Tilbage til Cold Mountain

InstruktionAnthony Minghella

MedvirkendeJen Apgar, Jack White, Melora Walters, Erik Smith, William Roberts, Robin Mullins, Mark Jeffrey Miller, Kristen LaPrade, Trey Howell, J. Damon Hendrix, Lucas Black, Natalie Portman, Ben Allison, Donald Sutherland, Jay Tavare, Renée Zellweger, Mary Stockley, Christopher Fennell, Brendan Gleeson, Nicole Kidman, Taryn Manning, Jude Law

Længde155 min

GenreDrama, Drama, Romantik, Romantik, Krig, Krig

IMDbVis på IMDb

I biografen27/02/2004


Anmeldelse

Tilbage Til Cold Mountain

3 6
Da den kritikerroste og Oscarvindende film “Tilbage til Cold Mountain” dumpede ind i min postkasse var jeg spændt på at se hvad den havde at byde på.

Velplaceret foran husalteret satte jeg mig til rette forberedt på en episk fortælling om krig, evig kærlighed og afsavn med store skuespiller præstationer, og flot filmisk håndværk. Da rulleteksterne to timer og otteogtyve minutter senere kørte over skærmen sad jeg tilbage med blandede følelser. Teknisk set er det en flot film – Anthony Minghella er en instruktør som kender sit håndværk, og filmen er fyldt med flotte og stærke billeder, et rørende soundtrack og man kan tydeligvis se, at han ved hvad han laver når det handler om den visuelle side af, at fortælle en historie. Uheldigvis lever manuskriptet ikke op til dette.

Filmen prøver at dække mange genrer på en gang; krig, kærlighed, den svage kvindes kamp for at beholde sin gård og heltens lange farefulde rejse hjem til sin elskede. Desværre er ikke engang de næsten 2½ times spilletid nok til at dække alle disse genrer fyldestgørende, hvilket går ud over den ene del af historien som fungerer i filmen; rejsen hjem. “Tilbage Til Cold Mountain” er baseret på Charles Fraziers roman af samme navn, som igen er løst baseret på Homers Oddysséen og det er derfor kun naturligt, at meget af filmens fokus vil ligge på Inmans lange farefulde vandring hjem til den smukke præstedatter Ada Monroe, for at fyldestgøre den kærlighed som indtil nu kun har manifesteret sig i et enkelt kys.

Men denne vandrings motivation – kærligheden mellem snedkeren Inman og præstedatteren Ada – når aldrig at fænge en og der hoppes let og mindre elegant over deres forelskelse i starten af filmen, så det virker som om, at alt de havde sammen var et enkelt blik på hinanden, to samtaler og et enkelt kys. Dette er naturligvis ingen hindring for i en film at skabe idéen om en evigt brændende kærlighed baseret på et flygtigt møde, og mange sentimentale sjæle vil mene, at dengang hvor livet var kort og billigt og der var langt mellem den næste mand kom forbi, var det nemmere at forelske sig og basere et liv på korte øjeblikke.

Det er ikke på grund af en total og komplet mangel på tro på den ægte kærlighed, at deres forelskelse ikke fungerer på det store lærred, men simpelthen på grund af mangelen på kemi mellem Nicole Kidman og Jude Law i rollerne som Inman og Ada. Dette er ikke kun skuespillernes skyld men også manuskriptet. Jude Law er en dygtig skuespiller, men hans rolle som den stærke og stille Inman giver ham ikke meget at arbejde med i scenerne mellem ham og Kidman, og på trods af den ros hun har fået overbeviser hendes rolle som uskyldig og delikat sydstatsblomst ikke.

På grund af denne katastrofale fejl i historien føler man aldrig det presserende vigtige i, at vores helt når sikkert hjem til sin elskede fra sin farefulde rejse gennem det borgerkrigshærgede land. Dette efterlader derfor krigen og Adas kamp for at styre præstegården efter sin faders død, men også her snubler filmen. Krigen er i sig selv en baggrundsdetalje for filmen og er der egentlig kun for at præsentere Inman for sine prøvelser.

Man ser selvfølgelig effekten af borgerkrigen gennem den brutalitet der bliver vist mod civilbefolkningen af både nordstaterne og sydstaterne og det sadistiske hjemmeværn, men man får aldrig nogen idé gennem filmen om hvorfor krigen kæmpes eller hvorfor Inman mister troen på krigen. han har en enkelt replik hvor han siger, ”jeg vil ikke blive skudt igen for en sag jeg ikke tror på,” men så er den sag også uddebatteret. Selve Adas kamp for at styre gården er der, ligesom Inmans rejse hjem, egentlig ikke noget at sætte fingre på historiemæssigt. Faktisk burde det være den del af historien der burde fungere bedst, da den del ikke har fået ødelagt sin motivation, og man derfor kan relatere til denne delikate blomsts prøvelser i mod naturen.

Uheldigvis bliver den del af historien ødelagt i den hjælp som Ada får til at styre gården i form af Ruby, spillet af Renée Zellweger. Ruby er en landsbytøs med ben i næsen og hænderne skruet rigtigt på, som kommer Ada til undsætning i bytte for kost og logi. Hvordan Zellweger kunne vinde en Oscar for at kaste noget muld i hovedet, påføre sit ansigt en øretæveindbydende trutmund og tale med den mest falske sydstatsaccent i mands minde, er et mysterie. Hendes tilstedeværelse i denne del af historien ødelægger den komplet, da man har for travlt med at ryste på hovedet af hende til rent faktisk at bekymre sig om hvordan Ada klarer sig.

På papiret burde filmen holde 110%, men et usammenhængende manuskript og skuespillere, hvis præstationer svinger fra eminent til direkte elendige, ødelægger helhedsindtrykket og gør filmen til intet mere end et middelmådigt bekendtskab med en historie man har set bedre 100 gange før.
VideoBilledsiden er hvad der trækker lidt op i denne film og er en af de ting som gør, at jeg forstår et par af de 7 Oscarnomineringer som filmen blev indstillet til. Med en mand som Anthony Minghella ved roret ved man, at man kan forvente sig en smuk film, og alle billederne i “Tilbage Til Cold Mountain” fremviser en smukhed som er svær at beskrive. Fra de døende soldater omspændet af flammer, røg og mudder, til rejsen gennem solrige skov landskaber og korn- og græsmarker til klimakset i det snedækkede Cold Mountain, har man hele tiden fornemmelsen af, at betragte en naturlig skønhed. Man får aldrig oplevelsen af, at kigge på fabrikeret skønhed, da detaljerne i kulisserne og omgivelserne træder tydeligt frem på skærmen. Alting virker smukt men beskidt samtidig, hvilket bringer en i den stemning, som den tid filmen udspiller sig i burde gøre.
AudioFilmen kører Dolby Digital 5.1. og gør i starten rigeligt brug af subwooferen og surround effekten for at sætte dig midt i det grusomme slag ved “krateret”, men efter dette begynder lydsiden at fade ud til hvad der er, at forvente af en film, der består mest af replikker og længselsfulde blikke rettet mod horisonten. Det smukke soundtrack som består mest af gamle folkesange og efterligninger af disse går rent og effektivt igennem fra baghøjtalerne, men falder fladt på grund af filmens mangel på at skabe en følelsesmæssig sympati med filmens karakterer. Specielt mod slutningen begynder man at rynke på næsen over alt den forbandede violin musik, fordi det mere virker som noget der er tilføjet for at minde dig om at “de her to er altså forelskede!” i stedet for understøttende af hovedpersonernes forhold, som man stadig ikke føler har nogen kemi. Hvilket er en skam, da lydbilledet uden tvivl ville have været mindre belastende havde det ikke været for filmens mangler.
EkstramaterialeNærigt!…. nej vent… ubeskriveligt nærigt! Det eneste ekstra materiale som følger med er en stor spandfuld slettede scener, mange af hvilke er ubetydelige, men hvor få af dem får en til at klø sig i baghovedet over hvorfor de blev fjernet, da de egentlig kommer ind og berører dele af historien hvor den virkede mangelfuld, dog ikke nok til, at det ville have haft en effekt på helhedsindtrykket. At dette er det eneste ekstra materiale til en film af episk størrelse som lugter langt væk af Hollywood storhed, er næsten kriminelt. Ikke engang den obligatoriske trailer til selve filmen, eller en lille “making of” dokumentar kunne det blive til. I stedet må man nøjes med nogle slettede scener, og det irriterende trailershow når man sætter skriven i DVD-afspilleren. Man føler sig næsten hensat til de gode gamle VHS dage, bortset fra, at man kan spole hurtigere gennem trailerne på DVD… oh dette herlige fremskridt.

Ud fra disse hårde ord skulle man jo tro at jeg ikke brød mig om denne film, men i sidste ende endte jeg med at hverken elske eller hade den. På den ene side er filmen teknisk flot, soundtracket rammer præcist, undtaget når alt lakker mod enden og historien bliver fortalt mesterligt af den garvede instruktør, men på den anden side trækker et usammenhængende manuskript og middelmådige skuespilpræstationer filmen ned. Når filmen slutter sidder man tilbage med en hul fornemmelse af, at “Tilbage Til Cold Mountain” ikke burde være dårlig, men man syntes egentlig heller ikke den var god.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Soldaten Inman er på vej hjem sin elskede, med ar på sjæl og krop fra den rædselsfulde borgerkrig der hærgede USA i midten af 1800-talet. Rejsen til Cold Mountain i North Carolina er lang og farefuld, men kærligheden til Ada driver ham frem.

Undervejs møder Inman mange interessante skæbner og hjemme i Cold Mountain har Ada travlt med at passe den gård, hun har arvet efter sin nyligt afdøde far. Heldigvis får hun hjælp og gode råd af dagdriveren Ruby – en frygtløs kvinde med ben i næsen.