Ja, det måtte jo ske før eller senere. I “Moonraker” begiver James Bond sig for første (og heldigvis fortsat eneste) gang ud i det ydre rum, og resultatet er seriens klart mest åndssvage og direkte tumpede film, men så dog alligevel ikke seriens værste. For her er stadigvæk masser af fornøjelige indslag. Begyndelsen indeholder måske hele seriens mest opsigtsvækkende stunt, persongalleriet er for det meste rimelig interessant, og så længe både filmen og Bond bogstaveligt talt har begge ben på jorden, leverer de ofte varen med bravur.

“For Your Eyes Only” skulle have været seriens 11. film, men på baggrund af “Star Wars”‘ monumentale succes, mente man, at biografpublikummet sultede efter mere af samme skuffe, og produktionen af “Moonraker” blev sat i gang, alt imens den mere jordnære “For Your Eyes Only” blev udskudt et par år. Men selvom “Moonraker”s overjordiske titel er taget fra en af forfatter Ian Flemings oprindelige historier, har filmen næsten intet at gøre med denne, og derudover sendte Fleming aldrig Bond ud i rummet, og han havde nok fået sig noget af et ildebefindende, hvis han havde været i live, da “Moonraker” udkom i 1979 og blev et verdensomspændende megahit.

Men der ville garanteret også have været flere sekvenser, som Fleming havde nydt. Og det er netop disse scener, som redder filmen fra en værre skæbne. Der er bl.a. den førnævnte indledning, hvor Bond bliver smidt ud af et fly uden faldskærm – en scene, som stadigvæk er lige så lamslående nu, som den var i ’79. Bonds frygtindgydende tur i en enorm, roterende karrusel designet til at teste piloter, er også intens, fængslende og egentlig også ubehagelig – tre kvaliteter, som især filmens sidste tredjedel mangler. Scenen med en kvinde på flugt fra et par bidske hunde er også en mindeværdig episode, som også står i stærkt kontrast til de højlydte laserskud og kitschede rumdragter, der dominerer en stor del af filmen.

Filmens skurk er heldigvis en ond satan, som man hurtigt elsker at hade. Det er den rige, magtfulde og intelligente psykopat Hugo Drax, som Bond må hindre i at iværksætte en skummel plan, der kunne resultere i den næsten totale udryddelse af hele menneskeracen. Ambitiøst. Drax spilles af franske Michael Lonsdale, som senest gjorde stærkt indtryk i Spielbergs “München”. Af og til udstråler han tydeligvis en viden om, at han medvirker i noget lidt under hans værdighed – hvilket egentlig blot gavner hans præstation såvel som rollen. Publikumsfavoritten Jaws med det dødsensfarlige metalgebis er også tilbage, men hvad der i “The Spy Who Loved Me” var en af seriens bedste karakteropfindelser, er her for det meste blot en billig undskyldning for platte jokes og dårlig humor, og så udvikler han sig også på særdeles utroværdig og kedelig vis hen mod slutningen.

Netop humor er en blandet godtepose her i “Moonraker”. Der er små humoristiske genialiteter (inkluderingen af John Williams’ tema fra “Nærkontakt af tredje grad” er fantastisk), men oftest spises man af med humor af den førnævnte platte art. Der er dog et par gange i løbet af filmen, hvor man tydeligvis har modstået fristelsen at fyre en skarpladt replik af såsom til slut i karruselscenen, hvilket er godt. John Barrys musik er for øvrigt mageløs og dejligt drømmende, og titelsangen – som markerede den legendariske sangerinde Shirley Basseys farvel til serien – er sensuel og smuk. Ken Adams production-design er også imponerende.

Men de sporadisk tåbelige øjeblikke, der popper op i løbet af filmens første akter (en gondol med hjul?) er intet i forhold til den udprægede stupiditet, der gennemsyrer filmens sidste del ude i verdensrummet. Scenen med de mange laserskydende astronauter vil garanteret fryde de mindste, men enhver ældre person vil garanteret bare ryste på hovedet. Det hele begynder at falde fra hinanden på alle mulige måder, og til sidst er man bare glad for, at filmen var slut, inden alle minder om dens tidligere, positive bedrifter var gået tabt. “Moonraker” er bedre end sit omdømme, men ikke meget.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Som det er med størstedelen af de nyrestaurerede transfers af de ældre Bond-film, ser “Moonraker” særdeles godt ud. Men med et selskab som Lowry bag restaureringen, kommer det heller ikke som nogen overraskelse. Ligesom de gamle “Star Wars” film, som Lowry også restaurerede, er der af og til et problem med farverne, hvor især de røde farver nogle gange har for megen eller for lidt fylde og kommer til at fremstå lidt lyserøde, hvilket især er tydeligt, når man studerer personernes hudfarver. Prøv blot at sammenligne M’s ansigtsfarve i åbningsminutterne med hans udseende under briefingen omtrent 10 minutter inde i filmen. Ud over dette og en minimal portion udtværing er der intet at sætte en finger på. Lowry har fjernet alt støv og snavs, her er ingen edge-enhancement overhovedet, kontrasten er perfekt og de yderst sjældne tilfælde af ubetragtelig uskarphed skyldes tydeligvis kvaliteten af de oprindelige optagelser og er ganske ubetydelige.

