Kald mig bare skør, men jeg har en nagende følelse af, at Roland Emmerich hader Moder Jord. Måske har den tyske filmmager snublet over lidt for mange kantsten eller misset bussen én gang for meget gennem årerne… Et eller andet har vores planet i hvert fald gjort for at fortjene mandens foragt. Til dato har instruktøren forsøgt at komme sine frustrationer til livs i tre blockbusters. Først fik han rumvæsner til at invadere Jorden og udradere dens storstæder i “Independence Day”. Senere lod han verden blive kogt af global opvarmning i “The Day After Tomorrow”. Og nu er han tilbage for tilsyneladende at smadre vores himmellegeme én gang for alle i “2012”.

Emmerich har længe kørt lidt i selvsving i en kreativ forstand, og “2012” følger nøjagtig den samme opskrift som hans andre katastrofefilm. Alle de kendte ingredienser er her: Et enormt sortiment af personer, der undertiden støder på hinanden… En overvejende seriøs historie spækket med komiske sidespor… Og ikke mindst utallige kendte bygningsværker, der bliver lagt i ruiner. Det er en succesrig recept, som har fået Emmerichs bankkonti til at gløde, men instruktøren er blevet værre med årene til at tilberede ingredienserne.

Men Emmerich er altså ikke nogen Robert Altman, og han har langt flere bolde i luften, end han kan jonglere med. Persongalleriets størrelse gør ikke blot filmen alenlang, men gør det også umuligt at komme ind under huden på en eneste af dets stereotype medlemmer. Selv ikke garvede skuespillere som John Cusack, Woody Harrelson eller Thandie Newton kan få de omvandrende klicheer til at fremstå troværdige eller forhindre dialogen i at fremprovokere utilsigtet latter. ”Det øjeblik, hvor vi holder op med at kæmpe for hinanden, er det øjeblik, hvor vi mister vores menneskelighed!” skråler en af karaktererne mod slutningen. Vorherre bevares. Præsidentens tale i “Independence Day” var Shakespeare i forhold til det her vrøvl.

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. “2012” er trods alt en splinterny blockbuster, der har kostet kassen at producere, så det ville være forbløffende, hvis den ikke så fremragende ud i HD – og det gør den heldigvis også. Farverne har altid den rette temperatur, kontrasten er perfekt, ingen støj, snavs, komprimeringsfejl eller glorier forekommer, og billedet er sædvanligvis knivskarpt. Men visse sekvenser har det desværre med at se lidt “hjemmevideoagtige” ud grundet halvslørede bevægelser og enkelte uskarpe billeder, som tydeligvis skyldes brugen af HD-videokameraer.

Transferet er ikke perfekt, men det er skivens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor til gengæld. Actionsekvenserne vil give dine underboere mareridt i dagevis og måske endda også midlertidig tinnitus – lydbombardementet er højt og nådesløst, men hverken dialogen eller musikken drukner i al hurlumhejet, og både de høje og dybe toner gengives med exceptionel klarhed. Subwooferen brummer på livet løs, panoreringerne er formidable og naturtro, og selv under de stilfærdige sekvenser disker baghøjtalerne op med en masse lydeffekter, som hjælper til at suge seeren ind i filmens univers.

Instruktør Roland Emmerich og manuskriptforfatteren (og samtidigt filmens komponist) Harold Kloser har indtalt et halvkedeligt kommentarspor til filmen. Emmerich er ofte en interessant fortæller, men mange af anekdoterne er overvejende tekniske og tørre, og så er hverken Emmerich eller Kloser åbenbart bekendte med filmens åbenlyse mangler, så kommentarsporet henvender sig hovedsageligt til fans.

BD-udgivelsens eksklusive videokommentarspor er langt bedre. Det præsenterer seeren for en lang række relevante klip, interviews, storyboards etc. under filmen. Der medfølger også en ganske munter, interaktiv mayakalender samt adskillige dokumentarer om både filmen og jordens potentielle undergang. Her er også en stak trailere, en enkelt musikvideo og en håndfuld forglemmelige slettede scener – inklusive en alternativ slutning. Hvis din afspiller er tilkoblet internettet, kan du se endnu flere trailere og læse mere om folkene, der arbejdede foran og bag kameraet på “2012”.

Jeg har en tilståelse. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om Roland Emmerichs nye to en halv time lange katastrofefilm “2012” skal tages seriøst som en action-adventure-film, hvor Jorden endnu engang må se sin egen undergang i øjnene, eller om den skal betragtes som en humoristisk kommentar til de klicheer og formularer, som Emmerich selv har været med til at integrere i genren med tidligere film som “Independence Day” og “The Day After Tomorrow”. Er “2012” pastiche og satire eller bare ufrivillig komisk? Svaret blæser et sted i vinden, efter man forlader biografens mørke, men én ting er sikkert: Man bliver godt og grundigt underholdt, mens de katastrofale klicheer om Jordens undergang står på.

Det er efterhånden en kliche at sige, at ”klicheerne står i kø,”, men aldrig har det passet bedre end på “2012”. Lad mig prøve at lave en tjekliste over de mest fremtrædende af slagsen:
Weekendfar – her spillet af John Cusack – med anstrengt forhold til sine børn, der vågner op til dåd og viser sit sande værd, når verden omkring hans familie ramler sammen? Tjek! Den selvopofrende præsident – i form af Danny Glover – der holder lange, patriotiske taler? Tjek!

Det er altså et overflødighedshorn af gennemtæskede klicheer, vi bliver udsat for i “2012”. Emmerich har sluppet alle tøjlerne med denne film, og det er til tider medrivende og spændende at blive kastet midt ud i Jordens destruktion, men mest af alt så er det lårklaskende morsomt. Morsomt, fordi vi kender konventionerne til hudløshed og griner af uopfindsomheden i fortællingen og karakterernes væremåde. Om det så er bevidst fra Emmerichs side, tør jeg ikke sige, men hvem ved – om 20 år så kan det være, man kigger tilbage på “2012” som en af vor tids bedste komedier.