Orson Welles’ klassiker “Citizen Kane” har siden 1962 været Sight & Sounds bud på verdens bedste film nogensinde. Magasinet bliver udsendt af Det Britiske Filminstitut, og listen, der bliver udgivet hvert årti, anses af mange kritikere for at være en af filmverdenens vigtigste toplister.
Når “Citizen Kane” efter 50 år så ikke længere er verdens bedste film, hvilken film er så? Sight & Sound mener, at svaret er Alfred Hitchcocks thriller “Vertigo”, der udkom i 1958 og havde James Stewart og Kim Novak i hovedrollerne.
Dette er kulminationen på en næsten 60 år lang revurdering af Hitchcocks film. Da “Vertigo” havde premiere, klarede den sig både finansielt og kritisk godt nok, men fik kun Oscar-nomineringer i to tekniske kategorier. Gennem årene voksede folks kærlighed til filmen dog, dels på grund af en ændret holdning til Hitchcock, og dels fordi instruktøren selv trak filmen tilbage fra markedet i 1973. Ti år efter blev den dog genudsendt i biograferne.
Over 800 personer, heriblandt filmkritikere, akademikere, producere samt forfattere, bliver udspurgt til listen. I 1992 startede Sight & Sound en separat liste med input fra instruktører, der i år tæller Martin Scorsese, Quentin Tarantino, Francis Ford Coppola, Woody Allen og Mike Leigh. Her lander Yasujirô Ozus “Tokyo Story” fra 1953 på førstepladsen.
Der er også blevet plads til den danske instruktør Carl Th. Dreyer, der lander som nummer ni på Sight & Sounds kritiker-liste med “Jeanne d’Arcs lidelse og død” fra 1928. De to top 10-lister kan ses her:
Kritikernes liste over verdens bedste film nogensinde:
1. “Vertigo” (Hitchcock, 1958)
2. “Citizen Kane” (Welles, 1941)
3. “Tokyo Story” (Ozu, 1953)
4. “Spillets regler” (Renoir, 1939)
5. “Sunrise: A Song of Two Humans” (Murnau, 1927)
6. “Rumrejsen år 2001” (Kubrick, 1968)
7. “The Searchers” (Ford, 1956)
8. “Man with a Movie Camera” (Dziga Vertov, 1929)
9. “The Passion of Joan of Arc” (Dreyer, 1927)
10. “8 ½” (Fellini, 1963)
Instruktørernes liste over verdens bedste film nogensinde:
1. “Tokyo Story” (Ozu, 1953)
2. “2001: A Space Odyssey” (Kubrick, 1968)
3. “Citizen Kane” (Welles, 1941)
4. “8 ½” (Fellini, 1963)
5. “Taxi Driver” (Scorsese, 1976)
6. “Dommedag nu” (Coppola, 1979)
7. “The Godfather” (Coppola, 1972)
8. “Vertigo” (Hitchcock, 1958)
9. “Spejlet” (Tarkovsky, 1974)
10. “Cykeltyven” (De Sica, 1948)
#41 Business Monkey 11 år siden
I modsætning til mange af os der eksempelvist elsker 'genrefilm' og ser dem i biografen regelmæssigt for vores og filmenes egen skyld, så lever disse mennesker at stille spørgsmål til filmens verden, eksempelvist grundantagelsen såsom at 'genre' overhovedet eksisterer og hvad i der evt. udgør 'genre' som betegnelse. Disse mennesker ser film i mange andre og andreledes kontekster end hvad den almindelige 'seer' gør, og det er ud fra disse kategorier, at de vælger de film de gør.
Alt dette gør ikke listen bedre eller noget, for æstetiske domme kan ikke sammenholdes på samme måde som empiriske fænomener kan, men peger på en tilnærmet sammenhæng ud fra andre end gængse kriterier.
Jeg ser personligt hverken op eller ned på listen, men prøver at se den ud fra den kontekst den selv er i. Derfor er jeg eksempelvist ikke fornærmet eller enig/uenig over valget af film, men interesseret i at se, hvad der er at finde i en film som Tokyo Story, når de instruktører har valgt den som nummer 1 og den er nummer 3 på den samlede liste.
Der er ikke et spørgsmål om rigtigt eller forkert, men om at gide at interessere sig for nye eller blot andre kontekster, hvori film (som jeg personligt ser som et af de mest komplekse medier mennesker udtrykker sig gennem) indgår.
#42 Collateral 11 år siden
Hm. Kan ikke lade være med at overveje hvad der skulle have kunnet være gjort bedre havde filmen været lavet i dag? Visuelt er den imaginativ ud over alle grænser og jeg synes ikke alderen har taget noget særligt fra den. Den holdning som nogle folk har om at den kun kan noget teknisk er jeg heller ikke enig med. Det er en virkelig flot, men også meget tragisk karakterfortælling, som jeg ikke synes godt om grundet dens rygte, men fordi jeg oprigtigt bliver rørt af den hver gang jeg ser den. Er det verdens bedste film? Måske. Min personlige favorit er den ikke, men den er helt sikkert blandt dem.
Og jo det er kun dele af ovenstående der direkte svarer #32
#43 Kruse 11 år siden
#44 Hr. Nielsen 11 år siden
#45 Richard Burton 11 år siden
Det er ret morsomt. Jeg har set den nogle gange igennem årene, hvor den aldrig har ramt mig følelsesmæssigt, men hvor jeg koldt har kunnet nyde dens eminente teknologiske opfindsomhed. Så så (ikke så så, men så så) jeg den igen for nogle måneder siden i HD og det var stadig en lægtehammer af menneskelig kreativitet, men så sandelig også virkningsfuld på et følelsesmæssigt plan, som jeg slet ikke havde forventet.
Om den er verdens bedste film eller ej, er ret så ligegyldigt og der tilslutter jeg mig helt de foregående indlæg. At den overhovedet har ligget nummer 1 i 50 år, kortslutter enhver debat. Den er ikke til at komme udenom. At lave sådan en film i 1941 og så som instruktør debutant .... does not fucking compute! Welles var en genial original og heldigvis kan man igen og igen og igen nyde hans potentiale i de film, han trods alt fik mulighed for at glimre i foran og bag kameraet. Tænk hvis man havde erkendt hans storhed, mens han havde muligheden for at udleve sine visioner og ikke havde bremset dem.
Citizen Kane emmer af nærmest vulgær fremsynethed og jeg har længe drømt om at anmelde den. Men ærligt talt er jeg sørgeligt overmatchet og vil ikke kunne sige noget som helst fornuftigt, som andre mere kompetente personager, ikke allerede har sagt.
#46 skittlez 11 år siden
#47 Richard Burton 11 år siden
#48 MMB 11 år siden
#49 Richard Burton 11 år siden
I don’t condemn that very northern, very Protestant world of artists like Bergman; it’s just not where I live. The Sweden I like to visit is a lot of fun. But Bergman’s Sweden always reminds me of something Henry James said about Ibsen’s Norway—that it was full of “the odor of spiritual paraffin.” How I sympathize with that! I share neither Bergman’s interests nor his obsessions. He’s far more foreign to me than the Japanese.
You could write all the ideas of all the movies, mine included, on the head of a pin. It’s not a form in which ideas are very fecund. It’s a form that may grip you or take you into a world or involve you emotionally—but ideas are not the subject of films. I have this terrible sense that film is dead, that it’s a piece of film in a machine that will be run off and shown to people. That is why, I think, my films are theatrical, and strongly stated, because I can’t believe that anybody won’t fall asleep unless they are. There’s an awful lot of Bergman and Antonioni that I’d rather be dead than sit through.
#50 BN 11 år siden
Dog vil jeg til enhver tid hellere se 'Citizen Kane' (som jeg har på dvd) end nogen af Bergmans film.