120 slag i minuttet

InstruktionRobin Campillo

Medvirkende Nahuel Pérez Biscayart, Arnaud Valois, Adèle Haenel

Længde140 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen08/03/2018

Anmeldelse

120 slag i minuttet

4 6

 

2018 er allerede et filmår for minoriteter. I Hollywood er det “Black Panther” og ‘Black Lives Matter’, imens “Call Me by Your Name”, LGTBQ+ og #MeToo går sin gang på award-sæsonens røde løber. Med “120 slag i minuttet” er det nu Frankrigs tur. Turen går til Paris i 1990’erne, hvor AIDS-epidemien raser, som aktivisterne raser imod. Det er en sørgelig påmindelse om en forfærdelig sygdom, men også en opfordring til ikke at give op.

 

For selv om myndighederne i Frankrig ser passive til og uddeler dårligt medicin, nægter de HIV-positive – og negative – i aktivistgruppen ACT UP at give op. Hverken død, anholdelser eller interne konflikter synes at stå i vejen for gruppen. Deres mål for rettigheder skal nås, men med hvilke midler? Vold eller ikke-vold? Det er dilemmaet.

 

Instruktør Robin Campillo stod også bag den socialt bevidste og naturalistiske “Klassen”, og det mærkes i “120 slag i minuttet”. ACT UP-gruppen mødes gang på gang i et klasselokale, hvor snakken og diskussionerne går, som det ville ske i virkeligheden.

 

De afbryder hinanden, taler på tværs af klasselokalet, katederet og ryger-gangen, griner, flirter og skændes. Der er klare regler for møderne: de knipser, når de er enige, og hisser, når de er uenige. Det er ekstremt dynamisk, og alle karaktererne står soleklart frem som virkelige mennesker. Jeg vil gerne lære dem alle sammen lidt bedre at kende og vide hvorfor de hver især er der.

 

Det får jeg desværre ikke rigtig lov til. “120 slag i minuttet” vælger, at det emotionelle fokus skal placeres hos Sean, der har været positiv, siden han var 16. Han bliver mere og mere syg, imens han forelsker sig i Nathan, som er negativ. Yin/Yang.

 

Vi følger dem tæt. De lærer hinanden at kende i Seans seng, hvor de snakker før, under og efter sex. Men desværre er det ikke dem, jeg lærer at kende, men derimod deres forhold til sygdommen. Det er der en afsindig vigtig årsag til, nemlig at sygdommen er så altoverskyggende, at de bliver sygdommen. AIDS er ikke en diagnose, men en identitet.

 

Selv om det er et stærkt og tankevækkende budskab, savner jeg desværre noget. Det noget er den personlige nærhed, som “Call Me by Your Name” ramte med subtil perfektion i kærlighedsforholdet mellem Elio og Oliver, der let og elegant sprang over alle spørgsmål om sikker sex og AIDS. “120 slag i minuttet” dvæler stædigt ved emnet som en ægte emnefilm.

 

Det gør “120 slag i minuttet” til en anderledes stærk film. Den giver både kampånd og dårlig samvittighed. Og det er på trods af, at AIDS-krisen stod på flere år før min tid. Men det er vel aldrig for sent at blive belært af en insisterende pegefinger fra dem fra dengang, der nærmest blev udryddet. Og som stadigvæk i 2018 kan tillade sig at være vrede. Men også stolte.

 

Anmeldelse: 120 slag i minuttet / Filmz.dk

 

Trailer