Fem vidt forskellige film har fået biografpremiere i denne uge. På programmet er der nemlig så forskellige film som en dansk hiphop-film og et intimt, fransk kammerspil af Roman Polanski. Vanen tro har vi sendt vores anmeldere i biografen for at skelne skidt fra kanel.
Anders Brendstrup sendte vi ind for at se den danske hiphop-film “Ækte Vare”. En film, der trods mindre strukturproblemer var et spændende bekendtskab: ”Den centrale konflikt er ikke voldsomt interessant, men det er til gengæld stemningen og det perfekt flabede lydspor fra den sorteste sorte undergrundsmuld.”
Læs anmeldelsen af “Ækte Vare”.
Actionbraget “3 Days to Kill” med Kevin Costner mente Morten Vejlgaard Just til gengæld ikke var værd at bruge tiden på. Filmen ved ganske enkelt ikke, hvad den vil: ”Den vil gerne give dig ufarlig onkel-humor, men også farlige terrorister, familieømhed og carpe diem-klynk,” skriver Morten Vejlgaard Just i sin anmeldelse af filmen.
Læs anmeldelsen af “3 Days to Kill”.
Ugens muntre indslag fik Johnny Vinther Jensen lov til at anmelde. “Fading Gigolo”, der har Woody Allen i den ene hovedrolle, drog ifølge Johnny Vinther Jensen fordel af ikke at være instrueret af Allen selv: ”Den minder på rigtigt mange måder om Woody Allens egne film med samme fokus på de skæve individer og de mere absurde hjørner af hverdagslivet, men der er alligevel en forskel i tone og humor, der for mig virker knapt så navlepillende.”
Læs anmeldelsen af “Fading Gigolo”.
Roman Polanskis intime kammerspil “Venus i pels” synes Jannie Dahl Astrup ikke var er stor film, men til gengæld en raffineret og velspillet en af slagsen: “En uhøjtidelig film, der på sine effektive 96 minutter leger sig i mål garneret med skarpe iagttagelser om kampen mellem kønnene”.
Læs anmeldelsen af “Venus i pels”.
Andreas Holck Høeg-Petersen havde vi sendt ind for at se den mexicanske kunstfilm “Heli”, der slipper godt fra sit langsomme tempo: ”Det er især takket være sit ultravoldelige midtvejsklimaks, at historien om en familie, der kommer på gal fod med narkoverdenen, kan holde til at have scener, hvor der ikke sker andet, end en karakter bader, arbejder eller fortæller om sin plan for dagen,” skriver han.
Læs anmeldelsen af “Heli”.