A Thousand Times Good Night
Udgivet 30. apr 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
For en fotograf er det et øjeblik, der er væsentligt. At indfange noget på et splitsekund som videregiver en særlig historie eller en følelse. Film forsøger derimod at sætte øjeblikke sammen til et struktureret forløb. I Erik Poppes “A Thousand Times Good Night” er det små øjeblikke, der igangsætter og indrammer den ret klassiske historie. Når krigsfotografen Rebecca er alene med sit kamera langt væk fra tanke og følelse. Lige dér, hvor sekundet skal fanges.
Den flotte hav(biolog)mand i Nikolaj Coster-Waldaus skikkelse lægger et umisforståeligt pres, og langsomt indvilger Rebecca i at gå hjemme og smøre madpakker og lave smoothies. Men vi skal forstå, at det ikke er nemt at smalltalke til forældremødet, når man er vant til, at hverdagen er en AK-47 stukket op i ansigtet. Der ikke den instruktør, der ikke har ladet Juliette Binoche kigge længselsfuldt mod horisonten, men her får det en vægt, fordi filmen rent visuelt understreger hendes choktilstand. Rykket fra en benhård powerwoman til en halv-lykkelig husmor vises via intense nærbilleder og rysteture, til lange shots af kyststrækninger og tomme stuer badet i gyldent lys.
De filmisk glidende, men menneskeligt abrupte overgange skyldes nok, at instruktøren Erik Poppe filmatiserer sin egen historie. Som gammel krigsfotograf kender han om nogen til udfordringen ved at tage direkte fra den livsfarlige verden derude, hjem til det velfærdstrygge Nordeuropa. Det er mest af alt et præcist portræt af en familie, der falder fra hinanden, fordi de førnævnte øjeblikke af intens frygt ikke bare kan slippes til fordel for 9-17, afhentning i fritteren og reflekterede tanker om det moderne parforhold til moderne parmiddage.
Bagagen hjemmefra bliver et problem, når den dukker op midt i verdens brandpunkter. I dette tilfælde skaber det en sært gribende historie om et temmelig egoistisk og snæversynet menneske. En film, der nemt kunne blive for kedelig-flot og moralsk. Den har tendenser i den retning, da Binoche lige får kvækket noget om forskellen på mediedækningen af Darfur og Paris Hiltons trusser, men de holdes fornuftigt nede. Vi får ikke den store forløsende fabel om mennesket og dets uhyggelige natur. Snarere et lille øjebliksbillede. På den ene side krigsherrer, støv og blod og på den anden, blødt hår, uldsweatre og waders. I midten fotografen, der prøver at fange det hele.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet