Hverdagens ulidelige lethed

For en fotograf er det et øjeblik, der er væsentligt. At indfange noget på et splitsekund som videregiver en særlig historie eller en følelse. Film forsøger derimod at sætte øjeblikke sammen til et struktureret forløb. I Erik Poppes “A Thousand Times Good Night” er det små øjeblikke, der igangsætter og indrammer den ret klassiske historie. Når krigsfotografen Rebecca er alene med sit kamera langt væk fra tanke og følelse. Lige dér, hvor sekundet skal fanges.

På et støvet marked i en ukendt by i Mellemøsten skildres et levende kaos af tæppehandlere og kamelprangere. Men kvinderne i en lille jeep hører hverken hende med dynamitbæltet om maven, eller hende med kameraet. Filmen holder vejret med dem i lange indstillinger og klipper hektisk, når politibetjentene opdager, at noget er helt galt. Fotografen ved hun er i fare, men kan vist godt nå at tage de sidste billeder og komme væk, inden bomben sprænger. Hun kommer først til bevidsthed igen i Dubai, med punkteret lunge, og sin bekymrede mand bøjet over sig. Nu må hun stoppe med at udsætte sig selv for fare. Deres smukke irske familieidyl kan ikke holde til flere næsten-katastrofer, og hendes døtre skal ikke længere være panisk angste for at miste deres mor.

Den flotte hav(biolog)mand i Nikolaj Coster-Waldaus skikkelse lægger et umisforståeligt pres, og langsomt indvilger Rebecca i at gå hjemme og smøre madpakker og lave smoothies. Men vi skal forstå, at det ikke er nemt at smalltalke til forældremødet, når man er vant til, at hverdagen er en AK-47 stukket op i ansigtet. Der ikke den instruktør, der ikke har ladet Juliette Binoche kigge længselsfuldt mod horisonten, men her får det en vægt, fordi filmen rent visuelt understreger hendes choktilstand. Rykket fra en benhård powerwoman til en halv-lykkelig husmor vises via intense nærbilleder og rysteture, til lange shots af kyststrækninger og tomme stuer badet i gyldent lys.

Smerten bliver hængende selvom man køber kattekillinger. Så da hun kan få et ufarligt job i en kenyansk flygtningelejr, takker hun ja. Både for at tackle sig selv og forholdet til den fjerne teenagedatter, der gerne vil se verden og også har et projekt om afrika i skolen. Selvom det måske lyder som et lidt tyndt underlag, er resultatet en overraskende helstøbt og god film. Den lidt for velmenende idé med at sende mor og datter på fars virkeligt ufede ferie holdes oppe af en konsekvent æstetik og et skuespil, der hele vejen rundt holder højt niveau. Binoche og Coster-Waldau er fintmærkende og overbevisende, og selv i de krævende børneroller er der ingen, der falder igennem. Der veksles med stort overskud imellem intime familiescener og shaky optagelser af bombeksplosioner og flygtningelejre, som det må have krævet et kæmpe overblik at koreografere.

De filmisk glidende, men menneskeligt abrupte overgange skyldes nok, at instruktøren Erik Poppe filmatiserer sin egen historie. Som gammel krigsfotograf kender han om nogen til udfordringen ved at tage direkte fra den livsfarlige verden derude, hjem til det velfærdstrygge Nordeuropa. Det er mest af alt et præcist portræt af en familie, der falder fra hinanden, fordi de førnævnte øjeblikke af intens frygt ikke bare kan slippes til fordel for 9-17, afhentning i fritteren og reflekterede tanker om det moderne parforhold til moderne parmiddage.