Harry Potter og Fønixordenen
Udgivet 12. jul 2007 | Af: filmz-Tyde | Set i biografen
I modsætning til de foregående Potter-film er plottets struktur i “Fønixordenen” mindre bygget op omkring et eventyrligt puslespil af små ledetråde og brikker, der alle leder frem mod en overraskende slutning, og med mere fokus på Harrys indre kamp mod Voldemort fremstår “Fønixordenen” som den mest modne af Potter-filmene. Hvor man kunne frygte, at murstensromanen “Harry Potter og Fønixordenen” ville ende i et forvirret sammenkogt rod, har bogens spraglede handling i forhold til de litterære forgængere gjort det nemmere for filmfolkene at fravælge større sideplots som f.eks. Hermiones kamp for husalfernes befrielse. Denne bevidste stillingtagen til hvad, der er vigtigt for kernen af filmens historie, er bestemt noget, som klæder fortælletempoet, der er langt mere afbalanceret end det hæsblæsende ridt man blev udsat for i f.eks. “Flammernes pokal”.
Det er bl.a. nærmest en lettelse, at Michael Gambon i rollen som Dumbledore har fået lagt noget af sin maniske tilgang til rollen på hylden til fordel for en mere alfaderlig aura, som har manglet siden Richard Harris spillede rollen. Af de nytilkomne er Imelda Staunton fortræffelig som Dolores Umbridge, der indpakket i lyserødt plys fremstår som et te-drikkende bureaukratisk monster, som fryder sig over tortur og generel bandlysning af alt, hvad der er sjovt. Der er lagt stor vægt på det komiske i figuren, og sammen med opsynsmanden, Filch, står Umbridge for nogle af filmens mest morsomme øjeblikke.
At Harrys mest håndgribelige fjende i størstedelen af filmen fremstilles som mere komisk end ond leder også frem til filmens største problem. Selvom konflikten mellem ministeriet og Hogwarts giver Potter-universet en større grad af nuancer hvad angår ondt og godt, ender filmen med mest af alt at føles som et langt mellemspil, før vi kan komme videre til filmseriens egentlige omdrejningspunkt; opgøret mellem Harry og Voldemort som slutningen på “Flammernes pokal” ellers lagde flot op til. Men på trods af det fysiske fravær af Voldemort i det meste af filmen formår “Fønixordenen” dog stadig at behandle Harrys forhold til den mørke herre på en langt dybere og mere skræmmende facon, end nogle af de andre film har formået, og med en meget visuelt flot og medrivende finale bliver “Fønixordenen” alligevel den hidtil mest tilfredsstillende af Potter-filmene.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet