Tilbage i 2001 gik Amerikas største energiselskab Enron fallit. Det blev afsløret at firmaet i årevis havde kørt med et dundrende underskud som var blevet skjult via diverse regnskabsfiksfakserier. Fra den ene dag til den anden var en af USA’s største virksomheder værdiløs, og titusinder blev arbejdsløse og mistede den opsparing de havde i firmaet. Enrons spøgelser huserer stadig blandt amerikanerne og nu er den historie så blevet hovedinspirationen bag komedien “Fun with Dick and Jane”.

Dick og Jane bliver spillet af henholdsvis Jim Carrey og Téa Leoni. De er et middelklasse par som har klaret sig godt. Han er ansat i det driftige firma Globodyne og hun i et rejsebureau. Heldet smiler endnu mere til dem da Dick forfremmes til en chef-stilling i toppen af firmaet. Med den nye stilling følger en betydelig større indkomst og parret anskaffer sig en ny luksuriøs bil, en håndrullet græsplæne og et splinternyt spabad til haven. Desuden kan Jane sige sit arbejde op for at tage sig mere af hjemmet og deres søn.

Firmaets chef Jack McCallister (Alec Baldwin) håndplukker Dick til et særlig vigtigt tv-interview. Dick tager beæret mod tilbudet men bliver chokeret da det viser sig at Globodyne er fallit. McCallister har tømt alle konti og ladet skuden synke. Dick og Jane står pludselig uden en klink. Inden længe mister de bilen, al deres luksus inventar, ja selv den nylagte græsplæne kommer gartnerne og henter. Endelig, da deres hus står til at skulle på tvangsauktion, beslutter Dick og Jane at gribe til mere desperate midler. Iført sjove masker begynder de at begå røverier for at dække udgifterne.

Filmen er et remake af “At stjæle er en ærlig sag” fra 1977 som dengang havde George Segal og Jane Fonda i hovedrollerne. I denne udgave bliver den gamle historie hægtet på en Enron-inspireret fortælling, hvilket er et godt udgangspunkt for at lave en grov og bidende satire. Desværre har “Fun with Dick and Jane” ikke meget af den slags at byde på. I stedet bliver den for det meste en fjollet komedie hvor det sjove består i spøjse parykker, kiksede røverier og hævede kinder. Elementer der alt sammen er moderat underholdende, men som vi allerede har set for mange gange før andre steder.

Jim Carrey leverer desuden noget af det komiske overspil som han i sin tid blev kendt for, men som virker noget malplaceret her. Bedst er filmen i de øjeblikke hvor den bliver mest spydig, f.eks. da McCallister i et interview under en jagt udtrykker sin “dybe” medfølelse med dem som er ramt af armod, men som taber tråden det øjeblik han ser et jagtbytte komme forbi.