Titanic
Udgivet 22. nov 2005 | Af: El vez | Set på DVD
Overklassedatteren Rose Bukater stiger på Titanic i den tro at hendes frihed snart vil forsvinde for altid. Det er dog ikke faren for at ende på havets bund hun frygter, men derimod at ende sine dage i et trist, tvunget giftemål med den rige og selvoptagede Cal Hockney. Ægteskabet er sat i stand af Roses mor Ruth, der prøver at skaffe deres familie fornyet rigdom, efter en gæld afterladt af hendes afdøde mand har gjort en ende på deres formue.
Det sker naturligvis hverken værre eller bedre end at Rose og Jack mødes på skibet og bliver tiltrukket af hinanden. Jack ser i Rose en uopnåelig gudinde, der på trods af sin stand, ser ham som den han er. Hun tiltrækkes af Jacks kunstneriske evner og spontanitet og de kan begge se forbi deres forskellige baggrunde. Hun er fascineret af at han på trods af at være fattig som en kirkerotte, har sin frihed til at rejse hvorhen han vil.
Det er naturligvis ikke alle der glædes over dette venskab og på 1. klasse er der ingen der billiger forholdet. Moderen og Roses forlovede fatter hurtigt mistanke og gør alt hvad de kan for at slippe af med Jack. Sammenstødet med isbjerget og den efterfølgende tragedie sætter naturligvis et meget spændende drej på begivenhederne og pludselig består overlevelsesevnerne ikke kun af god etikette.
Med kun få undtagelser fremstilles samtlige passagerer på første klasse som fjolser og det er tydeligt at pathos ligger hos de fattigere folk på 3. klasse. Der er naturligvis god grund til at have sympati for de 1517 døde, hvoraf langt størstedelen var rejsende på 3. klasse, men det faktum at filmen fremstiller alle de rige som værende kedelige og at der udelukkende er sjov og ballade på 3. klasse sætter unægteligt en temmeligt unuanceret ramme for den forestående ulykke.
“Titanic” er en teknisk bedrift udover det sædvanlige og en fryd for øjet. Man føler sig dog oftest tiltrukket af den historiske fortælling hvor der desværre bliver brugt mere tid på den opdigtede.
Et kommentarspor med instruktør og forfatter James Cameron indleder ekstramaterialet på de første skiver og det er som altid meget informativt og seriøst, med enkelte komiske indslag. Det er en god blanding tekniske fakta og kommentarer om skuespillerne blandet med en masse information om hans personlige research om emnet.
Kommentarsporet med skuespillere og producere domineres af Jon Landau der primært fokuserer på tørre tekniske fakta. Heldigvis er skuespillerne Kate Winslet, Gloria Stuart, Lewis Abernathy og produceren Rae Sanchini klar med nogle friskere og mere letfordøjelige kommentarer.
Det tredje og sidste kommentarspor på denne udgivelse er med historikerne Don Lynch og Don Marchelle der også fungerede som historiske og visuelle konsulenter under optagelserne. Dette kommentarspor er meget interessant fordi det består af en blanding af historiske referencer og de to konsulenters personlige oplevelser under optagelserne. De to herrer afgiver også en del konstruktiv kritik, især i sekvenser hvor de ikke finder filmen helt autentisk, men de virker generelt meget tilfredse med filmen og fortæller at dette er den mest autentiske Titanic-film til dato.
Ved hjælp af branching teknik viser “Behind the scenes mode” forskellige interessante dokumentar-bidder flettet ind i filmen, så de dukker op på relevante tidspunkter. Det drejer sig om over 30 minutters materiale pr. skive og består af interviews med hele holdet bag filmen.
Disc 2 byder desuden på en lidt mere udpenslet alternativ slutning og på den velkendte musikvideo med den Oscarvindende sang “My Heart Will Go On”, sunget af Celine Dion.
På tredje disc lægges der ud med en lille samling “Titanic”-parodier:
“Saturday Night Live Skit” – et knapt så morsomt klip fra den amerikanske komedieserie Saturday Night Live der tager gas på filmens slutning.
“MTV Skit” – et sjovt indslag med Ben Stiller og Vince Vaughn der prøver at overbevise James Cameron om at lave en opfølger til Titanic.
Og ikke mindst – “Titanic in 30 seconds and re-enacted by bunnies”. En meget morsom animeret kortfilm hvor Leo, Kate og co. er skiftet ud med små hvide kaniner.
Disc 3 byder også på 45 minutters slettede scener med mulighed for Camerons kommentarer. De fleste af fraklippene er små historiske anekdoter, der blev klippet ud da de ikke var vigtige for historien om Jack og Rose og også ville have gjort filmen unødvendigt lang.
Disc 4
HBO tv-programmet “The Heart of the Ocean” (26min), der stiller fokus på skuespillerne og de tekniske bedrifter James Cameron og hans crew stod bag. Det viser mere om hvor meget arbejde og omtanke der er lagt i selv de mindste detaljer.
Fox programmet “Breaking New Ground” (42min) fortæller mere om Camerons fascination ved Titanic og hans ture til undervandsoptagelser af vraget siden 1995. Alle optagelser man ser i “Titanic” er Camerons egne optagelser af vraget, optaget med specialbyggede kameraer. Den lille ubemandede ROV kamera-ubåd man ser i filmen, var en del af det udstyr der blev brugt til disse optagelser. Programmet går også bag de mulige årsager til at skibet ramte isbjerget og forsøger at forklare hvordan det usynkelige skib alligevel endte på havets bund.
Begge dokumentarer er meget grundige men her og gennem resten af ekstramaterialet er der desværre en del gentagelser.
Disc 4 viser også en række dokumentarer og ekstraklip produceret til denne DVD:
“1912 news reel” en filmstrimmel som den kunne have set ud med Roses hjemmekamera.
“Construction time lapse” kommenteret af Ed Marsh, filmens dokumentar-instruktør.
“Deep dive presentation” hvor James Cameron kommenterer en dykning med Snopp dogg, en ubemandet kamera-ubåd.
En lille video-tour af Titanic og en gennemgang af filmens special effects afrunder disc 4.
Hvad der måske ikke fremgår af filmen, men i særdeleshed bliver tydeligt når man ser ekstramaterialet, er i hvilken grad James Cameron har været involveret i dette projekt. Det niveau hvormed han har været dedikeret til at fremskaffe sine egne vragoptagelser og brugt flere år på at researche Titanics skæbne via historiske facts og vidneberetninger, viser et kæmpe arbejde man kun kan rose ham for.
“Titanic” er storslået og underholdende, men den tilføjede storyline står dog i skyggen af de historiske begivenheder og filmens tekniske kvaliteter. Heldigvis giver denne Deluxe Collector’s DVD den optimale mulighed for at nyde filmen og det grundige forarbejde. Hvis man ønsker at gense dette imponerende skue, er her en god lejlighed til at sætte hjemmebiffen på en prøve.
Vælger man i stedet at gå efter 2-disc Special Edition, der er udgivet samtidig med denne, vil man kunne nyde samme flotte billede og lyd, men ekstramaterialet tæller udelukkende det på de to første skiver. 2-disc udgivelsen ville derfor indkassere 4/6 i ekstramateriale kategorien og et stort 4-tal overall.
Klik [url=articles/view/821/]her[/url] for at læse mere om skabelsen af “Titanic” i “Moviola: Titanic kommer endelig i havn.”
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet