Ubesvarede spørgsmål om ære

Der er lavet masser af film om Danmark under 2. verdenskrig, om skoleelever og krofædre, der risikerer livet i umulig modstandskamp imod værnemagten. Men den militære indsats, der var overstået næsten inden den rigtig kom i gang, har indtil nu været ubekendt filmterritorium. Her i 75-året for besættelsen gør Roni Ezra og Tobias lindholm et forsøg på at gøre begivenhederne til en dramatisk historie, som alle egentlig godt ved, hvordan slutter. Modstandskampens patriotisme og Kaj Munk’ske forsvar for retten til at være et frit folk får med “9. april” en drejning mod et mere speget militært spil med danskerne i rollen som mildt inkompetente tabere.

Den slags film er næsten altid proppet med unge mænd, der omgås hinanden i en rå, men hjertelig 50’er-tone, uanset om de ligger i kasernens barakker eller i en vejgrøft med granatsplinter i halsen. I “9. april” er spiller Pilou Asbæk ældste mand som sekundløjtnanten i en lille cykeldeling. En del af Danmarks forsvar mod Europas stærkeste hær var teenagere på herrecykler. Solide et-gears med katteøje og det hele, men alligevel. Jeg ved godt, det gælder menneskeliv, men når man efterhånden har set en del film om ubarmhjertig navy-seal træning, er der noget ufrivilligt morsomt ved tyve soldater, der øver sig i at lappe cykeldæk.

Mit problem med en sådan scene er, at den ikke udnyttes senere. Man kunne forestille sig delingen under heftig beskydning, mens ham den fede, der altid kom ind bagerst, med sin blodige hånd får pustet cyklen op og reddet sin kammerat, sekundet inden tanken ruller hen over dem. Men de spændinger, der opbygges i introen; den dårlige skytte, den pligtopfyldende stueformand og brushovederne fra København, forsvinder næsten, når først kuglerne flyver. Det er en evig balance mellem fremdrift og karaktertegning, og jeg synes ikke, at “9. april” får fremmanet nogle figurer, som jeg bare håber på til det sidste.

Pilou Asbæk er helt afgørende som løjtnanten, der forsøger at beskytte både sine mænd og sit land, og heldigvis er han så fremragende til at gemme både sorg og vrede i de smukke øjne. Dilemmaet når bare aldrig at rykke ham i stykker, fordi mændene ikke bliver andet end skitser, der lige når at fortælle ham om deres drømme, inden de dør. At beskeden om overgivelsen når frem to timer for sent, falder som et ‘PS’ midt i nederlaget i stedet for blive udnyttet til en ubærlig spændingskurve. Her er det realismen, der får ordet. Desværre den realisme, der udstiller den skidt organiserede indsats.

For vi dummede os vist lidt dér, som man nok ville sige med en skarp dansk underdrivelse. Det er i hvert fald filmens udsagn, at fejl på fejl fører til nogle ligegyldige tab af menneskeliv, og at tyskernes flyveblade egentlig fornuftigt nok sagde: ’Prøv at høre her, når det er så nemt at flyve ind over jer med papirer, hvor svært er det så at have bomber med?' Argumentet for at forsvare de danske interesser bliver så et underligt udflydende miks af national og militær stolthed, som ikke retfærdiggøres i “9. april”.