21 Jump Street (2012)
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 18. nov 2012 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Selvom jeg ikke har nær så meget imod remake-trenden som de fleste filmentusiaster, så er det et uimodsigeligt faktum, at langt størstedelen af alle genindspilninger er gudsjammerlige. Hollywood famler åbenbart stadig efter den perfekte skabelon til et godt remake, og selvom den søgen indimellem afstedkommer perler som “Heat” og “The Departed”, går der ofte adskillige år (og utallige makværker à la “The Wicker Man” og “The Pink Panther”) imellem succeserne. I min optik er “21 Jump Street” dog den ultimative opskrift på et solidt remake, idet den udelukkende bruger sit kildemateriale (politiserien “21 Jump Street”, som kørte fra 1987 til 1991) som afsæt til at levere sin helt egen og ejendommelige fortælling.
Filmen driver tilmed gæk med sin egen, lidet velansete status som remake og tager dermed for alvor fusen på skeptiske fans af tv-serien, der i øvrigt var langt mere seriøs. Hør bare her, hvordan filmens to helte, de nybagte strissere Greg Jenko (Channing Tatum) og Morton Schmidt (Jonah Hill), får overdraget deres mission af kaptajnen: ”Vi genoptager et aflivet undercover-program fra 1980’erne. Vi pudser det af og gør det lidt moderne. Forstår I… dem, som styrer den slags, har ingen kreativitet og er løbet tør for ideer. Så det eneste, de gør nu, er, at de genbruger gammelt lort og forventer, at ingen af os lægger mærke til det.” Årets bedste monolog? Meget muligt.
Dave Franco (James’ lillebror) er vidunderligt gakket som en følsom, men narkoglad gymnasieelev, Ice Cube fremtvinger latterbrøl gang på gang med sine højrøstede vredesudbrud (”Jeg ved, hvad I alle sammen tænker… En vred, sort politikaptajn? Det er bare en fucking stereotyp!”) og Rob Riggle, der i årevis har brilleret i mindre komediebiroller, stjæler hver eneste scene, han medvirker i, i rollen som en overgearet gymnastiklærer. Men filmen tilhører Hill og Tatum, som tilsammen udgør et mægtigt makkerpar. “21 Jump Street” var nok hurtigt blevet trættende, hvis den blot havde været en endeløs kavalkade af jokes, men d’herrer får os faktisk til at holde af og med deres noget kluntede, uprøvede betjente, som får til opgave at agere elever på et gymnasium, hvor et nyt, dødsensfarligt narkotikum har slået en dreng ihjel. Kan strømerne mon finde stoffets skabere, før deres medstuderende fatter mistanke til dem?
Præsenteret i AVC/1080p 2.40:1. Skivens transfer er acceptabelt, men langtfra prangende. Billedsiden er meget mørk, og i nogle af de dunkleste scener synes detaljerigdommen at dale en smule (Ice Cubes afrohår lader eksempelvis ofte til at være én stor, sort plamage), og selv ikke i dagscenerne er detaljerigdommen nogensinde slående. Billedet er aldrig tilnærmelsesvis sløret, men det er altså heller ikke knivskarpt, og selvom farverne generelt er naturtro, så er det indimellem lidt for tydeligt, at de er blevet manipuleret – især de grønne nuancer er til tider for markante. Jeg bemærkede dog aldrig edge-enhancement, banding, udtværing eller utilsigtet støj. Jeg mindes, at filmen så bedre ud i biografen.
Transferet skuffer en smule, men det gør DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet heldigvis ikke. Subwooferen giver alt fra skuddene og eksplosionerne til de mange popsange ekstra slagkraft. Under det store skolebal får sangene gulvet til at vibrere, og den store biljagt på motorvejen får også for alvor kanalnetværket op i omdrejninger. I scener som disse (og også en stor, vild elevfest) er lydbilledet spækket med subtile, auditive detaljer, der gør scenerne meget lette at leve sig ind i. Panoreringerne fungerer godt, hver eneste replik kommer klokkeklart igennem, og støj forekommer aldrig.
Instruktørerne Phil Lord og Chris Miller samt skuespillerne Jonah Hill og Channing Tatum har i fællesskab indtalt et uhyre underholdende kommentarspor til filmen. Ganske vist diskes der ikke op med vildt mange seriøse anekdoter, men kvartettens entusiasme er enorm og smittende. Her er i alt 30 minutters slettede/forlængede/alternative scener, og mange af dem er faktisk ganske seværdige – ikke mindst Ice Cubes forlængede nedsabling af sine nye, unge rekrutter.
“21 Jump Street” er en af årets absolut bedste komedier – en næsten perfekt pærevælling af drilsk drengerøvshumor, postmoderne selvironi og god, gedigen action. Jeg havde håbet, at filmen ville se lidt bedre ud i HD, men til gengæld er lydsporet enormt imponerende, og skiven huser også en hel del seværdigt ekstramateriale. To af de mest underholdende timer, du kan tilbringe foran flimmerkassen i år.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet