Ned fra piedestalen!

Okay, hør nu her: Vi er altså nødt til at få pillet “The Artist” ned fra den piedestal, den er havnet på. Filmen, der blandt andet blev belønnet med en Oscar i kategorien ‘årets bedste film’, er blevet så hypet og rost, at den efterhånden ligner filmverdenens svar på Brødrene Price. Og bevares, “The Artist” er en udmærket film, men at dømme ud fra de 15 seks-stjernede anmelder og de fem Oscar-statuetter, som pryder denne BD-udgivelses cover, så burde vi her have at gøre med intet ringere end et vaskeægte vidunder. Og det har vi ikke.

Handlingen i “The Artist” kender vi allerede fra sangen “Video Killed the Radio Star” (”pictures came and broke your heart”, som teksten går), hvor “The Artist” blot behandler overgangen fra stum- til talefilm i stedet. George Valentin (spillet fremragende af en Oscar-belønnet Jean Dujardin) var en stor kanon før talefilmens æra, men han er for stolt til at løsrive sig fra det uddøende stumfilmsmedium, og derfor falder hans karriere fra hinanden efter den teknologiske nyopdagelse. I mellemtiden er han blevet lidt vild med Peppy Miller (en ligeledes fremragende Bérénice Bejo), som omvendt bliver en stor stjerne inden for talefilmsbranchen. Og ligesom perlerne fra fordums tid er “The Artist” både stum og farveløs.

Historien er dermed lige så forudsigelig som en softice med krymmel, og så snart man har gnasket sig igennem krymlet, skal man (alt afhængig af ens glæde ved softice) kæmpe sig igennem resten af den noget kedelige og hurtigtsmeltende is. “The Artist” er altså en klassisk kærlighedshistorie, der følger den såkaldte berettermodel så slavisk, at filmen nok er relevant at bruge i introduktionskurser til filmskabelse. Uforudsigelig er “The Artist” ikke just.

Karaktererne er også meget stereotype. George Valentin er selvfed og stolt, Peppy Miller er glad og charmerende. Arrogance bliver selvfølgelig straffet, og det er selvfølgelig kun den godhjertede kvinde, der kan åbne op for den indspiste og konservative mandesjæl ovenpå en masse problemer og selvransagelse. Takket være god instruktion og pletfrit skuespil er “The Artist” både sød og charmerende langt hen ad vejen, men man savner nogle overraskelser, og fortællingen er lidt for triviel til, at kærligheden og turtelduernes kemi virkelig skinner igennem.

Filmens store scoop er naturligvis dens stil, som til gengæld er et overraskende vellykket element. Det føles vitterligt, som om man ser en sort/hvid stumfilm fra 1920’erne, hvilket man må tage hatten af for. Det er bare godt gået! Men det er blot krymlet på isen, og de visuelle gimmicks, som instruktøren Michel Hazanavicius indimellem bruger stilen til, er hverken geniale eller overraskende. Man forventer faktisk, at i og med stil og indhold ligger så tæt op ad hinanden, så ville det være underligt, hvis ikke der blevet leget lidt med konceptet.

“The Artist” er sød, sjov og uskyldig, og den stråler af kærlighed til “filmhistoriens guldalder”. Men det ændrer ikke på, at filmen i bund og grund er et lille, småtrivielt komediedrama med en historie og et persongalleri så gennemtærsket af 100 års filmhistorie, at det kun er den yderst velfungerende stiløvelse, der hiver den fjerde stjerne hjem.

Video

Billedet er ganske pletfrit, men eftersom filmen skal ligne noget, der er lavet i 1920’erne, kunne man godt frygte, at det ville virke urealistisk, hvis BD-formatet gav filmen et alt for moderne look. Den balancegang har man imidlertid formået at gå helt problemfrit: Det er klart et af de flotteste sort/hvid-transfers, jeg har set, men samtidigt bevarer det filmens antikke aura. Det kan dog lige akkurat ikke resultere i en topkarakter, da detaljerigdommen ikke er så overvældende endda.

Audio

Det er ret svært for en stumfilm, hvis ikke umuligt, at udnytte de auditive muligheder i BD-formatet. Man har øjensynligt forsøgt at få “The Artist” til at lyde som en film med 90 år på bagen. Dvs. lydsporet (stort set ren og skær musik) bruger udelukkende de forreste højtalere, og det skaber en troværdig fornemmelse af, at filmen rent faktisk stammer fra 1920’erne. Det er naturligvis på ingen måde et overrumplende lydspor, men det tjener filmen godt og belønnes derfor med fire stjerner.

Ekstramateriale

Udgivelsen byder på 3 minidokumentarer om skabelsen af filmen, en Q&A med instruktøren og nogle af skuespillerne, nogle kedelige fraklip samt tre trailere til nogle Woody Allen-film, som Scanbox distribuerer. Mens de tre minidokumentarer er spændende nok (især “The Artisans Behind The Artist”, som blandt andet handler om fotograferingen og musikken), så er Q&A-indslaget ganske intetsigende. Ud over nogle spændende overvejelser om, hvad det vil sige at lave en stumfilm i dag, så virker holdet uoplagt, og intervieweren er heller ikke videre skarp. Det er altså ikke ekstramaterialet, man skal købe udgivelsen for.

Da talefilmen kom på mode

Det nyeste skud på stammen inden for decideret filmkunst er noget, som gik af mode for lang tid siden: En stumfilm. Nu er denne taleløse filmgenre blevet hevet op af skuffen og pudset af takket være “The Artist”, der er gennemsyret af charme og en udtalt forkærlighed for filmhistoriens forfader.

Året er 1927, og George Valentin er en stor filmstjerne. Med sin overlegne facon og indsmigrende smil charmerer han både kvinder og mænd, og kameraet elsker ham. Ægteskabet går måske ikke så godt, men George er ligeglad, for han har Hollywood i sin hule hånd, og hvad mere kan man ønske sig? Ved en tilfældighed møder han Peppy Miller – en bedårende pige, der har en stor drøm om at blive en succesrig, kvindelig pendant til sit store idol: George Valentin. Skæbnen vil, at det lykkes hende, men samtidigt med, at talefilmen gør sin store entré på Hollywoods stjernehimmel, driver George hen i glemslen på grund af sin dumdristige loyalitet over for stumfilmen. Disse nymodens talefilm har han kun hån tilovers for, men langsomt går det op for ham, at mens hans egen karriere langsomt kører af sporet, bliver Frøken Miller til en større og større stjerne.

“The Artist” er en stumfilm i sort/hvid. Dette i sig selv lyder som en farlig idé i disse 3D-tider, men det, der for alvor får “The Artist” til at fungere, er, at den har en ironisk, men samtidigt kærlig tilgang til den gamle stilart. Instruktøren Michel Hazanavicius leger med genren og gør det med et nærmest poetisk overskud, der gør, at man ikke kan undgå at flyde med og nyde “The Artist” gennem ethvert billede og enhver uhørlig lyd. Georges mareridt om støj er for eksempel et dristigt vink til et publikum, der er vant til at høre alting, og i første scene får vi da også et stående, jublende publikum serveret – men uden lyd. Alt sammen noget, der er med til at give “The Artist” en drilsk indfaldsvinkel til genren uden nogensinde at glemme den kærlighed, der helt sikkert har været grundlag for at lave en film, der kan virke anderledes i dag, men bestemt ikke havde været det i det herrens år 1927.

Det er især filmens enorme karisma og førnævnte charme, der redder “The Artist” fra at være en stum stiløvelse, der ikke kunne fortælles bedre med tale. Charmen kommer måske fra folkene bag kameraet, men al karisma stammer fra de tre hovedrolleindehavere: Jean Dujardin som George Valentin, Bérénice Bejo som Peppy Miller og, ja, hunden Uggie som Georges trofaste følgesvend. Ikke tit får man mulighed for at rose dyr i film, men dette er en sikker undtagelse. Det er svært ikke at føle en nærmest barnlig glæde, når man ser den lille skabning udføre sine fine tricks og redde dagen for sin herre gang på gang, uden at der dog nogensinde går Lassie i den.

Alt er gennemtænkt ned til mindste detalje. Kostumerne er perfekte uden den mindste snert af utroværdighed. Det samme er samtlige kulisser, der ikke bare minder om, men nærmest fremstår som tro kopier af det gamle Hollywoods hovedattraktioner. Det er netop denne forkærlighed for filmverdenen fra fordums tid, der gør “The Artist” til en så vellykket oplevelse og en hjertevarm cadeau til filmmediet.