Seks forskellige film har fået biografpremiere i denne uge. Og selvom der er syv dage på en uge, kan det være svært at nå at se dem alle sammen. Vi havde derfor sendt vores anmelderhær i biograferne. Alle er de kommet tilbage med livet i behold, selvom nogle er hårdere medtaget end andre.
Anders Brendstrup havde vi sendt ind for at se Cameron Diaz-komedien “The Other Woman”. Helt glad var han ikke: ”For der er absolut intet nyt under den sol, som man jo ikke skal have for meget af, hvis man vil bevare sin hud og holde på sin mand efter de 35.”
Læs anmeldelsen af “The Other Woman”.
“Pompeji” fik ganske vist ikke Johnny Vinter Jensen til at ønske, at han blev begravet i lava, men vildt begejstret for katastrofefilmen var han ikke: ”Det er en ganske underholdende film, der nok skal fordrive tiden, men som man sandsynligvis aldrig vil gense.”
Læs anmeldelsen af “Pompeji”.
Anders Brendstrup fik i ugens anledning dobbelt op på romantiske komedier. Også “About Last Night” fik han den – især pga. Kevin Hart – tvivlsomme fornøjelse af at anmelde: ”Hvis man finder hans lange og skabede monologer fængslende, kan man nok holde “About Last Night” lidt bedre ud,” skriver han.
Læs anmeldelsen af “About Last Night”.
For Andreas Holck Høeg-Petersen var den svenske genreblanding “Gensynet”, hvor et mobbeoffer konfronterer sine mobbere, et særdeles spændende og anderledes bekendtskab: ”Når filmens karakterer – fiktive eller ægte – er på skærmen, var jeg helt opslugt i forsøget på at afkode formen, mens man konfronteres med mobningens onde natur og konsekvenser.”
Læs anmeldelsen af “Gensynet”.
Tredje gang blev lykkens gang for Anders Brendstrup. For mens de to romantiske komedier ikke viste sig at være en succes, så gik “A Thousand Times Good Night” om en krigsfotograf rent hjem: ”Der veksles med stort overskud imellem intime familiescener og shaky optagelser af bombeksplosioner og flygtningelejre, som det må have krævet et kæmpe overblik at koreografere.”
Læs anmeldelsen af “A Thousand Times Good Night”.
Filmz’ nyeste anmelder, Christian Jacobsen fik debut i denne uge. I den anledning sendte vi ham langt væk fra civilisationen og ind i regnskoven, hvor den imponerende dokumentar “Sange fra skoven” stod på menuen: ”Ved det første flotte billedanslag råber “Sange fra skoven” nærmest episk, men dens virkelige styrke ligger i det nære portræt af Louis Sarno, hans liv i junglen og bekymringerne for fremtiden.
Læs anmeldelsen af “Sange fra skoven”.
#1 Riqon 10 år siden
#2 Xazire 10 år siden