Konstateringen af, at “Event Horizon” er instruktør Paul W.S. Andersons bedste film nogensinde, siger nødvendigvis ikke så meget. Som de fleste nok vil vide, står manden bag makværk som “Alien vs. Predator” og “Soldier”, og derfor er det noget af en overraskelse at erfare, at han altså engang havde en vis form for talent og begik en film, der ikke blot var udholdelig, men samtidig vellavet, velspillet og ganske underholdende: “Event Horizon”. Filmen er netop udkommet i en splinterny 2-disc dvd-udgave, her ni år efter den havde biografpremiere.

Filmens debuterende manuskriptforfatter, Philip Eisner, havde tydeligvis ladet sig inspirere af Michael Crichtons forrygende sci-fi-roman “Sphere” (som senere blev til en film, der til gengæld tydeligvis var inspireret af “Event Horizon”). Vi følger rumskibet ‘Lois & Clark’ og dets galante besætning på deres mission til solsystemets yderkant, hvor de skal undersøge det enorme, banebrydende rumskib Event Horizon, der på mystisk vis er vendt tilbage efter syv års fravær. Hvor har skibet været, hvorfor er det vendt tilbage, og hvad har det bragt med sig? Disse spørgsmål glemmer vores helte hurtigt, da det nu øjensynligt selvbevidste rumskib begynder at manifestere alle deres værste mareridt og eliminerer dem én efter én på grusom vis.

En af filmens absolut største forcer er dens skuespillerbesætning, som vækker minder om Ridley Scotts nærtbeslægtede “Alien”, der ligeledes havde et cast bestående af store talenter frem for bare store navne. Blot det at have folk som Sam Neill, Laurence Fishburne, Kathleen Quinlan og Jason Isaacs med på vognen løfter materialet. En anden af filmens store styrker er musikken: Et sublimt, stemningsmættet score komponeret af afdøde Michael Kamen og den engelske technoduo Orbital. Blandingen af Kamens dystre orkesterlyde og Orbitals elektroniske fiksfakseri komplementerer billederne vældig godt. Filmens imponerende, uhyggelige kulisser får jævnligt nakkehårene til at rejse sig, og størstedelen af filmens snart 10 år gamle effekter holder stadigvæk godt den dag i dag. Især modelarbejdet er blændende.

Men det er desværre ikke muligt for Anderson at lave en helt igennem vellykket film. Filmen blev beskåret adskillige gange efter flere katastrofale test-screeninger, og det kan mærkes. Nøjagtigt filmens sidste tredjedel er dens klart svageste led, hvor den går fra at være en særdeles gennemslagskraftig sci-fi/horrorfilm til noget, som bedst kan betegnes som en discountudgave af “Hellraiser” i rummet. Det hele løber af sporet, og den Anderson, vi efterhånden alle kender, træder i karakter: Scenerne er ofte ineffektive og forhastede, dialogen virker pludselig tåbelig og unødvendigt pompøs, og filmens tidligere veltilrettelagte sansebombardement bliver erstattet af et veritabelt klichébombardement. Selv ikke de hårdt kæmpende skuespillere kan gøre noget ved sagen, og det er ærgerligt, når man tager filmens første glimrende time i betragtning.

Video

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Når det kommer til dvd-udgivelser, så har Paramount altid været et af de mest kvalitetsmæssigt konsistente selskaber. “Event Horizon – Special Collector’s Edition” er endnu en udgivelse, som de kan være særdeles stolte af. Transferet på filmens første dvd-udgivelse var godt, men denne nye billedside er der næsten intet at sætte en finger på. Kontrasten er perfekt, farverne er skønne, filmen fremstår knivskarp hele vejen igennem, og her er ikke ét eneste tilfælde af snavs eller smuds. Der er blot en håndfuld støvkorn at spore, men det er desværre en smule edge-enhancement, der i sidste ende frarøver billedsiden en lurende topkarakter.

Audio

Der er både et Dolby Digital 5.1 og et DTS 5.1 spor på udgivelsen. Begge er imponerende, men DTS-sporet er intet mindre end formidabelt. Sjældent har en subwoofer været sat på så hård en prøve. Sporet har simpelthen en bund, der får værelset til at ryste. Men dialogen, effekterne og musikken er aldrig i fare for at blive skyllet væk af subwooferens gåpåmod – al lyd er tydelig. De mange panoreringer, atmosfæren og kanaludnyttelsen er alt sammen i top.

Ekstramateriale

Inden vi tager et kig på udgivelsens ekstramateriale, bør dens opfindsomme æske lige nævnes. Den er måske ikke helt let at placere på reolen ved siden af alle de andre dvd’er, men den fortjener næsten også sin egen lille hylde. Designet af pakningen, som er lavet af hårdfør plastik, læner sig op ad filmens lettere gotiske set-design (som var inspireret af kirken Notre Dame), og via et låg på toppen af æsken får man adgang til udgivelsens to discs. Fans vil fryde sig. Inden i æsken befinder der sig også et lille hæfte, med flere siders tekst.

Størstedelen af ekstramaterialet befinder sig på udgivelsens anden disc. Den første byder udelukkende på et kommentarspor med instruktør Paul W.S. Anderson og producer Jeremy Bolt. Det er et godt kommentarspor, hvor de to mænd heldigvis ikke er bange for at pointere de ting, de selv mener ikke fungerer – hvilket der egentlig er en hel del af, især under filmens sidste, svageste akt. Omtrent halvvejs inde i sporet begynder der at optræde enkelte pauser, og det er måske også lige lovlig teknisk fra tid til anden, men deltagerne er velformulerede og ofte både informative og dejligt morsomme.

Så hopper vi videre til disc 2. Her er to trailere: den oprindelige biograftrailer og en voldsommere videotrailer. Men hovedattraktionen her er uden tvivl dokumentaren “The Making of Event Horizon”, som er delt op i 5 dele: “Into the Jaws of Darkness”, “The Body of the Beast”, “Liberate Tutume Ex Infernis”, “The Scale to Hell” og “Womb to Fear”. Heldigvis er der en ‘play all’ funktion, så man kan nyde samtlige dele i ét hug. Tilsammen er de længere end filmen: hele 103 minutter. Her er masser af fine interviews, og alle deltagere er interessante, velartikulerede og heldigvis ærlige. Man savner lidt at høre fra flere af filmens skuespillere (Jason Isaacs er den eneste af slagsen, som optræder). Folk udtaler sig om dem, men det er lidt uforståeligt, at ikke flere af dem selv dukker op. Lidt flere ‘behind-the-scenes’ optagelser havde også været fint, men dokumentaren er stadigvæk indsigtsfuld og velproduceret, og interessant er det især at høre fra den overraskende underholdende Paul W.S. Anderson og technoduoen Orbital, som fortæller om arbejdet med musikken.

Skivens tre resterende sektioner hedder “Secrets”, “The Unseen Event Horizon” og “The Point of No Return”. Fælles for de første to er, at de byder på materiale, der enten blev skåret ud af den endelige udgave af filmen eller var noget, som man overvejede at optage. “Secrets” sektionen byder på en slettet scene og to forlængede scener (alle ufærdige), hvor de to sidste ikke byder på lyd men udelukkende kommentarer fra Anderson. Her får man bl.a. en forklaring på, hvorfor man ikke lavede den forlængede udgave af filmen, som der var tale om for et par år siden. Scenerne er intet særligt, men især fans vil finde Andersons kommentarer fascinerende. “The Unseen Event Horizon” byder på to billedsekvenser, der igen ledsages af kommentarer fra Anderson, og som består af delvist ubrugte og flotte koncepttegninger.

“The Point of no Return”-sektionen byder på fire ‘behind-the-scenes’ klip: “The Revolving Corridor”, “The Crew Gathers”, “Shooting Wire Work” og “The Dark Inside”. Igen er Anderson en flittig debattør på lydsiden, og kombinationen af optagelserne og kommentarsporet giver en fin indsigt i tilblivelsen af flere af filmens vigtigste scener og kulisser.