AudioLigesom de andre ældre James Bond-film, der i sin tid blev lanceret udelukkende med Dolby Digital 5.1 lydspor på udgivelsen, byder “Moonraker” på både et DTS 5.1-spor og et Dolby Digital 5.1-spor, der begge er glimrende. Sporene er velmixede med tydelig dialog, der aldrig bliver overdøvet af de mange lydeffekter. Man kunne dog godt have ønsket sig en lidt bedre renselse af netop dialogen, hvor det lidt for ofte er let at skelne reallyd fra eftersynkronisering. Bunden er en af stjernerne på begge spor og kun sjældent savnet. Atmosfæren er god, men kunne godt have været lidt mere vidtrækkende – fronthøjtalerne kører en anelse mere sololøb end håbet. DTS-mixet har som sædvanligt en lidt mere tillokkende bund og en mere finpudset atmosfære.

EkstramaterialeDisc 1’s to kommentarspor er begge fine. Det første byder på instruktør Lewis Gilbert, manuskriptforfatter Christopher Wood og producerne Michael Wilson og William P. Cartlidge, som alle er optaget sammen. Sporet er fint, bestående af minimal ligegyldig snak og fåtallige pauser. Her er også interessante informationer, såsom det faktum at åbningssekvensen påkrævede hele 88 faldskærmsspring. Morsomt er det også at høre Wood beklage sig højlydt over ligegyldige ændringer i hans manuskript, og at høre disse gamle svende ofte lavmælt ytre “oh dear”, når der er gang i den. Det andet kommentarspor er med Roger Moore, der, som altid, er forfriskende selvironisk og endda relativ aktiv. Interessant er det dog at høre om Moores følelser omkring rollen, som han helst ser som en morsom personlighed, der ikke skal lægges for meget i.

På udgivelsens anden disc byder “Declassified: MI6 Vault”-delen på en del materiale, som ikke er set før. “Ken Adam’s Production Films” (12 minutter) er endnu en portion hjemmevideooptagelser optaget af production-designer Ken Adam, som alle er akkompagneret af Adams fortællerstemme. Så er der en del materiale relateret til filmens begyndelse. Her er bl.a. en 2-minutters storyboardsekvens, der viser designet af filmens åbningsstunt samt 4 minutters testoptagelser ledsaget af Michael Wilson, der fortæller om udførelsen af stuntet. “Circus Footage” (2 min.) viser en alternativ slutning til introsekvensen, hvor man ser hvad der foregår inde i det cirkus, som Jaws styrter ned i.

“Bond ’79” (12 min.) er en kollage af interviews fra 1979 med producer Cubby Broccoli, instruktør Lewis Gilbert, Roger Moore og filmens Bond-pige Lois Chiles. Så byder sektionen også på endnu mere storyboard-materiale. “Cable Car Alternative: Storyboard 1” (2 min.) og “Cable Car Alternative: Storyboard 2” (2 min.) byder begge på storyboards, der indholdsmæssigt afviger fra det, der endte med at være i den endelige film. Forskellene er dog minimale. “007 in Rio” (12 min.) er en featurette lavet i 1979, som for det meste bare byder på klip fra filmen og en gennemgang af dens indhold.

Dvd’ens næste sektion er den såkaldte “007 Mission Control”, som også er at finde på alle de andre James Bond ‘Ultimate Edition’-dvd’er. Her kan man let og hurtigt hoppe frem til filmens højdepunkter, uanset om det så er en særlig actionsekvens, titelsekvensen eller synet af en af filmens smukke kvinder man er interesseret i.

“Mission Dossier”-sektionen byder på to gode dokumentarer: “Inside Moonraker – An Original Documentary” (42 min.) og “The Men Behind The Mayhem: Special Effects Documentary” (18 min.). Førstnævnte går tæt på filmen som helhed. Deltagerne på kommentarsporet dukker også op her, så der er et par gentagelser, men størstedelen af indholdet er nyt. Der bliver naturligvis talt en del om filmens åbning, som klipper (og senere instruktør) John Glen instruerede. Og så var det tilsyneladende endda Bond-tilhængernes skyld, at Jaws udviklede sig så tåbeligt i filmen! Bøvlet med turisterne i Venedig og hyringen af skuespillerne bliver også diskuteret. Den anden dokumentar omhandler brugen af special-effects i serien og flere af de mænd, der stod bag. Dokumentaren er en anelse kort, men også underholdende hele vejen igennem.

Én enkelt trailer og et fyldigt billedgalleri er det sidste, dvd’en har at byde på.