For nylig tilstod den forhenværende cykelrytter Bjarne Riis et årelangt dopingmisbrug. Jeg nævner dette i anmeldelsen af dokumentaren “Solo”, som omhandler popstjernen Jon, fordi det længe har været populært for afdankede stjerner at indrømme en form for misbrug, efter mediernes spotlight er dulmet. Tilståelser er der også mange af i “Solo”, og ofte synes sådanne offentlige indrømmelser at være intet andet end desperate forsøg på at skabe opmærksomhed og forcere sympati.

Eftersom det er adskillige år siden, Jon sidst blev sat i forbindelse med musikalske hits eller respektable salgstal, kunne man let mistænke “Solo” for at være et veltilrettelagt mediestunt, der vil genoplive interessen for Jon ved at genopfinde sangeren som et mere ærbødigt, voksent talent. Men instruktør Kasper Torsting, der også stod bag dokumentaren “Rocket Brothers” om rockbandet Kashmir, har tilsyneladende ikke haft en skjult eller suspekt dagsorden. I filmen kommer Jon aldrig til at virke som en opportunistisk, falleret sanger, der er ude på at støbe et kunstigt og hårdhudet image af sig selv. Derudover virker det aldrig, som om Torsting vil forstærke filmens virkning via iscenesættelser eller manipulation.

Det er eksempelvis befriende, at når hårde stoffer endelig bliver bragt på tale, så får man ikke lov at se Jon sniffe euforiserende pulver. Det havde virket for konstrueret, hvis sangeren selv eller en anden havde optaget det. Filmen består primært af optagelser af Jon, der ytrer sig hudløst ærligt over for kameraet. Som bekendt vandt den snart 22-årige ungkarl en pladekontrakt som 17-årig via tv-showet “Popstars”. Efter en slåskamp med en jævnaldrende to år senere (som angiveligt involverede en stegepande), og som blev dækket og omtalt af sladderbladene i ugevis, styrtdykkede den unge sangers popularitet, og han har siden hen prøvet at kæmpe sig tilbage. Men det er svært, når de fleste mener, at man er en talentløs døgnflue på den danske musikscene.

Man kan sige, hvad man vil om Jons poppede kompositioner, men efter at have set “Solo”, er det nok de færreste, der for alvor vil kunne betvivle den unge sangers reelle iver efter at imponere og blive respekteret. Derudover gør filmen det klart, at Jon (hvis sjældent brugte efternavn er Nørgaard) er et intelligent menneske, der ikke helt ligner den selvsmarte ‘bøssekarl’, som mange stempler ham som. Mest interessant af alt går filmen tæt på et aspekt af musikverdenen, som vi sjældent får lov til at se: Den pludselige popularitets effekt på et ungt stjernefrø, der ikke får tid til at tilpasse sig berømmelsen, før alle og enhver vil have en andel af pengekontoen.

Det er forunderligt gribende at se Jon forsøge at bekæmpe sit eget karrierehæmmende, altoverskyggende image, fjendtlige og misundelige jævnaldrende, personlig tvivl og lysten til at flygte via alkohol og stoffer – alt sammen alene uden andre allierede end familien, som han er nødt til at holde på afstand for deres egen skyld.

Det kan næsten anses som en kompliment, at filmens korte spilletid skuffer. Man savner i allerhøjste grad en ordentlig coda, og de sidste 20 minutter er ikke nær så medrivende som de første 60 – det føles lidt som om, at når filmen endelig er kommet ordentligt i omdrejninger, så mister den pusten. Man savner også at høre mere om sangerens liv fra før berømmelsen og om hans fremtidige planer. Men Torstings portræt af en af de seneste års mest udskældte danske artister, og latterliggørelse af den udbredte opfattelse af livet som ung popstjerne, er vitterligt fascinerende. Man får faktisk lyst til at give en musiker, man før filmen havde fuldstændig afskrevet, en chance.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. “Solo” er blevet skudt på video og selvsagt uden det store brug af kunstig lyssætning. Derfor kommer det ikke som den store overraskelse, at filmen ikke ser fantastisk ud på dvd. Men havde det ikke været for filmens rå, upolerede look var dens gennemslagskraft garanteret blevet svækket. Billedet er en smule blødt, men aldrig i distraherende grad. Farverne ser fine ud, kontrasten er god, og mængden af edge-enhancement, udtværing og gryn er overkommelig.

AudioDe danske Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1 lydspor på skiven er begge udmærkede. Ligesom billedsiden fremstår lydsiden ofte udestilleret og rå, og af og til er man tæt på at ty til undertekster for at forstå, præcis hvad der bliver sagt. Men der er mange fine panoreringer, og brugen af subwooferen imponerer også – især under de musikalske indslag.

EkstramaterialeI “Mik Schacks hjemmeservice” (3 min.) diskuterer Jon den kontroversielle ‘stegepandeepisode’ med tv-kokken Schack. “Little Sister” (4 min.) byder på optagelser med Jon og et hold musikere, som sidder og jammer. “Jon læser oplæg til ‘Solo'” (3 min.) viser et par klip med sangeren, der drøfter Kasper Torstings oprindelige oplæg til filmen.

I “Günther Karstenfrosch” (3 min.) beretter Jon om en morsom oplevelse under optagelserne til et tysk børneshow. “Ind i karakter” (1 min.) er et backstage-klip, hvor musikeren tager lidt pis på dokumentarkonceptet og spiller skuespil foran kameraet – det samme gør han i dvd’ens sidste ekstra klip, “Connie” (1 min.).

Derudover kan man studere en række plakater til filmen, instruktørens såkaldte ‘synopsis’ (der mere minder om en problemformulering) og hhv. filmens ordinære trailere og forlængede ‘pitch trailer’. Hvis man trykker på fjernbetjeningens højretast, når ‘Trailer’ er markeret på ekstramaterialemenuen, får man adgang til et par minutters optagelser fra filmens gallapremiere i Grand Teatret. Når discen smækkes i afspilleren, præsenteres man for øvrigt for trailere til “Gasolin'” og “Rocket Brothers”.