Tilbage Til Cold Mountain
Udgivet 28. sep 2004 | Af: filmz-invitro | Set på DVD
Velplaceret foran husalteret satte jeg mig til rette forberedt på en episk fortælling om krig, evig kærlighed og afsavn med store skuespiller præstationer, og flot filmisk håndværk. Da rulleteksterne to timer og otteogtyve minutter senere kørte over skærmen sad jeg tilbage med blandede følelser. Teknisk set er det en flot film – Anthony Minghella er en instruktør som kender sit håndværk, og filmen er fyldt med flotte og stærke billeder, et rørende soundtrack og man kan tydeligvis se, at han ved hvad han laver når det handler om den visuelle side af, at fortælle en historie. Uheldigvis lever manuskriptet ikke op til dette.
Men denne vandrings motivation – kærligheden mellem snedkeren Inman og præstedatteren Ada – når aldrig at fænge en og der hoppes let og mindre elegant over deres forelskelse i starten af filmen, så det virker som om, at alt de havde sammen var et enkelt blik på hinanden, to samtaler og et enkelt kys. Dette er naturligvis ingen hindring for i en film at skabe idéen om en evigt brændende kærlighed baseret på et flygtigt møde, og mange sentimentale sjæle vil mene, at dengang hvor livet var kort og billigt og der var langt mellem den næste mand kom forbi, var det nemmere at forelske sig og basere et liv på korte øjeblikke.
Det er ikke på grund af en total og komplet mangel på tro på den ægte kærlighed, at deres forelskelse ikke fungerer på det store lærred, men simpelthen på grund af mangelen på kemi mellem Nicole Kidman og Jude Law i rollerne som Inman og Ada. Dette er ikke kun skuespillernes skyld men også manuskriptet. Jude Law er en dygtig skuespiller, men hans rolle som den stærke og stille Inman giver ham ikke meget at arbejde med i scenerne mellem ham og Kidman, og på trods af den ros hun har fået overbeviser hendes rolle som uskyldig og delikat sydstatsblomst ikke.
Man ser selvfølgelig effekten af borgerkrigen gennem den brutalitet der bliver vist mod civilbefolkningen af både nordstaterne og sydstaterne og det sadistiske hjemmeværn, men man får aldrig nogen idé gennem filmen om hvorfor krigen kæmpes eller hvorfor Inman mister troen på krigen. han har en enkelt replik hvor han siger, ”jeg vil ikke blive skudt igen for en sag jeg ikke tror på,” men så er den sag også uddebatteret. Selve Adas kamp for at styre gården er der, ligesom Inmans rejse hjem, egentlig ikke noget at sætte fingre på historiemæssigt. Faktisk burde det være den del af historien der burde fungere bedst, da den del ikke har fået ødelagt sin motivation, og man derfor kan relatere til denne delikate blomsts prøvelser i mod naturen.
Uheldigvis bliver den del af historien ødelagt i den hjælp som Ada får til at styre gården i form af Ruby, spillet af Renée Zellweger. Ruby er en landsbytøs med ben i næsen og hænderne skruet rigtigt på, som kommer Ada til undsætning i bytte for kost og logi. Hvordan Zellweger kunne vinde en Oscar for at kaste noget muld i hovedet, påføre sit ansigt en øretæveindbydende trutmund og tale med den mest falske sydstatsaccent i mands minde, er et mysterie. Hendes tilstedeværelse i denne del af historien ødelægger den komplet, da man har for travlt med at ryste på hovedet af hende til rent faktisk at bekymre sig om hvordan Ada klarer sig.
Ud fra disse hårde ord skulle man jo tro at jeg ikke brød mig om denne film, men i sidste ende endte jeg med at hverken elske eller hade den. På den ene side er filmen teknisk flot, soundtracket rammer præcist, undtaget når alt lakker mod enden og historien bliver fortalt mesterligt af den garvede instruktør, men på den anden side trækker et usammenhængende manuskript og middelmådige skuespilpræstationer filmen ned. Når filmen slutter sidder man tilbage med en hul fornemmelse af, at “Tilbage Til Cold Mountain” ikke burde være dårlig, men man syntes egentlig heller ikke den var god.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet