Hvordan laver man en efterfølger til en af tidens mest epokegørende spillefilm, der bevarer den oprindelige films dragende intensitet og forfriskende originalitet? Svaret er ganske ligetil: det gør man bare ikke. På mange leder og kanter er Renny Harlins “Die Hard 2” en efterligning af John McTiernans “Die Hard” bare med større sprængninger, flere skurke og mere ekstravagante stunts.

Denne gang er det ikke en skyskraber i Los Angeles, men lufthavnen i Washington D.C., der udgør historiens centrale kulisse. Den evigt uheldige John McClane venter her på sin kone, hvis fly er forsinket grundet et voldsomt uvejr. Men en sydamerikansk narkobarons forestående landing kommer til at forsinke langt flere fly. En gruppe toptrænede forhenværende elitesoldater dukker nemlig op for at ødelægge julestemningen og forhindre udleveringen af narkobaronen til de amerikanske myndigheder. Men McClane har naturligvis ikke i sinde at lade terroristerne slippe så let, og der går ikke længe, før dødsensfarlige projektiler begynder at flyve til højre og venstre.

Selvom “Die Hard 2” ikke just strutter af nytænkning og splinternye idéer, så er det en særdeles kompetent actionfilm. Selvom Harlin ikke har lavet mange mindeværdige film, så har han tydeligvis et godt greb om mediet. Der er kun få sløve passager, og ligesom resten af filmene er “Die Hard 2” visuelt gennemført, og ensemblet leverer i høj grad varen. Willis er tilbage i topform, og William Sadler, som spiller den kyniske oberst Stuart, er en mere end hæderlig skurk. Scenen, hvor han får et fyldt passagerfly til at styrte, er uforglemmelig. Dennis Franz, kendt fra tv-serien “New York Blues”, er også fin som en pirrelig politibetjent.

Filmens budget var flere gange større end det til den første film, og de mange ekstra millioner dollars blev brugt fornuftigt. De mange forskellige actionsekvenser og stunts er vældig imponerende om end så flamboyante, at filmen mister den unikke aura af realisme, som etteren besad. Men den samme fornemme humor, der gennemsyrede “Die Hard”, gennemsyrer toeren. “Die Hard 2” beviste, at seriens første film ikke bare var et enligt lykketræf, og at Willis og co. havde nok idéer i ærmerne til at mønstre en sejlivet og succesrig konkurrent til andre action-franchises såsom “Rambo”, “Rocky” og “James Bond”.

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “Die Hard 2” ser omtrent lige så godt ud som etteren på dvd. Der er af og til en lille smule edge-enhancement, samt få uskarpe øjeblikke. Men kontrasten er solid, farvetemperaturen er, som den bør være, mængden af støj er yderst minimal, og så er der ingen komprimeringsfejl eller udtværing.

Udgivelsens lydside imponerer også. Man har mulighed for at lytte til filmen i enten Dolby Digital 5.1 eller DTS 5.1 format. Subwooferen leverer lidt mere punch på det sidstnævnte mix, som også byder på en lidt mere troværdig atmosfære, men forskellen på de to spor er ikke særlig stor. Dialogen er fuldstændig klar og tydelig, og der er massevis af effektive panoreringer. Overstyring, susen eller andre auditive fejl er der ingen af, og alle højtalerne får lov til at levere talløse veltimede, effektive effekter. Sporene er også læsset med god atmosfærelyd og subtile, underfundige detaljer.

Disc 1 byder på et kommentarspor med instruktøren Renny Harlin. Den finske herre er heldigvis let at forstå, og derudover har han en masse interessante ting på hjerte, og han stopper aldrig op for at tage sig en velfortjent pause. Fans bør lytte hele sporet igennem.

På disc 2 er der to gamle featuretter, der blev produceret i 1990: “Die Harder: The Making of Die Hard 2” (23 min.) og “Making of” (4 min.). Især den førstnævnte dokumentar er ganske interessant og fortæller bl.a. om tilblivelsen af flere af filmens effekter og stunts, samt besværet med at skabe kunstig sne. Der er også nogle gode interviews og behind-the-scenes optagelser.

Der er i alt fire slettede scener, som tilsammen varer ca. 8 minutter. Ingen af dem er synderlig interessante. De to featuretter, “Interview with Renny Harlin” (7 min.) og “Villain’s Profile” (7 min.), byder på en masse kommentarer fra alskens folk, der havde med filmen at gøre. I “Breaking the Ice” (4 min.) gennemgås iscenesættelsen af filmens snescooter-stunt. I “Chaos on the Conveyor Belt” (8 min.) er det forskellige stunts fra scenen, hvor McClane kæmper mod et par terrorister i lufthavnen, der bliver talt om. Konfrontationen mellem en gruppe terrorister og politibetjente gennemgås også sideløbende med en række storyboards.

Der er også fem korte featuretter, der viser, hvordan bl.a. scenen med katapultsædet og et enkelt zoom, der blandede ægte optagelser med diverse tegninger, blev skruet sammen. I alt fire trailers runder pakken af.

“Die Hard 2” er en værdig toer til den banebrydende etter. Den er en tand for lang og naturligvis ikke nær så original som den første film. Og ligesom resten af efterfølgerne savner “Die Hard 2” også etterens pressende, klaustrofobiske atmosfære, der skabte en hel særlig intensitet. Men filmen er udstyret med den samme afvæbnende og ætsende humor, fine replikker, veldrejet action, uforudsigelige twists, massevis af sympatiske helte og grumme slyngler. AV-præsentationen er svær at sige noget negativt om, og ekstramaterialet er fint, selvom der ikke er så meget af det.