En historie fra den kolde krigK-19 er en jævn ubådsthriller med et par kendte ansigter som ikke tilføjer genren meget nyt.

Filmen tager udgangspunkt i en virkelig begivenhed fra den kolde krig. Året er 1961 og de to supermagter U.S.A. og Sovjetunionen er i fuld gang med et våbenkapløb hvor der samtidig udspilles en nervekrig – begge parter har fingeren på knappen og magthavere i begge nationer mener at en reel krig er uundgåelig. Det er blot et spørgsmål om tid. Og scenariet er skræmmende: Sovjetunionen har – som forteksterne til filmen fortæller – nok atomvåben til at udrydde jordkloden to gange. U.S.A. har nok til at ødelægge alt liv ti gange.

Det er i denne højspændte politiske atmosfære at ubåden K-19 søsættes. Den er den russiske flådes nye kronjuvel, atomdrevet og med a-våben ombord, men er alligevel fra begyndelsen fyldt med fejl og mangler. Som de siger i filmen – alle pengene går til at opvarte VIP’erne i Kommunistpartiet. Besætningen har forståeligt nok ikke den store tiltro til ubåden, og har således døbt hende “the widowmaker” – enkemageren.

Ombord på ubåden er den ubøjelige og pligtopfyldende kaptajn Alexei Vostrikov (Harrison Ford). Han har noget at skulle bevise over for Partiet hjemme i Sovjet – hans far var nemlig også en stor kaptajn, men endte sine dage i fangelejr som forræder. Og så ved man jo at skæbnen vil spille ind på et tidspunkt og tvinge Vostrikov til at tage et opgør med sine dæmoner.

Som andenkaptajn har han vennen Mikhail Polenin (Liam Neeson). Modsat Vostrikov er Polenin elsket af sine mænd, men han blev degraderet som kaptajn for K-19 fordi han var for lang tid om at få fingeren ud af torpedoskakten og få ubåden søsat. Da Vostrikov som det første sætter sit mandskab på vanskelige, grænsende til det umenneskelige, prøver, starter en konflikt mellem de to mænd og en konfrontation – ligesom den mellem de to supermagter – synes uundgåelig.

Konflikten sættes på spidsen da et radioaktivt udslip fra den ene af reaktorerne risikerer at udløse en nedsmeltning og efterfølgende atomeksplosion, og deres eneste chance er at sende mændene ind i reaktorrummet for manuelt at forsøge at reparere lækket.

Ubehagelig realismeDet er denne del af filmen, hvor man ser mandskabet kæmpe for at forhindre katastrofen, som fungerer bedst. Scenerne er ubehageligt realistiske, og illustrerer meget godt hvor ignorant man stadig var når det gjaldt atomart materiale dengang: hver mand må således kun være ti minutter i den forurenet luft. Men når det gælder direkte stråling er ti minutter desværre mere end rigeligt, som mandskabet må sande…

Det gør det ikke bedre da de opdager at de ikke har fået nogle beskyttelsesdragter mod stråling med – man var udgået fra lageret i Moskva, og de har i stedet fået dragter som beskytter mod kemiske stoffer – ubrugelige i situationen: som Neesons figur siger: “vi kunne ligeså godt have regnfrakker på…”

Rigtige helte kan godt være russereDenne bureaukratiske ineffektivitet og ulogik fra Moskvatoppens side starter fra filmes første øjeblik, hvor K-19 sendes afsted i ufærdig tilstand, og er et gennemgående tema igennem hele filmen. Det viser hvorledes mandskabet – på trods af uretfærdige odds – alligevel arbejder ihærdigt på at holde sammen på skibet da katastrofen truer. Rigtige helte er ikke kun amerikanere.

Man møder den regerende partitop flere gange igennem filmen, blandt andet i starten inden ubåden søsættes. Disse scener hjemme i moderlandet før udrejsen på den store mission er obligatoriske i film som denne, men her trækker det noget ud. Der går lidt for mange bjørneskindshuer og for meget pompøst symfonimusik i det, og man har set det hele før.

Udramatisk affæreDet er i der i det hele taget meget i denne film man har. Konflikten mellem de to kaptajner og truslen om atomkrig kender man fra Crimson Tide, og den klaustrofobiske følelse af at være spærret inde i en sildedåse nær havets bund med vandmasserne trykkende fra alle sider er måske bedst set i Wolfgang Petersens Das Boot.

K-19 lever spændingsmæssigt ikke op til disse film, selvom den prøver med hurtige klip og enkelte flotte computereffekter, som da båden bryder igennem en meter is på Antarktis, og da et testmissil afsendes.

Men ellers virker det hele som en noget tam og udramatisk affære. Måske er et af K-19s problemer at den ikke har en Tony Scott (Crimson Tide) eller Wolfgang Petersen bag kameraet, men en Kathryn Bigelow, som før har været tættest på actiongenren med letbenede film som Point Blank og Blue Steel, og hvis tætteste bekendtskab med actiongenren måske i virkelighed stammer fra et treårigt ægteskab med James Cameron!

Et andet problem er filmens længde. Den varer 2 timer og 15 minutter, og trækker især mod slutningen ud. Det hjælper ikke at man absolut skal have et sentimentalt “flash forward” til den kolde krigs afslutning efter historien er slut.

Indiana Jones med russisk accentMen K-19s største problem hedder måske i virkeligheden Harrison Ford. Det er lang tid siden man har set Ford i en virkelig god rolle, og det bliver heller ikke i denne film. Tværtimod bliver han aldrig helt troværdig som den russiske ubådskaptajn. Der er for meget Indiana Jones og amerikaner med stort A over ham, og han glider ind og ud af sit russiske accent.

Ford er ikke en udpræget karakterskuespiller. Han spiller i sine roller mest på sin naturlige charme og forståelse for action, og det er ikke det som der er brug for her. Han har en karismatisk udstråling, men har ikke samme naturlige autoritet som for eksempel Sean Connery i Hunt for Red October, og fungerer derfor dårligt som russisk ubådskaptajn.

Store og altid rare Liam Neeson passer derimod bedre ind i rollen som andenkaptajn, elsket af sit mandskab og foragtet af Partiet, og Peter Sarsgaard er god som den unge og uerfarne løjtnant, netop uddannet fra Moskvaskolen i A-kraft, som får det svære ansvar for reaktorsystemet.