Slaget blev tabt. Igen

Først var den for meget. Nu er den for lidt. Ole Bornedals vulgært store “1864”-serie er nu blevet klippet ned til en film. Af en slags. Fra otte til to timer. Meget dårligt er godt klippet fra. Men ligesom med en for stor uld-sweater, der vaskes ved 90 grader, så passer “1864” heller ikke som film. For den var i udgangspunktet aldrig tænkt sådan. Derfor har Ole Bornedal nu tabt slaget ved Dybbøl Mølle. Igen.

Klippeopgaven fra serie til film har været let og umulig. Let, fordi der var så meget, der åbenlyst kunne undværes. Nutidsrammehistorien, hvor to generationer mødes for at overforklare, hvorfor sådan en gammel historie er vigtig at lytte til og se på. Det manierede politiske spil på den danske og tyske side. Og også sigøjner-historien, der skulle forklare, at danskerne skam altid har været småracister. Alt er klippet væk. Som filmundertitlen, “Brødre i krig”, siger, så er kun underklassebrødrenes kamp imod preusserne, for Danmark og fælles-kæresten Inge efterladt tilbage.

Alligevel er opgaven umulig. Fordi en lang række nøglescener ikke giver mening uden at referere til det fraklippede i serien. Inge, der heldigvis har mistet sin højtidelige voice-over-stemme, bliver igen gravid med den ene bror. Nu må hun rejse til fronten for at finde dem begge og få dem hjem i sikkerhed. Men i disse scener har hun selskab af en sigøjnerpige, der hedder Sofia. Hun er der bare. Hvem er hun? Hvorfor er hun der? Ingen ved det – undtagen de få, der så serien. Men vi kan ikke få Inge af sted i krig uden Sofia. Det havde Bornedal ikke tænkt på – klipperne kan ikke slette hende.

Sådan fortsætter “1864 – Brødre i krig”. Som et trusselsbrev sat sammen af udklippede bogstaver, her scener, der aldrig har hængt sammen. Eller som var tiltænkt det. Og selv om jeg heller ikke var superfan af serien, så respekterede jeg Bornedals bevidste overgjorthed. Det hele var stort og for meget. Overspillet, imens blodet symbolsk tegnede Dannebrog på vinduesruderne. Nærmest som Bertoluccis “1900”. Men beskåret med 75 procent så virker det overspillede nu bare vilkårligt og mærkeligt. Inges potente fødsel til lydsiden af tyskernes kanonkugler er som operaspil i et dukketeater. For slet ikke at tale om Søren Mallings rolle.

I serien var han både synsk, healer og ninjakriger. Det var for meget, men det matchede Bornedals kæmpe krigsbevægelser. I “Brødre i krig” er Mallings rolle halveret. Fra for meget til meningsløs: I serien genoplivede han den ene bror i en hadet scene, der vel blev en af de mest omdiskuterede i dansk serie-historie. Klip, klip, klip. Nu er den væk. Ingen ved længere, hvordan den is-druknende bror genopstår, selv om han indforstået blinker til Malling som tak for den hjælp, han fik i serien. Her er det bare uforklarligt.