Tintin: Enhjørningens hemmelighed

InstruktionSteven Spielberg

MedvirkendeDaniel Craig, Toby Jones, Simon Pegg, Andy Serkis, Nick Frost, Jamie Bell, Cary Elwes, Daniel Mays, Tony Curran, Mackenzie Crook, Sebastian Roché, Mark Ivanir, Phillip Rhys, Gad Elmaleh, Sana Etoile

Længde110 min

GenreAnimation, Adventure, Familie

IMDbVis på IMDb

I biografen27/10/2011


Anmeldelse

Tintin: Enhjørningens hemmelighed

5 6
Eventyrlig, ekstravagant og ensidig

Spielberg og Hergé. På papiret lyder det som et mageløst makkerpar – to af deres respektive fags allerstørste historiefortællere: Filmmediet og tegneserien. Peter Jackson, som tog os på nyere tids største eventyrrejse i biografmørket med sin “Ringenes herre”-trilogi, har endda haft en finger med i spillet som producer. Så hvordan i alverden kan det være, at “Tintin: Enhjørningens hemmelighed” ikke er endt som den ultimative eventyrfilm?

Fra start til slut er “Tintin: Enhjørningens hemmelighed” en film, der flyver af sted med 200 km/t. End ikke et udspændt bramsejl ville kunne tvinge denne film til at gøre holdt. ”Alle ved da, hvem han er!” skråler en gadesælger nærmest, da han tidligt i filmen bliver spurgt, hvem Tintin er, og den attitude afspejler sig i Spielbergs instruktion. For det lader til, at den garvede filmmager og hans manuskriptforfattere (deriblandt den talentfulde duo Edgar Wright og Joe Cornish) har været fuldkommen sikre på, at vi tilskuere allerede har et indgående kendskab til Tintin og Co., hvorfor der aldrig er grund til at standse op, tage en dyb indånding og krybe ind under huden på Hergés ikoniske figurer. Man savner afgjort mere nærvær.

Men i det mindste keder man sig aldrig undervejs, idet der sjældent går mere end ganske få minutter imellem en velkoreograferet slåskamp, en hæsblæsende motorcykeljagt eller et dramatisk flystyrt. I fællesskab med flere af Hollywoods dygtigste computertroldmænd og lyddesignere har Spielberg fornemt transformeret Hergés kulørte tegninger til levende billeder. Folk som Jamie Bell (Tintin) og Andy Serkis (Kaptajn Haddock) har spillet skuespil i store studier, hvor deres bevægelser og ansigtstræk er blevet registreret via computere, som dernæst har transformeret Bell, Serkis og deres kollegaer til computergenererede skabninger, der ligner tegneseriens karakterer forbløffende meget. Og så er figurerne i øvrigt på én gang forbavsende menneskelige og tilpas tegneserieagtige. Wow.

Men man savner stadig at komme tættere ind på livet af den eventyrsultne Tintin og alle hans velkendte venner. De diskuterer desværre sjældent andet end ledetråde, forbandelser eller deres næste skridt på vejen mod en stor, skjult skat. Hvor er dialogen, der får os til at forstå, hvad der driver Tintin, og hvorfor han er villig til at risikere liv og lemmer for at bekæmpe kriminalitet? Hvor er øjeblikket, hvor det stærke bånd mellem Tintin og den evigt fordrukne og fornøjelige Haddock forsegles? I forhold til Spielbergs største helt, Indiana Jones, fremstår Tintin noget endimensional – snarere en kløgtig, strithåret spørgejørgen end en regulær helt.

