Passion of the Christ, The
Udgivet 1. apr 2004 | Af: filmz-vassago | Set i biografen
Jeg mangler et: Hvorfor… Hvorfor skulle Jesus ende sine dage på korset, hvorfor skulle han dø for vores synder, hvorfor ville farisæerne have taget livet af ham…
I stedet serverer Mel Gibson to timers brutal afstraffelse af Jesus, hvor man ganske rigtigt sidder tilbage med en mærkelig smag i munden når rulleteksterne starter. Man er chokeret over smerten, over de lidelser som Jesus skulle igennem inden han fik ‘fred’ på korset. Men det er måske også meningen. Brutaliteten vil flere gange ingen ende tage – og det virker meget stærk på seeren – men i mine øjne på en forkert måde. Jeg sad tilbage og havde ondt af ham, men jeg burde have haft ondt af mennesket som helhed. Det var dem det handlede om, det var dem der endte som offeret. Ubehaget skulle ikke være kommet af den lemlæstelse man skulle tvinges igennem, men af den dårlige samvittighed man burde have følt da Jesus døde på korset – for vores skyld. Der rammer Gibson for mit vedkommende ikke plet.
Det samme har været gældende for store dele af verdenspresse, der har været stor uenighed. Det har været meget varierende anmeldelser man har kunne læse – den ene halvdel foragter filmen, og den anden elsker den. Ligeledes har det religiøse aspekt i “Passion” også givet anledning til en ligeså stor splittelse. Her har tonen dog været anderledes hård. Filmen er blevet beskyldt for direkte at være antisemitisk – en påstand jeg på ingen måde kan nikke genkendende til. For filmen har rigtigt nok et kristent budskab, men virker ikke decideret fjendsk, ej heller påtrængende, forstået på den måde, at selvom Gibsons hjertebarn forsøger at genskabe en meget omdiskuteret begivenhed, så forsøger han på ingen måde at presse noget ned over hovedet på os – rent politisk eller moralsk. Han forsøger ikke at placere nogen form for skyld. Ser ikke ned på nogen. Hele tilblivelsen er også vidne derom, for cast og crew er så global som det kan blive. Det er både kristne som Gibson selv, men det er ligeledes jøder og muslimer der har bidraget til produktionen.
Der bliver ikke langet ud efter et helt folk, men der bliver langet ud efter de elitære folk der på det tidspunkt ledede landet. Det var dem der var skyld i Jesu død, ikke romerne, ikke jøderne. De var eliten der frygtede for deres magt. De (selv)ophøjede jøder – ikke manden på gaden. De traf beslutninger hen over hovederne på folket, og det illustrerer filmen glimrende. Man ser ypperstepræsterne i nattens mulm og mørke sætte hele aktionen i værk. Indkalde til et møde midt om natten, så kun halvdelen af rådet møder op. Bortvise folk der sår tvivl om Jesu skyld. De manipulerer med folket. At nogen opfatter de 10-15 ledere som et symbol på alle jøderne kan jeg ikke se. Der er masser af eksempler på jøder i filmen der træder i karakter, der viser sig fra deres bedste side. Folk der græder for Jesus. Folk der støtter Jesus på hans vej til korset. Så kritikken omhandlende antisemitisme er der ingen hold i – den falder til jorden med et brag.
Det er uden tvivl Gibsons bedste film, et stykke arbejde han i den grad kan være stolt af. Selvom det er en noget anderledes film end de to forrige, så kan man alligevel genkende visse elementer, og i forbindelse med “Passion” viser det også at Gibson har haft stor indflydelse på stort set alt. Stilen minder på mange måder om “Braveheart”, både strukturmæssigt og visuelt, og det til trods for at der er tale om to forskellige fotografer. Han har skabt en intens og personlig film der bygger næsten udelukkende på det visuelle – talen er meget minimalistisk, og det fungerer faktisk forbavsende godt – og det er måske også en af årsagerne til at Gibson groft sagt kan nøjes med et B-hold af skuespillere – set med Hollywood øjne. Der er ingen sikre navne. Kun Gibsons eget, og det er også hans helt egen film.
Han har med “Passion” opnået min dybeste respekt, ikke mindst pga. filmens hudløse ærlighed, men også pga. hans egen uomtvistelige passion for netop dette projekt. Dertil kommer hans kompromisløse holdning til selve præsentationen af hans værk. Han ville kun indspille den på latin og aramæisk. Han nægtede at tillade eftersynkronisering, og når den engang kommer i TV skal den også vises uden nogen pause – reklameblokke og censur vil ikke være tilladt. Det kan man kalde passion.
“The Passion of The Christ” er uden tvivl den film jeg har haft sværest ved at sluge, på flere måder, for alt afhængig af hvordan man vælger at anskue den – har jeg ikke det samme følelser for den. Derfor har jeg også svært ved at skulle bedømme den, eller bedømme den som den fortjener. Det er uden tvivl den film i nyere tid der har skabt mest debat, og en film masser har haft en mening om, også uden overhovedet at have set den.
Jeg ved ikke helt hvad man skal vurdere filmen efter, jeg vælger primært at kigge på det filmiske. Men den kan, og vil, også blive vurderet på det religiøse, moralske og det filosofiske. Det er en ret personlig film, og en karakter vil man stort set ikke kunne bruge til noget som helst. Gibson er med stor sandsynlighed ligeglad med hvad resten af verden synes om hans film – for det handler ikke så meget om hvad jeg vil have, eller hvad vi vil have – men om det Gibson har ment vi skulle have for at forstå hans idé. Jeg vil gerne have set en lidt mindre blodig film med mere baggrund, men resultatet ville måske så netop have været at jeg ikke havde bekymret mig nær så meget om handlingen. Det har måske netop været en katalysator for de tanker jeg havde bagefter filmen. For den har virkelig givet stof til eftertanke, for tv-nyheder og dagligdags vold har virkelig gjort os så immune, at der skal to timers intensiv vold og pinsel til at skabe bare lidt sympati, antipati medfølelse og dårlig samvittighed. De virkemidler jeg har syntes var det store minus, er netop også dem der har fået mig til at tænke over filmen.
Det er en film man bør se, om den har fået 2 eller 6 stjerner, for den kan kun vurderes på et selvsyn. Jeg var glad for filmen, utroligt at man kan sige det efter at have set 2 timers tortur, men den var bevægende, flot, intens – uden at virke pompøs eller formanende. Det er en unik og anderledes filmoplevelse der virkeligt gør indtryk og sætter sine spor.
Klik her for at læse mere om filmen i Moviola.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet