Cykeltyven
Der findes formentlig mange mennesker, der, så snart de hører et begreb som italiensk neorealisme, får billeder i hovedet af snobbede filmentusiaster, som sidder og klapper i deres små hænder, mens de suger på tynde cigaretter og skamroser surrealistisk vås. Vittorio De Sicas “Cykeltyven” er en af den gamle filmbevægelses epokegørende værker, men selvom den 60 år gamle film ganske vist er en fast bestanddel af de fleste filmskolers pensum, så behøver man ikke være en uddannet eller højrøvet filmkender for at kunne nyde den.
“Cykeltyven” er en perfekt understregning af neorealismens forcer: Filmen tynges ikke af tung symbolik, overdrevet skuespil, forceret humor, teatralske dialoger eller overgearet æstetik. “Cykeltyven” er naturalistisk og mådeholden, men alligevel overordentlig følelsesladet og spændende – først og fremmest fordi det hele bare føles så troværdigt. Karaktererne og deres følelser er seancens primus motor, og den forholdsvis simple, men dybfølte fortælling om den midaldrende Antonio og hans søn Brunos søgen efter farmands stjålne cykel henvender sig ikke blot til fattige italienere, men intelligente og følsomme filmseere hvor som helst, når som helst.
Filmen er også spækket med smukke billeder, man øjeblikkeligt får lyst til at hænge op på væggen. Synet af en butiksejer, der kravler op ad et bjerg af lagener, som fattige italienere har solgt for håndører, er hjerteskærende. Men der bliver også tid til humor undervejs, hvilket især skyldes den 7-årige, allerhelvedes charmerende Enzo Staiola, der leverer en af de bedste skuespillerpræstationer af et barn nogensinde. Lamberto Maggiorani, der portrætterer Antonio, var en menig fabriksarbejder, før De Sica spottede ham og hyrede ham til at spille hovedrollen i sit mesterværk. Kun få garvede skuespillere har præsteret præstationer bedre end den rørende og nuancerede toppræstation, Maggiorani leverer. Manden blev senere fattig og arbejdsløs i det virkelige liv, men både hans indsats og “Cykeltyven” vil garanteret blive analyseret i årtier endnu.
Præsenteret i 4:3 full screen-format. Udgivelsens transfer bærer præg af, at filmen er 60 år gammel. Billedet hopper og svinger ofte, og transferet plages af en masse ridser, støj og snavs. Men helt håbløst er transferet slet ikke. Kontrasten svinger godt nok tit, men sædvanligvis gengives de hvide og sorte nuancer fornemt. Billedsiden er derudover dejlig skarp, og hverken udtværing, komprimeringsfejl eller edge-enhancement dukker op.
Det gør egentlig ikke så meget, at udgivelsens italienske Dolby Digital 2.0-lydspor ikke er overrumplende godt, men en højere karakter udelukkes af højfrekvent støj, dynamikområdets mikroskopiske størrelse (ikke overraskende, når nu bitraten er på sølle 192 kbps) og hyppige tilfælde af overstyring. Der er absolut ingen panoreringer, og lydniveauet svinger også til tider unaturligt.
En klassiker som “Cykeltyven” fortjener en dvd-udgivelse proppet med ekstramateriale, men der befinder sig desværre meget lidt af slagsen på denne skive. Trailere til et væld af film, som selskabet Another World Entertainment også har udgivet (inkl. De Sicas “Umberto D” og “I går, i dag og i morgen”) medfølger, og det samme gør blot få siders tekst om De Sica og “Cykeltyven” samt tre små billedgallerier.
Vittorio De Sicas “Cykeltyven” er en mesters værk og et mesterværk, der selv 60 år efter sin oprindelige biografpremiere gør uudsletteligt indtryk. Denne dvd-udgivelse vil dog næppe blive husket ligeså længe som De Sicas klassiker. AV-præsentationen er middelmådig, og næsten intet ekstramateriale medfølger. Men for enhver tilbeder af klassiske film og bevægende dramaer er “Cykeltyven” et must, og udgivelsens forholdsvis lave vejledende udsalgspris gør den lettere at anbefale.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet
