Hovedårsagen til “Twin Peaks” tv-seriens øjeblikkelige, enorme succes var, at folk var ivrige efter at vide, hvem det var, der myrdede gymnasiepigen Laura Palmer. Millioner af seere forsøgte ivrigt at gætte morderens identitet, men efter sløret endelig blev løftet omtrent halvvejs igennem seriens anden sæson, begyndte seertallene at dale. Det var egentlig synd for de mange seere, der ikke blev hængende, eftersom seriens manuskriptforfattere og instruktører fortsatte med at forfatte brillante fortællinger og producere mageløs tv-underholdning. Derudover var det synd for alle seriens bagmænd, da seriens skrumpende popularitet gjorde det nødvendigt at runde føljetonen af tidligere end ventet.

Selv i dag hersker der tvivl om, hvorvidt anden sæsons (og dermed også seriens) allersidste afsnit var ment som et endegyldigt punktum eller en cliffhanger, der skulle lokke tv-selskabet til at finansiere en tredje sæson. Under alle omstændigheder blev der altså ikke produceret flere episoder efter sæsonens 22. af slagsen, der fortsat frustrerer, fryder, skuffer og begejstrer gamle såvel som nye fans.

Hvis man har fulgt serien fra start af, så ved man også godt, at der er meget mere til serien end blot én enkelt mordgåde – der er talløse karakterer, der alle er mindst lige så interessante og har mindst lige så stor indflydelse på seriens forløb, som alt der omgiver den afdøde Laura Palmer, hvis navn ikke engang bliver nævnt i mange af seriens sidste afsnit. FBI-agent Cooper forelsker sig i den søde Annie, og agentens sindssyge nemesis og tidligere ven og kollega, Windom Earle, dukker også op og skaber ravage i den lille by. Billy Zane er også god som en ung forretningsmand, som den underskønne Audrey forelsker sig i.

Den aggressive Leo, der blev lammet tidligere i serien, dukker op og assisterer den utilregnelige Earle. Leo blev i sin tid etableret som en svinsk lømmel, men det siger en del om serien, at manuskriptforfatterne senere formår at gøre ham til en sympatisk antihelt, uden transformationen føles påklistret. Den undervurderede Miguel Ferrers optræden som Coopers ekstremt sarkastiske kollega, Albert Rosenfield, bør også nævnes.

Nu hvor mordet på Laura Palmer er blevet (mere eller mindre) opklaret, er der blevet bedre plads til resten af karaktererne, og pladsen bliver udnyttet. Det var også her under seriens slutfase, at forholdet mellem Cooper og den lokale sherif, Harry S. Truman (opkaldt efter præsidenten af samme navn), for alvor cementerede sin status som et af tv-historiens mest mindeværdige makkerpar. Kontrasten mellem de mange, forskelligartede karakterer skabte en masse dynamik, og havde det ikke været fordi, Lynch og co. havde skabt et unikt univers, hvori alt syntes muligt og intet ulogisk, var serien måske gået hen og blevet ufrivillig komisk. Men i stedet ler, græder og jubler man på alle de rigtige tidspunkter.

Især denne sidste del af sagaen er ulidelig spændende. Tempoet er ofte næsten uudholdeligt (på den gode måde), sandsynligvis fordi mange sideplots skulle nå at rundes af. Men selvom speederen er i bund, føler man aldrig, at der bliver skredet forhastet til værks, eller at de løse tråde bliver redet ud for hurtigt eller uden omtanke. Og naturligvis bliver ikke alle spørgsmål besvaret.

Alene det sidste afsnit leverer 45 af de mest uforglemmelige minutter, der nogensinde har prydet flimmerkassen. Det tager et godt stykke tid at komme sig over den allersidste, stærkt chokerende scene. Slutningen skuffede som sagt mange, men mage til original, uforudsigelig underholdning skal man dæleme lede længe efter. Den første sæson modtog nærmest universel applaus, men den anden sæson var ikke nær så heldig – nogle mente, at Lynch’ fravær (han instruerede blot ét af de sidste afsnit) gjorde serien mere ordinær, eller at der var for mange sideplots og karakterer. I denne anmelders øjne trådte serien aldrig for alvor forkert.

VideoPræsenteret i 4:3 full screen format. Kvaliteten af disse transfers er identisk med den på udgivelsen af sæsonens første halvdel. Episodernes forskellige billedsider er blevet nydeligt restaureret. I forhold til på dvd-udgivelsen af 1. sæson er farverne på disse billedsider mere naturtro. Billedet er generelt knivskarpt, kontrasten er solid, udtværing og edge-enhancement er der ingen nævneværdige tilfælde af, mens digital støj optræder af og til, men aldrig i distraherende grad.

AudioAfsnittene lyder ligeledes lige så imponerende som dem fra sæsonens første halvdel, og her er derudover ingen enerverende lydfejl, som plagede et enkelt afsnit på den forrige udgivelse. Dialogen virker en anelse spids grundet et par sjældne tilfælde af overstyring – men den er tydelig. Sporene besidder en fin, om end ikke ligefrem sprudlende bund, og kanalnetværket udnyttes fint (primært fronthøjtalerne) til at skabe en effektiv atmosfære, og Angelo Badalamentis musik får lov at brede sig godt ud.

EkstramaterialeI modsætning til udgivelsen af sæsonens 1. halvdel, er der faktisk ekstramateriale på denne 3-disc udgivelse. Ligesom på udgivelsen af seriens 1. sæson har man mulighed for at se David Lynch’ såkaldte ‘Log Lady’-introduktioner til afsnittene, hvori Catherine E. Coulson endnu engang portrætterer seriens mysteriøse kvinde med træstumpen.

Derudover byder udgivelsen på en håndfuld interviews. På disc 1 finder man interviews med instruktørerne Caleb Deschanel (5 min.) og Todd Holland (4 min.). Deschanel har bl.a. et meget interessant syn på karaktererne i serien, og Hollands historie om optagelsen af en af sine afsnits scener er også fascinerende. På disc 2 foreligger der interviews med instruktøren Duwayne Dunham (4 min.) og David Lynch’ datter, Jennifer Lynch (4 min.), som skrev bogen “The Secret Diary of Laura Palmer” – Lynch og Dunham er også interessante og velformulerede, men det kunne også have været interessant at høre fra Jennifers far.

På udgivelsens 3. og sidste disc er det instruktørerne Stephen Gyllenhaal (4 min.) (som er far til Maggie og Jake Gyllenhaal) og Tim Hunter (3 min.), der udtaler sig. Endelig er der et punkt på menuen, som hedder ‘Interview Grid’. Klikker man her, får man adgang til interviews med Kyle MacLachlan, Mädchen Amick, Sherilyn Fenn, Dana Asbrock, Gary Hershberger, James Marshall, David Duchovny, Kimmy Robertson, Don Davis, Mary Jodeschanel, Lenny von Dohlen og Charlotte Stewart. De udtaler sig mest om serien og Lynch, og selvom interviewene er korte, er de mindst ligeså interessante som dem med de forskellige instruktører.

OverallDe allersidste afsnit af “Twin Peaks” delte vandene og rystede millioner af seere af vognen, men det var ikke ensbetydende med, at magien var forduftet. Der er nok karakterdrevet drama, spændende intriger og uforudsigelige twists i disse 10 episoder til at tilfredsstille enhver tv-entusiast. Fans kan nu endelig erhverve sig serien i dens komplethed, og de, som aldrig har stiftet bekendtskab med “Twin Peaks”, har nu ikke længere nogen god undskyldning for at lade være. Seriens billed- og lydsider er blevet nydeligt restaureret. Mængden af ekstramateriale er yderst minimal, men heldigvis er de fåtallige interviews interessante.