Ofte er det dog umuligt ikke at overgive sig til filmens overdådige æstetik og (ikke mindst) dens betydelige charme og humor. Haddock er seancens største trumfkort. Han er Tintins Han Solo – den utilregnelige og rebelske sidekick, der giver den blåøjede og lige lovlig perfekte helt noget tiltrængt, morsomt modspil. Serkis er en ekspert i udtryksfuld mimik (hans bevægelser lagde som bekendt fundamentet for den computerskabte Gollum i “Ringenes herre” samt aberne i “King Kong” og “Abernes planet: Oprindelsen”), og med sit ekspressive skuespil og sin kraftige, skotske accent gør Serkis den evigt bandende Haddock til en charmetrold af format. Synd, at hans fandenivoldskhed ikke har smittet mere af på Tintin…

Selvom animation ikke er Spielbergs vante domæne, bærer “Tintin: Enhjørningens hemmelighed” gudskelov alligevel præg af mandens enorme kompetencer inden for actiongenren. Den førnævnte motorcykeljagt gennem Marokkos snævre gader og stræder er en direkte sensationel sekvens, som det endelige opgør mellem Tintin og skurkene slet ikke kan leve op til. I sidste ende er “Tintin: Enhjørningens hemmelighed” en film, der primært henvender sig til de fans, der tidligere har dyrket Hergés elskede univers og fabelagtige figurer. Men de, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med belgierens skriverier, vil formentlig ikke blive meget klogere på, hvorfor netop Tintin er en så levedygtig litteraturhelt. Godt underholdt bliver de dog nok under alle omstændigheder.
Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Eftersom “Tintin: Enhjørningens hemmelighed” er en splinterny og 100% digital animationsfilm, kommer det ikke som nogen overraskelse, at filmen ser fuldkommen fejlfri ud i HD. Detaljerigdommen er astronomisk hele vejen igennem, og ikke ét tilnærmelsesvis uskarpt billede forekommer. Farvegengivelsen er perfekt – alt fra Tintins karakteristiske, lyseblå trøje til ørkenens orange nuancer imponerer, og kontrasten er ligeledes formidabel.

Audio

Diskens engelske DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor er nøjagtig lige så fantastisk som transferet. Lydbilledet er sprællevende og besnærende fra start til slut. Det vrimler med pragtfulde panoreringer, som udnytter samtlige kanaler, og subwooferen rumler på de helt rigtige tidspunkter. John Williams’ Oscar-nominerede musik folder sig godt ud, og replikkerne kommer klokkeklart igennem og har en fornem rumklang – man fornemmer aldrig, at de blev indtalt i et lydstudie. Desuden medfølger et dansk Dolby Digital 5.1-lydspor, som naturligvis ikke har samme slagkraft eller fylde som det engelske mix, men som formentlig vil tilfredsstille dem, der helst vil høre Haddock skråle fyord på modersmålet. De danske stemmelæggere har leveret en hæderlig indsats.

Ekstramateriale

Ud over filmen indeholder skiven i alt seks trailere (deriblandt to til “Smølferne”, men pudsigt nok ingen til “Tintin: Enhjørningens hemmelighed”) og elleve dokumentarer, som tilsammen varer knap 97 minutter. Der er tale om en række exceptionelle, dybdeborende indslag, der bugner af relevante klip og informative, underholdende interviews med både skuespillerne, Spielberg, Jackson og et væld af de talentfulde teknikere, der arbejdede på filmen. Spielberg fortæller bl.a., at første gang, han stødte på Tintin, var i en fransk anmeldelse af “Jagten på den forsvundne skat”. Han taler også om sin eneste samtale med Hergé – blot få uger før forfatterens død. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Hvis din afspiller er koblet til internettet, får du også adgang til trailere til andre Sony-titler.

“Tintin: Enhjørningens hemmelighed” er en enormt underholdende og vellavet, men også noget overfladisk filmatisering af Hergés klassiske tegneserier. Takket være filmens heftige tempo keder man sig aldrig, og billedsiden er aldeles forførende, men det er ærgerligt, at man ikke lærer Tintin og kammeraterne bedre at kende undervejs. Udgivelsens AV-præsentationen er simpelthen formidabel, og ekstramaterialet er uhyre interessant, så tegneseriens tilhængere og eventyrlystne filmentusiaster bør afgjort investere i udgivelsen på trods af filmens mangler.

Tintin: Enhjørningens hemmelighed

5 6
Splitte mine bramsejl – Spielberg er tilbage!

Til trods for at den først dukker op nu, har en storstilet filmatisering af “Tintin” været undervejs siden 80’erne, og tegneseriens skaber Hergé mente sågar selv, at Steven Spielberg var den perfekte filmskaber til at bringe hans elskede figurer til lærredet.

Nu knap 30 år senere kan vi konstatere, at Hergé havde fuldstændig ret, og faktisk er det ganske ufatteligt, at den selvsamme aldrende Spielberg, der stod bag den tomt buldrende “Indiana Jones og krystalkraniets kongerige”, her viser sig i stand til at skabe et eventyr så propfuldt af fortælleglæde og herlige indfald.

“Tintin: Enhjørningens hemmelighed” er tiltænkt som den første del af en trilogi og udspringer af et usædvanligt partnerskab mellem “Ringenes herre”-instruktøren Peter Jackson og Spielberg, der begge er producenter på denne film. Det er dog alene Spielberg, der har instrueret denne del, og det mærker man tydeligt, for slægtskabet med de tidlige “Indiana Jones”-film er ikke til at tage fejl af. Filmen tager udgangspunkt i tegnserierne “Krabben med de gyldne klør”, “Enhjørningens hemmelighed” samt en lille smule fra “Rackham den Rødes skat” og følger selvsagt den ukuelige reporter Tintin, der som altid har en evne til at blive rodet ud i alverdens eventyr.

Tegneserien bygger ikke mindst på den klassiske pulp’ede genre, som jeg gerne tilstår en enorm forkærlighed for. Det er om noget en stilart, hvor handlingen skæres helt ind til benet, så udformningen får et nærmest surrealistisk præg. Skurkene lurer overalt, myndighederne er vildt upålidelige, og oddsene er i det hele taget stablet så meget til banditternes fordel, at det er et under, at vore helte overlever mere end fem minutter. Det er i høj grad den samme genre, der var inspirationskilden til “Indiana Jones”-serien, hvilket unægtelig gør ægteskabet mellem Spielberg og Hergé ideelt.

Ligesom “Avatar” er filmen skabt med højteknologisk motion capture, hvor skuespillerne har lagt kropsbevægelse og stemme til animationerne, og selvom teknikken ofte har voldt kvaler, så fungerer den fortrinligt her. De digitale gengivelser af Tintin, Terry og Dupond og Dupont rammer glimrende stilen fra tegneserien, men det er dog først og fremmest Kaptajn Haddock – fortolket af Andy Serkis – der bryder den digitale mur og får skabt et sprællevende væsen ud af al CGI’en. Meget puritanske Tintin-fans vil sikkert være utilfredse med nogle af de ændringer, der er foretaget, men ellers så er det en usædvanlig loyal filmatisering, der meget vellykket viderefører tegneseriens tone.

Som i tegneserien er der et konstant flow, der ubesværet fører én fra scene til scene og fastholder opmærksomheden. Kun enkelte gange synes effekterne at få overtaget, således at filmen kommer faretruende nær et computerspil. Resten af tiden formår Spielberg at give begivenhederne et fysisk nærvær, som han – til trods for tilstedeværelsen af de levende skuespillere – slet ikke formåede i “Indiana Jones og krystalkraniets kongerige”.

Herligt er det ikke mindst at genopleve Spielberg som den legeglade filmskaber, der forsøger sig med alverdens skørt opfindsomme indfald – uanset om det så drejer sig om at fange djævelske fugle eller fægte med kraner – og som byder på en ordentlig dosis charmerende skæg og ballade med en friskhed, man ikke har set fra ham i evigheder. Splitte mine bramsejl – det er godt at have Spielberg tilbage!


Kort om filmen

Med udgangspunkt i Hergés universelt uforgængelige og elskede figurer introduceres vi for den umætteligt nysgerrige og frygtløse unge journalist Tintin og hans til døden loyale følgesvend, hunden Terry, da de to finder et århundreder gammelt modelskib, der viser sig at indeholde en eksplosiv og livsfarlig hemmelighed…