The Eye
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 5. sep 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
Der har de senere år fra amerikansk side hersket en udtalt fascination for de skrækindjagende asiatiske gys. Nyeste skud på den efterhånden lange stamme er “The Eye” med den bedårende Jessica Alba i hovedrollen som blind alenepige, og den er bestemt ingen undtagelse. Til undtagelsen hører heller ikke relanceringens kvaliteter, som efterhånden pr. definition rammer noget lavere end sit ophøjede originalforlæg.
“The Eye” er på rigtig mange måder et traditionelt gys uden de store chokeffekter og uden den neglebidende spænding. Ja, måske endda lidt småkedelig i de længere passager. Men sådan var det sig til dels også med den oprindelige “Jian Gui” fra 2002, der ikke hører til blandt de mest vellykkede asiatiske gys, og det kan derfor overraske, at det er blevet skønnet nødvendigt med en genindspilning. Egentligt fungerer præmisset i sit udgangspunkt efter bedste beskub, selv om et par nøglescener, mestendels i filmens anden halvleg, kræver en vis accept fra publikum. Og lidt selvironi har “The Eye” tilmed, da en af filmens vigtigere figurer med tyk reference til M. Night Shyamalans “Den sjette sans” spørgende udbasunerer ”you see dead people”. Men meget mere sjov får vi imidlertid heller ikke for den femogtyveøre.
Værst er filmens omdiskuterede finale og efterfølgende epilog, som er så tyndbenet og så langt ude på overdrevets enemærker, at det er svært at bevare den mindste form for fatning. Brugen af parallelverdener er som sådan en meget god ide – selv om emnet efterhånden er temmeligt fortærsket i lignende genrefilm – men her er opsætningen endda så vakkelvorn og proppet med de berømte klicheer, at det nærmer sig det kønsløse. De to instruktører David Moreau og Xavier Palud, der stod bag den voldsomt udskældte “Them” for et par år siden, får i hvert fald ikke her overbevist om, at det er gysergenren, der bør være deres foretrukne.
Hvis Jessica Albas øjne kunne dræbe eller blot gennemskue plottet på forhånd, så er det tvivlsomt, at hun havde indvilliget i projektet i første omgang, om end penge taler. Ud fra de givne forudsætninger er hendes præstation for så vidt godkendt, og til hendes forsvar kan fremhæves den monotone og fuldstændigt kritikløse udnyttelse af i tidligere film rovdyrkede skrækindslag og underholdningseffekter som de håbløse omgivelser, hun har befundet sig i. Og så er filmen i øvrigt befolket med hult klingende indsatser fra for eksempel Alessandro Nivolas psykolog Paul Faulkner eller den mindre tilstedeværende komponist i Rade Serbedzijas Simon.
Billedligt talt er “The Eye” præsenteret i et anamorphic widescreen 2.35:1-format, som er skarpt og udtryksfuldt. Kun meget få gange registreres edge-enhancement eller digitale forstyrrelser, og udtværinger er der ingen af. Både den solide kontrast og det stabile farvevalg hører herudover til styrkerne, og kun et tydeligt lagskift midt i en scene skæmmer en smule i det samlede indtryk.
Bedst er dog de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor, som flyder imponerende godt ud. Dialogen er hele vejen igennem krystalklar, uden overstyringer og drukner aldrig i det spændingsskabende score. Atmosfæren er generelt mere nedtonet, men byder ikke desto mindre på et utal af distinkte lydeffekter og også enkelte vellykkede lydpanoreringer.
En snert bedre end filmen i sig selv er den mindre portion ekstramateriale, som følger i kølvandet. Her er hovedattraktionen fire mindre features, hvor holdet bag “The Eye” kort og præcist laborerer over karakterens blindhed, spøgelsers eksistens, den højeksplosive finalescene og en af filmens mere utraditionelle karakterer. Derudover gør slettede scener og en større bunke trailere det ud for de sølle rester.
“The Eye” ligger sig i slipstrømmen på det overflødighedshorn af ligegyldige og fladpandede gys, som den amerikanske filmindustri hvert år lancerer med sigte på det popcornfrådende ungdomspublikum. I forhold til de langt mere velkvalificerede gys, som i disse år kommer til verden, så er det svært at se, at denne film overhovedet vil kunne begå sig på videohylderne.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet