dr. No” oser af coolness. Connery så allerede i første omgang ud til at være fuldstændig selvsikker i rollen som James Bond. Filmens production-design er også enormt imponerende, superviseret af Stanley Kubricks gode, forhenværende kollega Ken Adam. Og får man ikke gåsehud første gang, Monty Normans James Bond tema (som John Barry også fortjener stærk ros for at have uofficielt medkomponeret) høres, er der et eller andet helt galt.
Disc 2 (ligesom alle de andre ‘Ultimate Edition’ bonus-discs) er delt op i adskillige dele. Den første hedder “Top Level Access” og byder udelukkende på dokumentaren “007: Licence to Restore” (11 minutter). Her fortæller det populære filmrestaureringsselskab Lowrys overhoved John Lowry og flere af hans ansatte om det enorme 2½-årige arbejde med at restaurere Bond-filmene til disse nye ‘Ultimate Edition’-udgivelser. Jeg kan slet ikke vente med at se de her film i HD!
Dvd’ens næste sektion hedder “Declassified: MI6 Vault”. Her finder vi dokumentarerne “The Guns of James Bond” (5 min.) og “Premiere Bond” (13 min.). Førstnævnte dokumentar er en gammel sort/hvid film, hvori en våbenekspert taler lidt om de pistoler, som Bond benyttede sig af i de ældste film. I den anden dokumentar fortæller Bond-producer Michael G. Wilson om de forskellige Bond-films højtprofilerede premierer, lige fra “Dr. No” af. Her er masser af fascinerende historiske billeder og klip.
“Mission Dossier”-sektionen byder på tre dokumentarer: “Inside Dr. No” (42 min.), “Terence Young: Bond Vivant” (18 min.) og “Dr. No 1963 Featurette” (9 min.). “Inside Dr. No” giver seeren det definitive kig på tilblivelsen af den allerførste Bond-film. Lige fra Ian Flemings skabelse af karakteren og hyringen af Sean Connery til filmens endelige premiere. I “Terence Young: Bond Vivant” hører vi adskillige folk udtale sig kærligt og oprigtigt om den første Bond-films instruktør. Den sidste dokumentar er en featurette, som blev produceret i forbindelse med filmens premiere – den ser ikke særlig køn ud, men den vil garanteret være af høj nostalgisk værdi for seriens fans.
Og så indeholder dvd’en slutteligt også et væld af billeder, trailere og andet PR-relateret materiale.
Den, som startede det hele… Selvom “Dr. No” ikke er den ustoppelige filmseries bedste film, er der alligevel tale om 110 minutters udødelig, obligatorisk filmhistorie. Har man aldrig stiftet bekendtskab med Agent 007’s filmiske eskapader, er “Dr. No” en glimrende film at starte med – ikke blot fordi den vitterligt er seriens første del, men fordi den på mange måder introducerer os for Bond og hans univers på en effektiv, brugervenlig og lettilgængelig facon. Filmen ser vidunderlig ud på dvd og lydsporene er ligeledes imponerende. Ekstramaterialet er bare ekstra glasur på en allerede enormt lækker lagkage.
James Bond vender tilbage i ”From Russia With Love”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet