Man hører ofte en undren over det udbredte misforhold mellem filmanmeldernes vurdering, billetsalget og Oscaruddelingens nominerede film, men i bund og grund er det vel ikke så besynderligt, eftersom de hver repræsenterer tre meget forskellige instanser. Fra prisuddelingens side har man ikke desto mindre fornemmet et vist ønske om at favne bredere end tidligere, hvor man år efter år gav prisen til den ene mere kedsommeligt forudsigelige og nu også glemte film efter den anden, og i højere grad nu også repræsentere både de mere brede underholdningsfilm såvel som de mere kunstneriske og vovede.

Derfor er det også med en vis skuffelse, at man løber listen af nominerede film i år igennem og må konstatere, at mange af årets bedste og mest markante film er udeblevet. Fraværende i kategorien Bedste film er fremragende værker som “Drive”, “Tintin: Enhjørningens hemmelighed”, “Jane Eyre” og “Dame, Konge, Es, Spion”, og repræsenteret er i stedet uimponerede størrelser som f.eks. den overkarikerede “Niceville” og den småkvalme hesteromance “War Horse”. Det blev heller ikke dette år, hvor barriererne for alvor blev nedbrudt.

Lykkeligvis er feltet dog ikke ren elendighed. Nogle virkelig gode film er også sluppet igennem nåleøjet, og mens medierne i disse dage fyldes med spekulationer om, hvem der mon løber med den eftertragtede pris, så lad os i stedet vende blikket mod filmenes kvaliteter. Hvilke film fortjener rent faktisk at vinde?

Bedste fotografering:

Der er mange værdige i denne kategori, og selvom “War Horse” er en plagsom omgang sentimentalitet, så er den dog flot filmet. Alligevel er det svært at komme udenom “The Tree of Life”, som velsagtens præsenterer nogle af de mest duperende syn, som nogen film overhovedet kommer i nærheden af i år, og af samme årsag er Emmanuel Lubezkis smukke fotografering også uundgåeligt min favorit til denne pris.

Bedste adapterede manuskript:

Selvom dette års felt af manuskripter ikke helt kan matche sidste års, så er der forsat nogle virkelige perle imellem. I kategorien Bedste adapterede manuskript er “Dame, Konge, Es, Spion” ikke mindst imponerende med sin kringlede spionhistorie, der på én gang fortælles uden de store armbevægelser, men samtidig holder tilskueren hen i en tilstand af kronisk uvidenhed og nysgerrig gætteri om, hvordan det hele nu også hænger sammen.

Bedste originale manuskript:

Nogle virkelig velskrevne manuskripter fylder denne kategori. Alligevel er det “Nader og Simin – en separation”, der i mine øjne for alvor skiller sig ud fra feltet med sin begavede og velovervejede leg med religiøse dogmer og moralske dilemmaer samt dens evne til at få sympatien for figurerne til at springe frem og tilbage, indtil man knap nok længere ved, hvem man bør holde med. Det er en film, der bliver ved med at rumstere i ens baghoved, og som mine tanker ikke har sluppet, siden jeg så den.

Bedste ikke-engelsksprogede film:

Den danske “SuperClásico” klarede beklageligvis ikke cuttet. Måske bør det heller ikke undre, at den radikale og geniale Sølvbjørnsvinder “Hesten fra Torino” heller ikke er med, men skuffende er det, for den havde uden tvivl været min favorit. Mest overraskende er det dog, at Spanien ikke valgte at indsende Pedro Almodóvars fremragende og makabre thriller “Huden jeg bor i” – en beslutning, de formodentlig fortryder nu. Den iranske “Nadar og Samir – en separation” ligner umiddelbart en favorit, og den vil da bestemt også være en mere end værdig vinder.

Bedste kvindelige birolle:

Gale komedier er ikke just et almindeligt syn blandt Oscarnominerede film, men ikke desto mindre er “Brudepiger” uden sammenligning den af sidste års film, der fik undertegnede til at hulke mest af grin. Den sendte påstanden om, at kvinder ikke kan være sjove til tælling, og fik faktisk også fornemt demonstreret, hvordan den feminine yndighed, som kvinder forventes at have, kan forvandles til komisk guld, når den sønderskydes. En stor del af fortjenesten må ikke mindst tilfalde den herlige Mellisa McCarthy, og derfor er hun også min favorit til at snuppe statuetten.

Bedste mandlige birolle:

En af årets store fornøjelser var at se Kenneth Branaghs herlige udgave af Sir Laurence Olivier i “My Week with Marilyn”, som på én gang både er en små-grov parodi, men samtidig også en hengiven hyldest. At lade en af datidens største filmiske Shakespeare-fortolkere blive spillet af en af nutidens største er et genialt træk, og selvom Branaghs chancer for at få statuetten formodentlig er forholdsvis små, så ville det ikke desto mindre fryde mit hjerte, hvis det skete.

Bedste kvindelige hovedrolle:

“My Week with Marilyn” bød også på fremragende skuepil af Michelle Williams, hvis rolle som Marilyn Monroe er lidt af en bedrift i betragtning af, at Williams faktisk hverken ligner Monroe særlig meget eller for den sags skyld besidder noget, der overhovedet minder om Monroes enorme karisma. Alligevel formår Williams at genskabe en figur, man både fascineres af og ligesom filmens hovedperson længes efter at forstå. Det er en fornem præstation af Michelle Williams, der forhåbentlig bliver belønnet ved overrækkelsen.

Bedste mandlige hovedrolle:

Jean Dujardin er et rent under i “The Artist” og bærer fornemt filmen på sine brede skuldre og endnu bredere smil, men alligevel håber jeg uundgåeligt på Gary Oldman i denne kategori. Oldman har været absurd forbigået i Oscar-sammenhæng til trods for, at han for længst burde have haft statuetten stående hjemme på kaminhylden. Oldmans præstation i “Dame, Konge, Es, Spion” er blot endnu en understregning af hans enorme talent og det faktum, at han kan være lige så fascinerende at betragte, selvom han anvender mere neddæmpede virkemidler. Ligesom filmen som helhed er hans rolle et perfekt eksempel på underspillet styrke, og da han endelig hæver stemmen, er det er øjeblik af sublim filmmagi, som fortællingen har optjent retten til gennem hele dens spilletid.

Bedste instruktør:

Det kan være vanskeligt at adskille bedste instruktion fra bedste film, og mange filmskribenter – inklusive undertegnede – har utvivlsomt en romantiserende tendens til at overvurdere den enkelte instruktørs betydning for den færdige film. Ikke desto mindre er det næsten umuligt at forestille sig en film som “The Tree of Life” uden Terrence Malick bag roret, og af samme årsag er han min favorit til at vinde prisen. Man kan indvende mod “The Tree of Life”, at den til tider er lidt kluntet og temmelig prædikende og naiv, men hele måden, som beretningen bliver fortalt på, er under alle omstændigheder fuldstændig blændende.

Bedste film:

“The Artist” har gået en bemærkelsesværdig rute fra at være den komplette outsider til nu at være storfavoritten, der har ryddet alt på sin vej. Som Oscar-tilskuer sidder man tilbage med det store spørgsmål, om akademiet virkelig vil vælge at give den store pris til en sort-hvid stumfilm, eller om de i sidste øjeblik alligevel besinder sig og giver den til en mere konventionel film såsom den hæderlige, men lidt tandløse “The Descendants”.

For undertegnede er der dog ingen tvivl om, at “The Artist” – når nu “Drive” og “Dame, Konge, Es, Spion” desværre ikke er blandt de nominerede – vil være den fortrukne vinder. Det er en film, der charmerer sit publikum til op over begge øre med sin vittige, rørende og uprætentiøse fortælling. Samtidigt berører den dog også alvorlige emner såsom mænds tendens til at vende problemerne indad i stedet for at tale om dem såvel som den teknologiske udvikling, der i disse år ikke mindst omhandler filmens digitaliserede fremtid. Den udvikling bekymrer mange passionerede filmelskere, men “The Artist” er dog ikke desto mindre et værk, der demonstrerer, at sand filmmagi ikke kommer fra larm, massive eksplosioner eller store 3D-effekter, men i bund og grund blot fra sammensætningen af billeder og den berusende effekt, de kan have på tilskueren. Af den årsag er den også min favorit blandt de nominerende film og en fuldt ud værdig vinder af Oscarstatuetten.

Hvilke af årets nominerede film og personer vil du gerne se vinde? Klik på “Deltag i debatten” nedenfor, og diskuter i forummet!