Charlie Kaufman, der er kendt for sine manuskripter til film som “Being John Malkovich”, “Orkidè-tyven” og “Evigt solskin i et pletfrit sind”, hvoraf sidstnævnte også gav ham en Oscar-statuette, er nu på vej med sin første tv-serie.
Se også: Filmz mener: Tv-serier er for originaler
Komedieserien har fået titlen “How and Why” og handler om en mand, der er i stand til at forklare, hvordan en atomreaktor virker, men er fuldstændig uvidende om livet. Michael Cera (“Juno”) og John Hawkes (“Winter’s Bone”) er i forvejen tilknyttet serien, og nu får de to herrer så selskab af to skuespillerinder. Det drejer sig om Sally Hawkins (“Blue Jasmine”) og Catherine Keener (“Being John Malkovich”), hvis roller nyheden dog ikke fortæller noget om.
Udover at stå bag manuskriptet til “How and Why” så vil Kaufman også instruere seriens første afsnit, som vil blive kultforfatterens første instruktørjob siden debuten “Synecdoche, New York”. Det forventes, at optagelserne til projektet går i gang i næste måned.