3 ting
Udgivet 17. maj 2017 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Du behøver kun tre ting for at lave en film. Skuespillere – der spiller en bankrøver, tre betjente og en eks-kæreste – et hotelværelse og et smart manuskript. De tre ting har “3 ting”. Og ikke meget andet. Du behøver ikke mere. Det vidste Jens Dahl, da han skrev manuskript til “Pusher”, og det viser han nu som debut-instruktør i en rigtig røver-historie.
De tre ting sætter gang i den fastlåste situation på hotellet, hvor politianklageren ledsaget af to betjente vil have svar: Hvordan foregik røveriet, der blev udført med sprængstof og militant præcision? Hvem var den danske mellemmand med jysk dialekt og elefanthue? Og hvem skød og dræbte en betjent den aften? Svar! Fortæl! Og det gør Coster-Waldau så, hvis han da ellers får sine tre ting opfyldt.
Sammenlignet med “Reservoir Dogs” mangler Dahls danske håndlangere dog dialogen. Krimi-tvivlen har tjekket ind på hotelværelset, imens den dynamiske ping-pong-dialog stadig står og venter nede i foyeren. Birgittes Hjorts Rødovre-dulle er ganske vist ganske kæk, når hun siger, at hun ville ønske, at den kriminelle eks havde haft en større pik, når han alligevel nu skulle tage røven på hende dengang for syv år siden, hvor han skred. Så ville smerten ikke være kommet snigende, men ramt med det samme. Av! Til gengæld afslører Dahl sin egen alder, når den selv samme Hjort fremhæver Robert Redford som en drømmemand. En white trash-kvinde i 20’erne aner sgu da ikke, hvem Robert Redford er!
Sådan mangler der mindst en tre ting, der kunne være skarpere, hvis den her reservoir dansk også skulle være en debut, jeg ville huske om 25 år. Men som minimum husker jeg den frem til næste røver-historie fra Jens Dahl, som allerede nu har fortjent at blive opgraderet til en større suite med fri bar.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet