Til Jackpot os skiller
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 16. sep 2008 | Af: The Insider | Set på DVD
Der findes formentlig intet fænomen, der er blevet latterliggjort mere på film end ægteskab. Talløse dialoger og monologer har gennem tiderne udpenslet, hvor tærende, trættende og helt igennem ulidelig hverdagen bliver, så snart man er blevet gift. Hvis man absolut skal fremhæve noget særligt ved det forfærdelige makværk “Til Jackpot os skiller”, er det filmens unikke evne til at skabe frygt for at indgå ægteskab. Hvis det at være mand og kone virkelig indebærer den slags kedsommelige ritualer og dødkedelige gøremål, som Ashton Kutcher og Cameron Diaz næsten udelukkende går igennem i løbet af filmen, er det intet under, at der er så mange skilsmisser i disse tider.
Hovedproblemet for Kutcher og Diaz er ikke deres debile replikker, men derimod det faktum, at deres fiktive alter egoer er ekstremt usympatiske. Jack og Joy lægger ud med at være et par grådige egoister – hvilket selvfølgelig giver mening, da det allerede fra start er åbenlyst, at vi skal udsættes for en traditionel moralprædiken om, hvordan kærligheden overvinder tørsten efter kontanter. Spørgsmålet er blot, hvornår de to turtelduer vil se lyset og falde pladask for hinanden. Når det endelig sker (alt for sent i øvrigt), foranstaltes forelskelsen af den tåbeligste deus ex machina i mands minde, hvorfor man på intet tidspunkt køber deres forvandling fra stridende til lidenskabelig duo. I stedet bevarer man som seer en dyb foragt for de selviske protagonister, og det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt, at man væmmes over figurer i en film, der er designet til at få os til at grine.
Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Billedet er ofte en smule sløret, hvorfor detaljer går tabt i visse totalbilleder. Derudover er transferet fint. Farverne er særdeles mætte og attraktive. Kun i få scener er kontrastgengivelsen ikke i top, hvorfor de mørke farver bliver en anelse for lyse og billedet dermed mere fladt. Edge-enhancement, støj og komprimeringsfejl dukker aldrig op, og billedet er heldigvis som regel ganske skarpt.
Under visse sekvenser imponerer udgivelsens engelske Dolby Digital 5.1-lydspor, men dette er groft sagt et hæderligt, men langtfra pragtfuldt mix. Når karaktererne befinder sig i Vegas, optræder der flere fine panoreringer og masser af gemytlige lydeffekter, der fornemt akkompagnerer billederne af den særprægede storby. Replikkerne er tydelige, og lydsporet har også en god bund takket være moderat, men også tilpas brug af LFE-kanalen. Men centerhøjtaleren er for ofte kanalnetværkets eneste aktive part, og mange af scenerne i New York virker forbavsende stille.
Filmens instruktør, Tom Vaughan, og klipper, Matt Friedman, har indtalt et hamrende kedeligt kommentarspor til filmen. Ingen af de to herrer er åbenbart bevidste om, at de har skruet noget værre juks sammen, og i stedet sidder de og fyrer de mest knastørre kommentarer af, man kan forestille sig. Seks ligegyldige slettede/forlængede scener (8 min.) og tre intetsigende, ultrakorte dokumentarer (20 min.) er også inkluderet. Hovedparten af spilletiden i dokumentarerne bruges på at recitere og lovprise filmens plot. En anelse bedre er de medfølgende fraklip, som på blot fem minutter fremkalder flere grin end hele filmen.
“Til Jackpot os skiller” er mere oplagt at skille sig af med end at investere i. Det er en helt igennem forfærdelig farce, som oftere får os til at grine over skuespillernes og ophavsmændenes inkompetence end filmens elendige jokes. AV-præsentationen er udmærket, men intet særligt, og ekstramaterialet er omtrent på niveau med filmen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet