En drøm af en filmVisionær. Galning. Geni. Dumrian. Egocentriker. Eventyrer. Ja, kært barn har mange navne, og der findes formentlig ikke et adjektiv, som ikke er blevet associeret med Andrei Tarkovsky. Stort set hver eneste af de sidste 50 års mest betydningsfulde instruktører har ladet sig inspirere af russerens værker. Og med god grund. Eksempelvis er “Spejlet”, som er en af hans bedste film, gennemsyret af løssluppen, utæmmet kreativitet. De fleste af den afdøde russers fagfæller formår ikke at skabe lige så megen stemningsmættet, tryllebindende filmkunst igennem hele deres karriere, som Tarkovsky formår i “Spejlet”s uforglemmelige 108 minutter.

Der findes en fascinerende beretning om screeningen af filmen for de russiske filmkritikere i 1975. Da forevisningen var forbi, begyndte journalisterne fluks at debattere, hvad meningen egentlig var med den surrealistiske film, og om der overhovedet var nogen. En rengøringsdame kom ind og spurgte, om de snart var færdige, så hun kunne rydde op. Da hun prompte fik at vide, at de var travlt beskæftiget med at diskutere en yderst kompleks film, fortalte hun, at hun selv havde set “Spejlet” dagen forinden, og for hende havde pointen været åbenlys. De forbavsede kritikere spurgte kvinden, om hun ikke ville forklare sig nærmere. Hun sagde: ”Det er en fortælling om en døende mand, som prøver at nå at sige undskyld til alle dem, han har gjort fortræd, men som ikke ved hvordan.”

Tarkovsky havde ikke noget at tilføje til rengøringskvindens opsummering, men de fleste vil næppe finde filmen lige så ligetil. At kalde “Spejlet” labyrintisk er en underdrivelse af format. En mandlig fortællerstemme guider os igennem et vældigt sammensurium af billeder fra flere forskellige tidsperioder. En kvinde, som øjensynligt skiftevis er fortælleres kone og moder, indgår. Derudover præsenteres vi bl.a. for adskillige nedslidte nyhedsudsendelser, en enorm ildebrand og en foruroligende hårvask, der uden tvivl har inspireret folkene bag “The Ring”. Nogle sekvenser er i farver, andre er i sort/hvid. Overværer man virkeligheden? Drømmer hovedpersonen? Eller er man vidne til et forunderligt miskmask af fiktion og fakta, der transmitteres via de utallige spejle, som dukker op undervejs?

“Spejlet” er fuldstændig unik og mere eller mindre umulig at kategorisere. Det nærmeste, man kan sammenligne den med, må være det sidste, overrumplende kvarter af Stanley Kubricks “Rumrejsen 2001”. Forskellen er blot, at Kubricks mesterstykke forinden dens ejendommelige coda var ganske let at følge, hvorimod “Spejlet” ekstremt sjældent tager hensyn til filmmediets basale konventioner. Det kan måske til tider virke, som om de levende billeder er blevet stykket tilfældigt sammen. Men Tarkovsky færdiggjorde angiveligt 20 forskellige udgaver af filmen, før han var helt tilfreds, og man får trods alt en klar fornemmelse af, at ikke ét eneste sekund er overflødigt.

“Spejlet” er guf for folk, der værdsætter symboler i form af billeder, lyde, musik og replikker. Når man beskuer sig selv i spejlet, er billedet sjældent identisk med det fra dagen forinden, og på samme måde oplever man nye ting, hver gang man genser “Spejlet”. Og der er scener, der æstetisk overgår hovedparten af det, filmmediet nogensinde har mønstret – billeder, som brænder sig fast på nethinden i dagevis. Og det er nok ikke tilfældigt, at det er et udbredt fænomen at falde i søvn til filmen, for stemningen er så hypnotisk og drømmeagtig, at man hyppigt nipper sig selv i armen for at sikre sig, at man vitterligt er vågen. Måske var det endda Tarkovskys intention at tvinge folk i søvn for dermed at sende dem på en rejse igennem deres egen utilregnelige underbevidsthed.

Men det havde næppe været nok, hvis filmen blot havde pirret intellektet og sanserne. “Spejlet” var tydeligvis en meget personlig film for Tarkovsky, som læser sin fars dybsindige poesi højt flere gange under filmen. Og gemt under filmens kryptiske facade gemmer der sig en stærk fortælling om tilgivelse, kærlighed og familiebånd. Meningen er måske ikke klar øjeblikkeligt, men hvis man skænker Tarkovskys enestående værk al den tålmodighed, det fortjener, venter der én en ufattelig udfordrende og berigende filmoplevelse.

VideoPræsenteret i 4:3 full screen-format. Ganske vist er skivens transfer ikke eksemplarisk, men billedsidens minuser distraherer heldigvis ikke og bidrager endda til tider til filmens særprægede natur. Snavs optræder til tider, hvilket ikke er overraskende, når man tager filmens alder i betragtning. Edge-enhancement og udtværinger optræder sjældent, og kontrasten er generelt god, især under de farveløse sekvenser. Farvetemperaturen vakler desværre undertiden, og hudfarverne har det med enten at fremstå lyserøde eller orange, men farverne virker aldrig alt for mætte eller matte. Derudover er billedet skarpt.

AudioDet russiske Dolby Digital 5.1-lydspor er langt bedre end forventet. Lyden er en af “Spejlet”s vigtigste elementer, og russisktalende kan glæde sig over, at replikkerne (som alle tydeligvis er eftersynkroniserede) ligesom lydeffekterne og musikken kommer klart og tydeligt igennem. Panoreringerne fungerer oftest efter hensigten, og lydsporet er glædeligvis fattigt på støj. Men det er sekvenser som moderens hårvask og husbranden tidligt i filmen, der virkelig overrumpler og sikrer mixet en høj karakter. I disse scener udnyttes samtlige højtalere og LFE-kanalen optimalt, og både underfundige lydeffekter og udefinerbar rumlen intensiverer den drømmeagtige stemning. Filmens oprindelige monospor er også inkluderet.

EkstramaterialeDvd’en indeholder et uddrag fra Tarkovskys kortfilm “The Steamroller and the Violin” (5 min.). Det virker mærkeligt, at man ikke har inkluderet hele filmen. “Dedication to Tarkovsky” (9 min.) er en besynderlig og egentlig ret ubrugelig sammenklipning af klip fra “Spejlet” tilsat musik. Meget bedre er de to indsigtsfulde interviews med hhv. komponisten Eduard Artemyev (21 min.) og manuskriptforfatteren Aleksandr Misharin (33 min.). Der er inkluderet en fire minutter lang montage med produktionsbilleder fra optagelserne til “Spejlet”. Trailers til Tarkovskys “Spejlet”, “Den yderste dom”, “Solaris” og “Vandringsmanden” medfølger også.