Orson Welles’ klassiker “Citizen Kane” har siden 1962 været Sight & Sounds bud på verdens bedste film nogensinde. Magasinet bliver udsendt af Det Britiske Filminstitut, og listen, der bliver udgivet hvert årti, anses af mange kritikere for at være en af filmverdenens vigtigste toplister.
Når “Citizen Kane” efter 50 år så ikke længere er verdens bedste film, hvilken film er så? Sight & Sound mener, at svaret er Alfred Hitchcocks thriller “Vertigo”, der udkom i 1958 og havde James Stewart og Kim Novak i hovedrollerne.
Dette er kulminationen på en næsten 60 år lang revurdering af Hitchcocks film. Da “Vertigo” havde premiere, klarede den sig både finansielt og kritisk godt nok, men fik kun Oscar-nomineringer i to tekniske kategorier. Gennem årene voksede folks kærlighed til filmen dog, dels på grund af en ændret holdning til Hitchcock, og dels fordi instruktøren selv trak filmen tilbage fra markedet i 1973. Ti år efter blev den dog genudsendt i biograferne.
Over 800 personer, heriblandt filmkritikere, akademikere, producere samt forfattere, bliver udspurgt til listen. I 1992 startede Sight & Sound en separat liste med input fra instruktører, der i år tæller Martin Scorsese, Quentin Tarantino, Francis Ford Coppola, Woody Allen og Mike Leigh. Her lander Yasujirô Ozus “Tokyo Story” fra 1953 på førstepladsen.
Der er også blevet plads til den danske instruktør Carl Th. Dreyer, der lander som nummer ni på Sight & Sounds kritiker-liste med “Jeanne d’Arcs lidelse og død” fra 1928. De to top 10-lister kan ses her:
Kritikernes liste over verdens bedste film nogensinde:
1. “Vertigo” (Hitchcock, 1958)
2. “Citizen Kane” (Welles, 1941)
3. “Tokyo Story” (Ozu, 1953)
4. “Spillets regler” (Renoir, 1939)
5. “Sunrise: A Song of Two Humans” (Murnau, 1927)
6. “Rumrejsen år 2001” (Kubrick, 1968)
7. “The Searchers” (Ford, 1956)
8. “Man with a Movie Camera” (Dziga Vertov, 1929)
9. “The Passion of Joan of Arc” (Dreyer, 1927)
10. “8 ½” (Fellini, 1963)
Instruktørernes liste over verdens bedste film nogensinde:
1. “Tokyo Story” (Ozu, 1953)
2. “2001: A Space Odyssey” (Kubrick, 1968)
3. “Citizen Kane” (Welles, 1941)
4. “8 ½” (Fellini, 1963)
5. “Taxi Driver” (Scorsese, 1976)
6. “Dommedag nu” (Coppola, 1979)
7. “The Godfather” (Coppola, 1972)
8. “Vertigo” (Hitchcock, 1958)
9. “Spejlet” (Tarkovsky, 1974)
10. “Cykeltyven” (De Sica, 1948)
#31 Zombi 11 år siden
#32 uglyduckling 11 år siden
Det kan da godt være den er flot lavet (hvis man tager deres muligheder i betragtning)
men come on, den er da sygt kedelig...,
Men så igen, der er jo mange måder at vurdere film på. Skal de være kunst eller underholdning??
Hvis du spørger mig skal det gerne være begge dele. Men hvis man kun kan vælge en
holder jeg på underholdning...
#33 BN 11 år siden
"Bedaget"? '2001'? Nu har jeg hørt det med!
#34 Richard Burton 11 år siden
Jeg mener at have hørt, at der faktisk er to i Brighton og en i Lund, som deler din opfattelse.
Den er forrygende.
Det var da en mærkelig måde at begrænse filmmediet på, hvis alle film partout skal udformes udfra samme tilgang. Citizen Kane er både nyskabende, teknologisk udfordrende, velspillet og enormt gensynsværdig. Ja, tilmed enormt underholdende i mine øjne.
#35 Richard Burton 11 år siden
Det er mig en gåde, at den ikke er endnu højere på listerne :)
#36 Thomsen 11 år siden
Næ, det er der sikkert mange andre, der også synes. Men jeg er ikke en af dem. Jeg kan stadigvæk huske første gang, jeg så den. Jeg slog for nyligt op i DR's database og fandt ud af, at det var en eftermiddag i 1988, så jeg har været femten år gammel. Jeg syntes allerede dengang, den var spændende, fordi jeg ikke kunne gennemskue, hvad det var, den ville. Den lignede ikke noget, jeg havde set før.
Men det handler jo meget om vane og ens indlevelsesevne. Hvilken slags film er man vant til at se, og hvor åben er man for helt anderledes indtryk. Min egen smag har da også rykket sig gevaldigt fra dengang.
#37 Scapegoat 11 år siden
(Sarkasme kan have været brugt)
Grunden til at det er så gamle film siger vel blot noget om kulturen? Idag kan man vinde utroligt meget ved effekterne. Der bliver jo udgivet den ene blockbuster efter den anden, alle sammen huer efter at blive større og dyrere end den sidste.
I gamle dage (ja jeg er altså kun 29, så fantaserer også lidt) hvis man fik mulighed for at lave en film, tænkte man nok bare lidt mere over hvad man ville med filmen. Altså det er "for nemt" at lave film idag. Og i og med der kommer så mange film, bliver vi mindre kritiske med hvad vi ser. "Det er jo kun 2 timer vi bruger på at se filmen, så bagefter tager vi bare ud og laver noget andet." Hvis en film var dårlig dengang, skulle folk nok blive opmærksomme på det. Idag kan du ikke overbevise folk om at Adam Sandler faktisk kun har lavet én film i sin karriere, man har bare indsat forskellige skuespillers ansigter digitalt, for at få filmen til at virke anderledes.
Jeg kan da også godt lide et godt action brag som så mange andre, men hold da op jeg var irriteret da jeg så Avatar for en måned siden. Konen og jeg mente at "nu var det nok tid til at se hvad der var SÅ godt ved den film". Jeg er stadig ikke kommet mig helt... Tænk sig at James Cameron hellere vil lægge navn til Titanic og Avatar, end Terminator 1 og 2...
#38 Thomsen 11 år siden
Det tror jeg såmænd også, man gør i dag. Men man skal huske på, at kernepublikummet har ændret sig meget gennem årene. Til og med 1950'erne var publikum jo først og fremmest voksne. I løbet af 1950'erne gik fjernsynet så ind og erobrede store markedsandele. De voksne blev hjemme, og teenagerne overtog med årene førerpladsen som den mest vigtige målgruppe. Det betyder selvfølgelig utroligt meget for den slags historier, man vælger at fortælle.
Dertil kommer, at konkurrencesituationen er en helt anden. Film skal i dag ikke alene konkurrere med tv, men også med spil, internet osv. osv. Derfor satses der især på "event-film", hvor man kan skabe fornemmelsen af noget "stort", som er nødvendigt at se for målgruppen, for at lokke dem ind i salene. Det er ren markedsføring.
Endnu en faktor er, at siden 1960'erne er de gamle filmselskaber blevet konsoliderede i gigantiske mediekonglomerater, der ikke længere kun producerer film, men hvor film blot er et enkelt led i en forretning, der både leverer indhold til blade, aviser, tegneserier, spil, fjernsyn og som i næste alle tilfælde også ejer deres egne platforme i form af tv-netværk og biografkæder. Det betyder, at man fokuserer på såkaldte "tent pole"-produktioner, hvor en film bliver et brand som kan skabe synergieffekter i selskabets andre forretningsled, fx ved at man lader skuespillerne optræde i selskabets talkshows eller magasiner, man laver spil baseret på filmene osv. osv. Det handler om at skabe merværdi.
Film har altid været en forretning, for hvis der ikke er nogen, der er villige til at risikerer penge på produktet, så bliver det ikke lavet. Film er bare en forretning på mange flere led i dag end i gamle dage og henvender sig til andre end dengang.
#39 Lars.dk 11 år siden
#40 BN 11 år siden